Skip to main content

Vitamin- og mineral guiden

C-vitamin (ascorbinsyre)

C-vitamin (ascorbinsyre)C-vitamin kaldes også for ascorbinsyre og L-ascorbinsyre. De fleste dyr kan selv danne C-vitamin ved hjælp af en trinvis, enzymatisk omdannelse af glukose (druesukker), men mennesker, menneskeaber, marsvin (gnaver) og enkelte andre arter har mistet denne evne gennem evolutionen.
De største mængder C-vitamin findes i immunforsvarets hvide blodlegemer, bugspytkirtlen, testiklerne og æggestokkene.
C-vitaminet er vandopløseligt, og da det ikke kan deponeres i kroppen, behøver vi en regelmæssig indtagelse.
C-vitaminet ødelægges af lys, opvarmning, udkogning, dybfrost, konservering og lagring, herunder vinteropbevaring af grønsager og frugter.

Funktioner og betydning for

  • Dannelse af kollagen i bindevævet, som medvirker til:
  • Blodkars struktur
  • Stærke knogler og bruskvæv
  • Sundt tandkød og tænders styrke
  • Hudens struktur, teint, elasticitet og fugtighed
  • Energiomsætning og energiniveau
  • Binyrernes produktion af hormonerne adrenalin og noradrenalin, som spiller en afgørende rolle under fysisk og psykisk stress.
  • Optagelse af jern
  • Immunsystemet – også under og efter fysisk træning
  • Nervesystemet og mental balance
  • Gendannelse af den aktive form af E-vitamin
  • Antioxidant, der modvirker skader fra frie radikaler og oxidativ stress
  • Indgår i intracellulære redoxsystemer, (en slags regulering af elektroner), men den nærmere virkningsmekanisme kendes ikke
  • Reduktion af træthed og udmattelse

Mangler og dårlig udnyttelse forårsages af

  • Fysisk og psykisk stress
  • Tobaksrygning
  • Stort forbrug af alkohol og narkotiske stoffer
  • Oxidativ stress som følge af frie radikaler
  • For lidt mavesyre
  • P-piller og sovemedicin
  • Sukker. Det skyldes, at sukker og C-vitamin konkurrerer om de samme kanaler, der fører ind i cellerne. Jo højere sukkerindtaget er, jo mere kan virkningen af C-vitamin reduceres.

Mangelsymptomer

  • Kollagen og bindevævet får en løs struktur, som kan give mange symptomer. Herunder:
  • Blå mærker, blødende gummer, næseblod og dårlig sårheling. Tilstanden kaldes også subklinisk skørbug.
  • Skørbug er den klassiske mangelsygdom og yderste konsekvens af C-vitaminmangel i form af dødelige indre blødninger. Tidligere mest udbredt blandt søfolk og i ulande.

Desuden:

  • Træthed
  • Jernmangel
  • Nedsat modstandskraft og hyppige infektioner
  • Hjerte-karsygdomme. Ifølge Nobelpristageren Linus Pauling kan langvarige lave blodniveauer af C-vitamin føre til åreforkalkning.

Kilder

Især frugter og bær, men også grønsager som kål, peberfrugt, peberrod, spinat, hvidløg og krydderurter.

Acerola – tropisk frugt  1.300-1.700
Hyben 1.250
Peberfrugt 191
Rosenkål 90-150
Appelsiner  50

Anbefalet daglig tilførsel

Voksne 11 år og opefter: 80 mg
Børn 1-10 år: 40 mg

Syreneutrale tilskud

Salte af ascorbinsyre kaldes for ascorbater. De bruges også i syreneutrale tilskud, der indeholder natriumascorbat eller calciumascorbat. De syreneutrale tilskud er mere skånsomme for slimhinderne i mave-tarmkanalen.

Øget behov

  • Nævnte mangelsymptomer og lægemidler
  • Misbrug af tobak, alkohol og narkotiske stoffer
  • Oxidativ stress (fx læsioner, forbrændinger og betændelsestilstande)
  • Fysisk og psykisk stress
  • Overforbrug af sukker

Kontraindikationer ved tilskud

Forsigtighed anbefales ved:

  • Nedsat nyrefunktion og tendens til nyresten
  • Sygdomme, hvor der ophobes jern i kroppen
  • Diarre
  • Behandling med blodfortyndende medicin

Tal med lægen, hvis der er tvivl

Overdosering – bivirkninger

Symptomer på overdosering forekommer sjældent, da overskud udskilles gennem urinen. Indtagelse af mere end 2 gram daglig (især ren ascorbinsyre) kan medføre diarre, kvalme, blæreirritation og risiko for nyresten. Risikoen for nyresten af C-vitamin synes dog mest at være en teoretisk risiko, da nystenstilfælde som følge af ascorbinsyre ikke ses i praksis.

Syntetisk fremstilling og tilsætningsstof

Det er nemt at fremstille ascorbinsyre og ascorbater syntetisk. Forbindelserne anvendes især som C-vitamintilskud. I levnedsmiddelindustrien udnytter man stofferne som antioxidanter og harmløse konserveringsmidler, der skal forhindre harskning. De har E-nummer 300-304.