D-vitaminmangel påvirker neuroners udvikling og risiko for skizofreni
Under graviditeten har D-vitamin betydning for udvikling af fostrets knogler, hjerne og andre funktioner. Mangel på D-vitamin under graviditeten kan derfor få alvorlige følger for fostrets udvikling. Det gælder også dannelsen af neuroner i hjernens dopamin-producerende område, hvilket sandsynligvis kan føre til de dysfunktioner i dopamin-balancen, som optræder hos unge og voksne med skizofreni. Det fremgår af et nyt studie, som er publiceret i Journal of Neurochemistry. Studiet er i tråd med en tidligere oversigtsartikel, der viser, at tidlige stadier af psykotiske sygdomme som skizofreni hænger sammen med store mangler på D-vitamin og folinsyre. Det betyder derfor, at D-vitamin og andre næringsstoffer har afgørende betydning for hjernesundheden gennem hele livet, og ikke mindst under graviditeten.
Skizofreni, der typisk begynder i 15-30-årsalderen, er forbundet med hallucinationer, vrangforestillinger og andre alvorlige symptomer. Den forringede livskvalitet medfører, at patienterne ofte har en meget kortere levetid end den øvrige befolkning. Man kender ikke så meget til sygdommens neurologiske årsager. Men det vides, at der er ubalancer i hjernens dopamin-niveauer. Dopamin er en neurotransmitter, der giver drivkraft til vores handlinger og ofte betegnes som hjernens belønningsmolekyle. Man ved også, at gravides mangel på D-vitamin øger risikoen for, at barnet udvikler skizofreni senere i livet.
Professor Eyles fra The University of Queensland i Australien har derfor foretaget en mere omfattende undersøgelse af de mekanismer, som relaterer til de unormale frigivelser af dopamin, og hvordan gravides mangel på D-vitamin påvirker fostrets udvikling og ubalancer i de dopamin-producerende neuroner senere i livet.
Forskerholdet udviklede mere konkret celler, der minder om de dopamin-producerende neuroner under fostertilværelsen. Disse neuroner blev så dyrket i kulturer med eller uden det aktive D-vitamin på formen 1,25 OHD, der betragtes som et steroidhormon. Forskerne brugte en ny teknik, hvor de kunne analysere funktionelle forandringer i neuronernes udskillelse af dopamin, og de fandt, at D-vitamin både øger neuronernes dopamin-syntese og frigivelsen af dopamin. I fremtiden vil professor Eyles og hans forskerteam derfor undersøge nærmere, hvordan gravides mangel på D-vitamin på sigt påvirker barnets evne til at danne dopamin.
Forskerteamet vil også undersøge, om der er andre risikofaktorer under graviditeten, som forstyrrer barnets evne til at danne og udnytte dopamin, herunder iltmangel eller infektioner som ligeledes kan ændre neuronernes udskillelse af dopamin.
I henhold til det nye studie antager forskerne nu, at mangel på D-vitamin og tidlige forstyrrelser af neuronernes udskillelse af dopamin under fostertilværelsen øger risikoen for at barnet udvikler skizofreni senere i livet.
Mangel D-vitamin og folinsyre senere i livet øger også risikoen for skizofreni
Vi har brug for D-vitamin gennem hele livet, da det regulerer en lang række gener og har afgørende betydning for den generelle hjernesundhed. Ifølge en tidligere oversigtsartikel, som er publiceret i Schizophrenia Bulletin, har man også fundet en sammenhæng mellem mangel på D-vitamin samt folinsyre og tidlige stadier af skizofreni og andre psykotiske sygdomme. Forskerne fandt desuden en sammenhæng mellem mangel på disse næringsstoffer og en forværring af det mentale og fysiske helbred hos patienterne. Forskerne fokuserer derfor på nye veje til at forebygge og behandle skizofreni og andre psykotiske sygdomme, som millioner af mennesker på verdensplan er ramt af.
- Meget tyder på, at der er en sammenhæng mellem udbredt mangel på D-vitamin og den stigende forekomst af psykotiske sygdomme som skizofreni.
- Da mange mennesker undgår solen, og da de officielle anbefalinger af D-vitamin ligger ret lavt, bør man under alle omstændigheder tilstræbe et optimalt niveau i blodet.
- Det er særlig vigtigt, at gravide og unge mennesker får nok D-vitamin i forebyggelsen af skizofreni.
Referencer:
Renata Aparecida et al. Vitamin D: A potent regulator of dopaminergic neuron differentiation and function. Journal of Neurochemistry, 2023
University of Queensland. Vitamin D alters developing neurons in the brain´s dopamine circuit. ScienceDaily May 24, 2023
Nutritional Deficiencies and Clinical Correlates in First-Episode Psychosis: A Systematic Review and Meta-analysis. Schizophrenia Bulletin. 2017
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .