Skip to main content

Anti-aging med vitaminer og mineraler

Kosttilskud sikrer hudcellerne den rette næring hele livet

Anti-aging med vitaminer og mineralerHvis huden ikke bliver plejet indefra, kan det altså ses, uanset hvilke tricks du ellers forsøger dig med. Omvendt kan sundheden og skønheden skinne igennem på trods af lidt vejrbidte kinder og tydelige smilerynker. Spørgsmålet er, hvordan du gerne vil ældes? Din bonus ved at vælge den sunde hud er, at du rent faktisk får sundhed, der glæder både krop og humør oven i.

Den kosmetiske industri har altid været på jagt efter "mirakel-stoffer" som kan tilføre hudcreme en virkning udover den fugtgivende effekt. Derfor tilsættes Q10, zink, A-vitamin og andre stoffer til dyre hudprodukter. Det giver samtidig muligheden for at knytte en vitaliserende historie til produkterne.

Men - det er en meget bedre strategi at tilføre disse for vores hud så vigtige stoffer indefra med blodet. Ved at tage stofferne som kosttilskud, føres de vitale næringsstoffer direkte ud i de lag, hvor hudcellerne "fødes". Det vil sige, at hudcellerne får den optimale start på tilværelsen, og det er noget, som hudcreme aldrig vil kunne gøre. Med hudcreme påvirker man normalt kun de yderste "gamle" hudceller. Kosttilskud derimod sikrer at hudcellerne får den rigtige næring hele igennem hele deres livscyklus.

Sårheleren zink

Zink er et af de vigtige spormineraler i vores kost. Det er nødvendigt for omkring 300 enzymers funktion og spiller en stor rolle for f.eks. væksten, celledeling og måden vores gener kommer til udtryk.

Zinks vigtige rolle i immunforsvaret er påvist i mange studier, ligesom zinkmangel er blevet knyttet til depression.

Sidst men ikke mindst heler kroppen og dermed også huden bedre og hurtigere, når vi får nok zink. Zinks evne til at medvirke i bekæmpelsen af bakterier, virus og svamp er med til at imødegå infektioner i huden, og zinkmangel kan blandt andet sænke hudens modstandskraft, føre til forskellige hudsygdomme og give hårtab. Når vi taler om skønhed, er zink altså et centralt mineral for både hud, hår og negle.

Nogle har endvidere haft stor glæde af ekstra tilskud af zink i forbindelse med acne-udbrud, hvor spormineralet højst sandsynligt både styrker huden og samtidig bekæmper den tilknyttede betændelse.

Behovet for zink er størst i puberteten, hos gravide og ammende kvinder, hos ældre mennesker, hos dem med et stort alkoholforbrug, under stress, ved brug af vanddrivende midler og hos mennesker, der sveder meget. Zinkbehovet er mindst 50 pct. højere hos vegetarer, da vegetarkost kun indeholder ganske lidt zink. Da kroppen ikke har noget decideret zinkdepot, har vi behov for vedvarende tilførsel af stoffet.

  • Zink finder du primært i skaldyr, fisk, kød, frø og nødder.

Ungdommelige celler med selen

Sporstoffet selen, som de fleste af os får for lidt af, er en vigtig del af kroppens forsvarsmekanisme mod blandt andet ældning af celler. Selen er en stærk antioxidant med utallige foryngende egenskaber. Når vi ikke får nok selen, er vores celler et langt lettere bytte for virus, kræft og andre tegn på tidlig ældning.

Vores afgrøder indeholder ikke særlig meget selen her i Nordeuropa, fordi jorden er fattig på selen, og manglen er efterhånden blevet knyttet til mange alvorlige sygdomme, som i første gang opstår, når vores celler ældes.

Selen medvirker også til at opretholde normalt hår og normale negle. Desuden kan mangel på selen være medvirkende til hudsygdomme som psoriasis, svamp og skældannelse.

  • Selen finder du primært i fisk, indmad, skaldyr og frø.
  • Selen som tilskud: 100-200 mikrogram dagligt.

For tidligt gammel uden chrom?

Forskerne bliver stadigt klogere på, hvor vigtigt chrom er, ikke mindst i forhold til hvor hurtigt vi ældes. Manglen på chrom er måske langt mere udbredt, end man har været bevidst om tidligere, hvilket også kan være en af forklaringerne på det stigende antal diabetikere.

Du ved måske i forvejen, at sukker og ungdommelig hud er en dårlig cocktail. Sukkeret stjæler ikke kun vores ungdommelige udseende, det stjæler også af vores chromreserver. Det sætter gang i en rigtig dårlig cirkel, for vi ved allerede nu, at chrom er eminent til at styre vores blodsukker, da det får insulinet i blodet til at virke bedre.

  • Med for dårlig omsætning af sukkeret i blodet øges din risiko for diabetes og hjertekarsygdomme markant.
  • Chrom får du primært i tørrede frugter, frø og kød, men det kan være meget svært at nå op på de anbefalede 200 mikrogram gennem kosten alene.
  • Chrom som tilskud: 100-200 mikrogram dagligt (som organisk chromgær)

Hudenergi med coenzym Q10

Hvis du har vandret rundt i butikkernes hudplejeafdelinger, har du garanteret set flere krukker og flasker med hudpleje, der fremhæver ingrediensen Q10. Og det er absolut heller ikke nogen tosset ingrediens. Alle vores celler behøver nemlig stoffet coenzym Q10 for at kunne producere energi - også vores hudceller.

Vi producerer faktisk selv Q10, men med alderen daler denne egenproduktion. Når kosmetikfirmaerne tilsætter det til deres anti-aging cremer, er der dog en afgørende begrænsning. Q10 skal nemlig ind i cellerne for at virke. Derfor vil det Q10, som vi indtager gennem vores fødevarer eller tilskud være langt mere effektivt.

Ligesom resten af vores celler, bliver hudcellerne trætte, slappe og uoplagte ved mangel på Q10, så mere tilførsel af coenzymet kan altså både hjælpe med energi, større hjertesundhed og en mere ungdommelig hud.

  • Q10 finder du primært i kød, indmad, fisk, nødder, frø og bladgrønt, men ikke i de mængder, vi selv producerer i kroppen.
  • Q10 som tilskud: 30-100 mg dagligt

Synlig effekt af C-vitamin

Når kroppen danner bindevæv (collagen), anvender den blandt andet C-vitamin. Jo, mere C-vitamin du får, desto stærkere og mere elastisk bliver din hud. Det er værd at have i tankerne, hvis du ønsker at holde huden i god form.

Vores bindevæv har også betydning for, om vi udvikler cellulitis eller appelsinhud - et lettere ironisk navn, da netop C-vitaminer, som appelsinen er kendt for, kan bedre bindevævets funktion og forhindre de ophobninger, der så tydeligt ses ved appelsinhud.

Såvel sukker (glukose) som C-vitamin er afhængige af hormonet insulin for at kunne komme ind i cellerne. Forhøjet blodsukker hæmmer faktisk C-vitamins evne til at trænge ind i cellen. Ligesom chrom mindsker C-vitamin sukker-trang og modvirker træthed, og det viser sig på vores ydre.

C-vitamin er en stærk vandopløselig antioxidant, som fanger og uskadeliggør frie radikaler i væskefyldte vævsområder. C-vitamin understøtter ligeledes E-vitamin (et andet kendt 'hudvitamin'), så hvis du vil udsætte aldringsprocessen længst muligt, er det derfor afgørende, at cellerne har tilstrækkelige mængder af både E- og C-vitaminer.

  • Eftersom kroppen ikke kan lagre det vandopløselige C-vitamin, må du spise det regelmæssigt for at holde cellerne velforsynede.
  • C-vitamin finder du primært i frisk frugt og grønt; 100 gram hyben, persille og rød peberfrugt indeholder rigtig meget. Man mener, at vore forfædre spiste 400 mg C-vitamin dagligt bare fra vilde planter og frugter.

Ungdomseliksiren Pycnogenol?

Pycnogenol kan beskytte hudens collagen mod frie radikaler og dermed modvirke de inflammatoriske processer, som mange dermataloger mener er skyld i hudens og kroppens ældning.

Nu er Pycnogenol ikke et decideret næringsstof, men derimod en ekstrakt af barken fra pinus maritima (fransk strandfyr), som indeholder nogle biologisk aktive stoffer, der hedder procyanidiner og flavonoider. Pycnogenol er en kraftigt virkende antioxidant. Procyanidiner er hovedsageligt aktive i blodet, hvorimod flavonoiderne, som er mindre molekyler, er i stand til at trænge ind i cellerne

Videnskabelige undersøgelser har vist, at

  • Pycnogenol binder sig til de to hudproteiner, collagen og elastin, og beskytter dem mod frie radikalers ødelæggende virkning. Dette mindsker rynker og hjælper med at hæmme de inflammatoriske processer, som ifølge mange dermatologer er årsag til, at huden og kroppen ældes
  • Pycnogenol forbedrer blodcirkulationen. For eksempel er det et effektivt præparat i forbindelse med lange fly- eller bilrejser, hvor man sidder ned i længere perioder og derved øger sin risiko for dybtliggende venetromboser (DVT) - en særlig farlig form for blodpropper
  • Pycnogenol stimulerler cirkulationen i de bittesmå blodkar i huden, hvilket øger tilførslen af og ilt næringsstoffer. Dette fugter huden og stimulerer sårheling
  • Pycnogenol beskytter mod iltning af E-vitamin samt gendanner C-vitamin, som er blevet ødelagt af frie radikaler. I stedet for blot at blive nedbrudt i kroppen, bliver disse to vitaminer effektivt gendannet og anvendt påny
  • Vand og varieret kost

Din hud, hår og negle har brug for mange næringsstoffer, hvis du vil holde dig fuld af glød og friskhed. Så uanset hvad, er det altid fornuftigt at spise grønt, groft og varieret.

Sørg for at få tilstrækkeligt med rent vand hver dag samt sunde fedtstoffer, da huden ofte er det sidste organ, der får tildelt sin portion af fedt og fugt. Hvor meget vand man behøver, afhænger af ens livsstil, men 4 - 6 store glas vand om dagen vil ofte være nok.

Frisk luft og sol i moderate mængder er også med til at holde os unge og mentalt sunde. Solen er kendt for at give rynker, men oftest sker det først, når du overdriver solbadningen. Nogle få, mindre rynker er måske også godt givet ud for ekstra sundhed. Du kan roligt supplere med D-vitamin-tilskud i de måneder, hvor du ikke får særlig meget sol.