Sædkvaliteten afhænger af flere næringsstoffer
Dårlig sædkvalitet, som er meget tabubelagt, er en væsentlig årsag til udbredt ufrivillig barnløshed. Det tyder samtidig på, at den vestlige kost forringer sædkvaliteten, og at Middelhavskosten forbedrer den. Samtidig er den veganske kost kontroversiel. Det fremgår af en oversigtsartikel, som er publiceret i International Journal of Molecular Sciences. Tidligere studie har desuden afsløret, at tilskud med selen, zink, fiskeolier og Q10 kan øge antallet og kvaliteten af sædceller.
Gennem de sidste årtier er mænds sædkvalitet styrtdykket, og problematikken er verdensomspændende. Den dårlige sædkvalitet skyldes dels, at manden producerer færre sædceller, og at sædcellernes motilitet er dårligere. Derudover kan sædcellerne være mere sårbare over for oxidativ stress, så sædcellernes DNA ødelægges. Fænomenet kaldes for DNA-fragmentering, og det bevirker, at en befrugtet ægcelle ikke kan udvikle sig, og derfor bliver udstødt. Overordnet spiller et lavt niveau af det mandlige kønshormon testosteron også en rolle.
Selvom kosten har indflydelse på sædcellernes kvalitet, mangler der stadig viden, hvad angår de biokemiske mekanismer. Formålet med den nye oversigtsartikel var derfor at analysere dette.
Det tyder således på, at den vestlige kost, som indeholder en del raffinerede kulhydrater, animalsk protein, omega-6 fedtsyrer og transfedtsyrer, og som samtidig mangler fibre, omega-3 fedtsyrer og antioxidanter – blandt andet øger risikoen for diabetes type-2, kræft og nedsat frugtbarhed.
Samtidig tyder det på, at Middelhavskosten – med en del bønner, grøntsager, frugt, nødder, fisk, olivenolie, lidt rødvin samt mindre kød og mejeriprodukter – kan forbedre sædkvaliteten på flere parametre.
I denne forbindelse kommer forfatterne nærmere ind på, at for meget omega-6 (især fra planteolier, margarine og junkfood) og for lidt omega-3 (især fra fed fisk) påvirker sædkvaliteten i en negativ retning af flere årsager. Det samme gælder mangel på antioxidanter (især fra grøntsager, frugt og fisk) da det bidrager til oxidativ stress, hvor frie radikaler kan angribe sædceller og deres DNA.
Man skal desuden være opmærksom på, at en ren plantebaseret vegansk kost ikke indeholder B12-vitamin. Det kan også være svært at få nok jern, selen og zink, hvilket kan påvirke sædkvaliteten. Der er desuden mange, som ikke kan udnytte og omdanne omega-3 formen ALA fra planteolier til de biologiske aktive omega-3 former EPA og DHA, der findes i fed fisk.
- Vidste du, at danske, norske og tyske mænd har den dårligste sædkvalitet i Europa?
Kosttilskud kan forbedre sædkvaliteten
Forskere fra Guadalajara Universitetet i Mexico har undersøgte resultaterne fra 28 større ernæringsstudier, som afslørede, at tilskud med selen, zink, omega-3 og Q10 er forbundet med en forbedring af sædcellernes kvalitet. Derudover har tilskud med selen, omega-3 og Q10 en positiv virkning på sædcellernes form.
Hvordan sætter selen og Q10 skub i sædcellernes fremdrift?
Efter udløsningen svømmer sædcellerne om kap for at befrugte ægget i æggelederen. Af samme grund har de travle sædceller brug for en del Q10, da dette co-enzym indgår i alle cellers energiproduktion. Samtidig har sædcellerne brug for nogle selenholdige proteiner i svingtråden, som leverer fremdriften.
Hvordan beskytter selen og zink sædceller og deres DNA?
Den moderne tilværelse er ofte forbundet med for meget stress, søvnmangel, tobaksrygning og andre miljøgifte. Det øger risikoen for oxidativ stress, hvor der er en ubalance mellem de frie radikaler og antioxidanter.
I denne forbindelse fungerer selen og zink også som vigtige antioxidanter, der beskytter sædcellerne mod DNA-fragmentering forårsaget af frie radikaler. Som allerede nævnt kan denne ødelæggelse af sædcellens DNA bevirke, at et befrugtet æg ikke kan udvikle sig.
- Det skønnes, at omkring en milliard mennesker mangler selen og zink
Hvilken betydning har selen og zink for testikler og testosteronniveau?
Testiklerne er kirtler, som producerer sædceller og det mandlige kønshormon testosteron. I denne forbindelse indgår selen og zink i en lang række enzymfunktioner, som også har betydning for testiklernes funktion. Blodets niveau af selen og zink hænger derfor sammen med testosteronniveauet. Man har også fundet, at mænd med dårlig sædkvalitet har signifikant lavere niveauer af selen og zink i blodet i forhold til frugtbare mænd. Det fremgår af et studie fra en fertilitetsklinik i Nigeria, som er publiceret i African Journal of Medical Sciences.
- Vidste du, at danske landmænd i årtier givet deres besætninger selentilskud for at forebygge dårlig fertilitet og andre mangelsygdomme?
Hvorfor er der mange, som mangler omtalte næringsstoffer?
Da jorden i Europa og mange andre områder i verden er fattig på selen, afspejles det i hele fødekæden. Derfor er det også svært at få nok selen i en ellers sund og varieret kost.
Zinkmangel kan skyldes ensidige kostvaner og alkoholmisbrug. Derudover kan en stor indtagelse af jern og calcium samt mangel på mavesyre og indtagelse af syreneutraliserende medicin hæmme optagelsen.
Fed fisk indeholder de biologisk aktive omega-3 former EPA og DHA. Så hvis man ikke spiser fed fisk eller bare spiser for lidt, kan man let mangle omega-3 fedtsyrer. Man skal desuden være opmærksom på, at opdrættede fisk indeholder mindre omega-3 på grund af unaturligt foder.
Q10 danner vi selv, men mængden daler gradvist med alderen. Man skal også være opmærksom på, at kolesterolsænkende medicin hæmmer dannelsen af Q10.
I valget af eventuelle tilskud til fertiliteten og sunde sædceller bør man altid foretrække en kvalitet, som kroppen kan optage og udnytte.
- NB. Sædkvaliteten kan også forringes af stramme bukser, som varmer for meget. Det samme gør sig gældende, hvis man har den bærbare computer på skødet.
Referencer:
Alessandra Ferramosca and Vincenzo Zara. Diet and Male Fertility: The Impact of Nutrients and antioxidants on Sperm Energetic Metabolism. International Journal of Molecular Sciences. 2022
Salas-Huetos a et al. The Effect of Nutrients and Dietary Supplements on Sperm Quality Parameters: A Systematic Review and Meta-analysis of Randomized Clinical Trials. Advances in Nutrition. 2018
Menezo Yj et al. Antioxidants to reduce sperm DNA fragmentation: an unexpected side effect. Reprod Biomed Online 2017
Oluboya AO el al. Relationship between serum levels of testosterone, zinc and selenium in infertile males attending fertility Nnewi, south East Nigeria. African Journal of Medical Sciences. 2012
Christensen BT et al. Selenanvendelse i dansk landbrug. Rapport fra DJF 2006. Videncentret for landbrug.
Faldende sædkvalitet kan blive et problem for menneskeheden. illvid.dk
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .