Magnesiumtilskud kan forbedre kolesterolbalancen
På verdensplan er hjertekarsygdomme den største årsag til mange lidelser og tidlig død. De største risikofaktorer inkluderer rygning, diabetes, forhøjet blodtryk samt dyslipidæmi, som involverer anormaliteter i fedtstofbalancen. Det tyder dog på, at tilskud af magnesium kan forbedre fedtstofbalancen. Det gælder især balancen mellem de to kolesterolformer LDL og HDL ved signifikant at øge HDL. Det fremgår af en ny metaanalyse, som er publiceret i Nutrition Journal.
Overordnet findes fedtstoffer i forskellige hovedgrupper og former. I forbindelse med kredsløbssygdomme er der mest fokus på triglycerider og kolesterol.
Hovedparten af al fedtstof (både animalsk og vegetabilsk fedt) består af triglycerider. Vi kan også danne og nedbryde triglycerider i lever og fedtvæv. Triglycerider findes i cellemembraner, og de fungerer også som en vigtig energikilde og oplagringsform for fedt. I blodet transporteres triglycerider bundet til proteinet VLDL, men hvis triglyceridniveauet bliver for højt, øges risikoen for hjertekarsygdomme.
Kolesterol indgår i opbygning af cellemembraner samt dannelse af hormoner, vitaminer, Q10 og andre livsvigtige stoffer. Vi producerer selv det meste kolesterol i leveren, ofte ud fra kulhydrater. I blodet transporteres kolesterolet fra leveren ud til vævene i form af LDL, og det returneres fra vævene til leveren i form af HDL. Der bør samtidig være en form for balance mellem de to kolesterolformer. Men denne balance forskubbes især ved forhøjet insulin, diabetes og ved for stor livvidde, hvor der er for meget LDL i forhold til HDL.
Som det fremgår, har fedtstofbalancen betydning for kredsløbet, og nogle studier har indikeret, at tilskud af magnesium kan regulere blodets niveau af forskellige fedtstoffer. I den nye oversigtsartikel og metaanalyse ville forskerne derfor undersøge effekten af forskellige magnesiumtilskud på totalkolesterol, LDL, HDL og triglycerider i den generelle befolkning over 18 år.
Via fem databaser som Cochrane Library, ClinicalTrials.gov, ISI Web of Science, Scopus og PubMed indhentede forskerne 89 egnede studier, der var publiceret i perioden frem til 2024. Alt i alt viste metaanalysen, at tilskud afmagnesium signifikant kunne øge blodets niveau af HDL i forhold til placebogrupperne. Men der var ingen signifikant forskel mellem de to grupper hvad angår blodets niveau af totalkolesterol, LDL og triglycerider.
Hvordan kan magnesium hæve blodets niveau af HDL?
Magnesium indgår i flere hundrede enzymprocesser, som har afgørende betydning for energiomsætningen og adskillige metaboliske processer. Ifølge den nye metaanalyse kan magnesium øge aktiviteten af enzymet LCAT (lecithin cholesterol acyl transferase), som øger niveauet af HDL. Magnesium kan også øge aktiviteten af desaturase-enzymerne , som har betydning for, at omega-3 formen ALA kan omdannes til EPA og DHA, som også øger HDL.
Forskerne fandt desuden, at der kun var en positiv effekt af magnesiumtilskud i studier, der varede længere end 84 dage.
I de fleste studier gav man daglige magnesiumtilskud på mellem 50-500 mg. Her viste det sig, at der kun var en signifikant effekt, hvis deltagerne fik over 300 mg magnesium om dagen.
Deltagere, som var meget usunde, og som havde meget lave niveauer af HDL, fik den bedste effekt af magnesiumtilskud
Derudover havde magnesiumtilskud baseret på organiske former en bedre effekt grundet en bedre optagelighed.
Mere information om kolesterol og kredsløbssygdomme
Som det fremgår, er kolesterol et livsvigtigt stof, der indgår i cellemembraner samt dannelse af hormoner, vitaminer og andre stoffer.
Vi danner selv kolesterol. Cirka 2/3 dannes i leveren, og omtrent 1/3 kommer fra den kost, vi spiser.
Ikke desto mindre kan en kost med for mange og især raffinerede kulhydrater resultere i forhøjet insulin, og denne tilstand kan omdanne leveren til en fedtfabrik, så der dannes for mange triglycerider og for meget LDL i forhold til HDL.
Meget tyder desuden på, at LDL først bliver farligt, hvis det angribes af frie radikaler som følge af oxidativ stress og kronisk inflammation. Når diabetes, overvægt og tobaksrygning er så farligt for kredsløbet, skyldes det netop, at disse tilstande er præget af oxidativ stress og kronisk inflammation, hvor frie radikaler angriber LDL-kolesterolet, hvorefter det bliver ubrugeligt og indlejres i karvæggen.
Det kan du læse mere om i denne artikel:
»WHO: den største dødsårsag på verdensplan er kroniske inflammationer«
Referencer:
Mitra Hariri et al. The effect of magnesium supplementation on serum concentration of lipid profile: an updated systematic review and dose-response meta-analysis on randomized trials. Nutrition Journal 2025
TIP! Se også de relaterede artikler
- Oprettet den .