Skip to main content

Vitamin- og mineral guiden

E-vitamin (tocoferol)

 E-vitamin (tocoferol)E-vitamin blev isoleret fra hvedekimsolie i 1936. Det er et fedtopløseligt vitamin af vegetabilsk oprindelse, som primært findes i kostens fede del.
E-vitamin dækker over otte forskellige stoffer kaldet tocoferoler og tocotrienoler. Alfa-tocoferol betragtes som det vigtigste hos mennesket, da det er den mest udbredte og aktive form. De største koncentrationer findes i binyrer, testikler, livmoder og fedtvæv. E-vitamin ødelægges af lys og dybfrysning. Olier bør opbevares mørkt og køligt.

Funktioner og betydning for

  • Antioxidant, der sammen med andre antioxidanter (især selen) modvirker frie radikaler
  • Beskytter fedtholdige celleoverflader og fedtstoffer mod harskning
  • Beskytter kroppens celler mod skadelige stoffer fra fedtstofskiftet
  • Cellevækst og cellefunktion
  • Hæmmer blodets evne til at koagulere (klumpe sig sammen/størkne)
  • Immunforsvaret
  • Hæmmer tarmens omdannelse af nitrat til nitrosamin, der er kræftfremkaldende

Mangler og dårlig udnyttelse forårsages af

  • Fedtfattige kostvaner og dårlig fedtoptagelse
  • Sygdomme i lever eller bugspytkirtel, hvor fordøjelsesenzymer har svært ved at nedbryde de E-vitaminholdige fedtstoffer, der er i kosten. Herunder skrumpelever, cøliaki (glutenallergi), cystisk fibrose og betændelse i bugspytkirtlen.
  • Slankemidler som Orlistat/Xenical, der hæmmer optagelsen af fedt og fedtopløselige vitaminer.
  • Arvelige sygdomme i de røde blodlegemer
  • Børn, der fødes for tidligt

Mangelsymptomer

I realiteten optræder mangelsymptomer ikke hos raske mennesker.

  • Spædbørn, der får modermælkserstatning uden E-vitamin kan få hudlæsioner.
  • Børn der fødes med sygdomme, hvor fedtoptagelsen er nedsat, får hurtigt symptomer i nervesystemet.
  • E-vitaminmangel i længere tid kan forårsage symptomer fra nervesystemet med muskeltræthed, balance- og synsforstyrrelser.

Kilder

Da E-vitamin er fedtopløseligt findes det i kostens fedtstoffer og især vegetabilske kilder som planteolier, nødder, kerner, frø, fuldkorn, avocado og grønne grønsager som broccoli og rosenkål. Desuden torskelevertran, torskerogn, æg, fede mejeriprodukter og human modermælk. I kosttilskud er kilden ofte syntetisk, men en del præparater indeholder den naturlige og mere aktive form af vitaminet.

Hvedekimsolie 153
Solsikkekerner 50
Torskelevertran 30
Æggeblomme og grønkål 5
Fløde 0,2

Anbefalet daglig tilførsel

Voksne 11 år og opefter: 12 mg
Børn 1-10 år: 5 mg

Måleenheder

Milligram (mg), alfa TE (alfa tocoferol) eller internationale enheder (IE)
1 mg og 1 alfa TE = 1,49 IE.

Syntetisk E-vitamin kontra naturligt E-vitamin

  • Syntetisk E-vitamin (dl foran) optages kun en tredjedel til halvt så godt som naturligt E-vitamin (d foran).
  • Naturligt E-vitamin kan hedde d-alfa tokoferol
  • Syntetisk E-vitamin kan hedde dl-alfa tokoferol

Øget behov og behandling af E-vitaminmangel

  • Ved omtalte mangelsymptomer
  • Ved symptomer på E-vitaminmangel behandles der med 200-400 mg pr dag.
  • Personer med nedsat fedtoptagelse får dobbelt dosis, og der foretages jævnligt blodprøver for at følge blodets indhold.
  • For tidligt fødte og for små børn, under 1500 gram, skal have fem mg daglig fra de er en uge gamle og til de vejer 2.000 gram. Ellers vil de udvikle en form for blodmangel.

Kontraindikationer ved stærke E-vitamintilskud

Da E-vitamin hæmmer blodets koagulering (størkning/sammenklumpning af blodplader) frarådes stærke E-vitamintilskud ved følgende tilstande og lægemidler:

  • Blodfortyndende medicin
  • Acetylsalicylsyrepræparater
  • Kolesterolsænkende medicin (statiner)
  • Risiko for hjerneblødning
  • K-vitaminmangeltilstande
  • 2 uger før og 2 uger efter operation

Der er ingen risiko ved at tage en almindelig vitaminpille, der kun indeholder ADT. Tal med lægen, hvis der er tvivl.

Overdosering – bivirkninger

Overskud af E-vitamin udskilles med galden, og overdoseringssymptomer er sjældne.
Ved lang tids brug af doser over 400-800 IE (ca. 250-500 mg) er der observeret svimmelhed, hovedpine, træthed og sløret syn.
Over 1 gram E-vitamin om dagen (cirka 80 gange mere end ADT) kan i sjældne tilfælde give hovedpine og mave-tarmsymptomer.
Der mistanke om, at høje doser kan øge tendensen til blødninger.
Indtagelse af enorme doser (10 gram pr dag) kan nedsætte frugtbarheden hos mænd og kvinder.