B12 vitamin er betegnelsen for en gruppe kemisk beslægtede stoffer, der alle har vitaminaktivitet. De kaldes også cobalaminer. Biosyntesen af den grundlæggende struktur sker ved hjælp af bakterier, som findes mange steder i naturen.
Optagelsen af B12 vitamin fra kosten kræver proteinet intrinsic factor, der dannes i mavesækkens slimhinde. Intrinsic factor binder sig til B12 vitaminet og transporterer det ind i kroppen fra tyndtarmen.
Generelt er det vanskeligere at optage B12 vitaminet i forhold til andre vitaminer, og evnen forringes med alderen.
B12 vitamin lagres i leveren op til flere måneder, og vi kan også genbruge det B12 vitamin, som vi optager.
Colibakterier i tyktarmen producerer også B12 vitamin, men der er uenighed om optagelsen, da den som nævnt foregår i tyndtarmen og kræver bærestoffet intrinsic factor.
Under kogning og stegning af maden er det kun omkring 10 procent, som går tabt.
I tilskud og lægemidler er doserne ofte ret høje for at sikre en tilstrækkelig optagelse, og her findes B12 vitamin på forskellige former
Cyanocobalamin er syntetisk og indeholder cyanid, der er giftigt.
Methylcobalamin, som koster mere at fremstille, er ikke giftigt.

C-vitamin kaldes også for ascorbinsyre og L-ascorbinsyre. De fleste dyr kan selv danne C-vitamin ved hjælp af en trinvis, enzymatisk omdannelse af glukose (druesukker), men mennesker, menneskeaber, marsvin (gnaver) og enkelte andre arter har mistet denne evne gennem evolutionen.
De største mængder C-vitamin findes i immunforsvarets hvide blodlegemer, bugspytkirtlen, testiklerne og æggestokkene.
C-vitaminet er vandopløseligt, og da det ikke kan deponeres i kroppen, behøver vi en regelmæssig indtagelse.
C-vitaminet ødelægges af lys, opvarmning, udkogning, dybfrost, konservering og lagring, herunder vinteropbevaring af grønsager og frugter.

Der er flere slags D-vitamin, og de vigtigste former er:

• D2 vitamin, ergocalciferol, der forekommer naturligt i planteriget.
• D3 vitamin, cholecalciferol, der forekommer naturligt i dyreriget.

Mennesker danner D-vitamin (cholecalciferol) ud fra sollys (UV-B stråler) og et kolesterol i huden, og det omdannes til aktive vitaminer ud fra processer i lever og nyrer.
Det er kun i sommerhalvåret, når solen står højt, at vi kan danne D-vitamin, og overskuddet lægges på lager i leveren til senere brug. Der produceres meget mere D-vitamin i lys hud end i brun, mørk hud, som til gengæld beskytter mod overproduktion. Huden producerer mindre D-vitamin med alderen.
D-vitamin er også blevet kaldt for et provitamin eller hormon, da vi selv kan danne det, og alle celler i kroppen har receptorer for det.
D-vitaminet er fedtopløseligt og kan ophobes i kroppens fedtdepoter ved meget store indtag.
D-vitaminet ødelægges af lys og varmepåvirkning ved madlavning.

E-vitamin blev isoleret fra hvedekimsolie i 1936. Det er et fedtopløseligt vitamin af vegetabilsk oprindelse, som primært findes i kostens fede del.
E-vitamin dækker over otte forskellige stoffer kaldet tocoferoler og tocotrienoler. Alfa-tocoferol betragtes som det vigtigste hos mennesket, da det er den mest udbredte og aktive form. De største koncentrationer findes i binyrer, testikler, livmoder og fedtvæv. E-vitamin ødelægges af lys og dybfrysning. Olier bør opbevares mørkt og køligt.

K-vitaminet er fedtopløseligt, og det blev opdaget af den danske professor og nobelpristager Henrik Dam. Da vitaminet er vigtigt for blodets evne til at koagulere (størkne), stammer k´et herfra. Der findes 3 former med forskellige funktioner.
K1 vitamin findes især i grønne planter, K2 vitamin produceres af bakterier, og K3 vitamin er syntetisk.

En voksen indeholder cirka ét kilo calcium, som er det mineral, vi indeholder mest af. Knogler og tænder lagrer 99 %, og omkring 1 % bruges til metaboliske funktioner. Blodets indhold af calcium er stramt reguleret, da selv mindre afvigelser kan resultere i alvorlige symptomer fra nervesystem og hjerte.
D-vitamin er vigtigt for optagelsen af calcium fra fordøjelseskanalen. Parathyreoideahormon, der dannes i biskjoldbruskkirtlerne, kan øge blodets calciumindhold ved at frigøre calcium fra knoglerne og mindske udskillelsen af calcium gennem nyrerne. På den måde fungerer knoglevævet som et depot og en kilde til calcium, så der opretholdes en konstant koncentration af calcium i blodet, muskler og intercellulære væsker.

Mineralet chrom findes i flere former. Hexavalent chrom bruges til at forkrome metal, til garvning af læder, farvestoffer, træbeskyttelse med videre. Forbindelsen er giftig og kan fremkalde kontakteksem og visse kræftformer. Trivalent chrom findes i biologisk materiale som planter og dyr og er et livsvigtigt næringsstof. Da kroppens chrombehov er meget lavt, hører mineralet til sporstofferne. Kroppens lager af chrom er omkring 4-6 mg.

En voksen indeholder 800-1200 gram fosfor. Sammen med calcium tilhører fosfor kroppens mest udbredte mineraler, og balancen er vigtig. Omkring 90 procent indgår i knoglerne og tændernes substans. Fosfor indgår desuden i mange biokemiske processer og optræder især som den kemiske forbindelse fosfat. Fosfor reguleres på samme måde som calcium, hvor D-vitamin indgår i optagelsen fra fordøjelseskanalen, et hormon fra biskjoldbruskkirtlen regulerer blodets indhold, nyrerne styrer udskillelsen, og knoglerne fungerer som depot.

Funktioner og betydning for

• Stærke knogler. Udgør med calcium og magnesium knoglevævets faste substans
• Stærke tænder
• Muskler
• Hjernen og nervesystemet
• Energiomsætning – indgår i ATP (adenosintrifosfat), som er kemisk lagret energi
• Indgår i cellemembraner som fedtsyre
• Indgår i arvematerialet DNA