Skip to main content

D-vitamin og fiskeolier modvirker falsk strubehoste

D-vitamin og fiskeolier modvirker falsk strubehosteBabyer og små børn har en mindre risiko for at udvikle falsk strubehoste, hvis deres mødre har taget større tilskud med D-vitamin og fiskeolier under graviditeten. Det fremgår af et dansk studie, hvor forskerne for første gang har set nærmere på denne sammenhæng. Det tyder samtidig på, at D-vitamin og fiskeolier både gavner barnets immunforsvar og modvirker de inflammationer i luftvejene, som udløser strubehosten. Derudover har de to tilskud også en positiv effekt på barnets knogler, nervesystem og forebyggelse af astma.

Falsk strubehoste rammer især babyer og børn under fem år. Sygdommen starter ofte med en forkølelse eller anden virusinfektion i luftvejene, hvor slimhinderne under stemmelæberne hæver op som følge af inflammation. Dette resulterer i en gøende, søløveagtig hoste og besværet vejrtrækning. Falsk strubehoste, der typisk optræder i anfald om aftenen efter kort tids søvn, har som regel et mildt forløb. Men i svære tilfælde har barnet brug for indlæggelse på hospital, da vejrtrækningsproblemerne kræver en mere intensiv behandling.
Da der ikke findes nogen effektiv vaccine mod falsk strubehoste, ville et hold forskere fra Københavns Universitetshospital (KUH) derfor undersøge, hvorvidt tilskud med D-vitamin og fiskeolier kunne have en indflydelse på immunsystemet.
Studiet involverede 736 gravide kvinder og deres 700 børn, som i forvejen deltog i COPSAC mor-barn-befolkningsstudiet fra 2010. Kvinderne blev delt op i fire grupper, som fik følgende daglige tilskud.

  1. Større doser D-vitamin (70 mikrogram) og fiskeolier (2,4 gram).
  2. Større doser D-vitamin (70 mikrogram) og olivenolie.
  3. Standard dosis D-vitamin til gravide (10 mikrogram) og fiskeolier (2,4 gram)
  4. Standard dosis D-vitamin til gravide (10 mikrogram) og olivenolie

D-vitamin og fiskeolier i større doser modvirker falsk strubehoste

Alle de gravide kvinder tog de daglige tilskud fra deres 24. graviditetsuge indtil en uge efter, at barnet var født. Hverken kvinder eller forskere vidste hvem, der fik hvad før studiets afslutning.
Undervejs undersøgte forskerne børnene, indtil de var tre år gamle. Det viste sig, at 97 af børnene udviklede falsk strubehoste. Studiet afslørede endvidere:

  1. Børn, hvis mødre tog fiskeolier, havde 11 procent risiko for at udvikle falsk strubehoste. I olivenoliegruppen var risikoen 17 procent. (= reduktion på 38 procent).
  2. Børn, hvis mødre tog højdosis D-vitamin (70 mikrogram), havde 11 procent risiko for falsk strubehoste. I gruppen, hvor mødrene kun tog standardanbefalinger med D-vitamin (10 mikrogram) var risikoen 18 procent. (= reduktion på 40 procent).

Ifølge forskerne kan tilskud med større doser D-vitamin og fiskeolier under graviditeten derfor være effektivt i forebyggelsen af, at barnet udvikler falsk strubehoste.

Hvordan forebygger D-vitamin og fiskeolier falsk strubehoste?

Forskerne bag det nye studie kender ikke de eksakte mekanismer bag D-vitamin og fiskeolier, men de to tilskud antages at stimulere barnets immunsystem. Det tyder også på, at D-vitamin og fiskeolier modvirker de uhensigtsmæssige inflammationer på slimhinderne under stemmelæberne.

Andre fordele ved at tage højdosis med D-vitamin og fiskeolier

Forskerne bag det nye studie, der som nævnt tager udgangspunkt i det større COPSAC mor-barn-befolkningsstudie, har allerede undersøgt andre sundhedsmæssige fordele, hvis moderen tager større tilskud med D-vitamin og fiskeolier under graviditeten. Dette inkluderer den positive effekt på barnets knogleudvikling, centralnervesystem, kropsbygning og forebyggelse af astma. Det vides i forvejen, at moderens tilstand under graviditeten kan påvirke barnets sundhed i luftvejene. Hvis moderen ryger, kan det for eksempel forringe barnets luftvejsfunktioner. Der er nu et stigende fokus på, at moderens kostvaner også har indflydelse på udvikling af barnets luftveje.
Forskerne efterlyser derfor flere studier på området. Meget tyder nemlig på, at dette kan føre til nye anbefalinger vedrørende tilskud til gravide med særlig fokus på mere D-vitamin og fiskeolie.

Reference:

Emily Henderson. Study investigates the effect of vitamin D and fish oil on croup. News Medical Life Sciences. Sep. 5 2022.

Jose Luis Mansur et al. Vitamin D: Before, during and after Pregnancy: Effect on Neonates and Children. Nutrients. 2022


  • Oprettet den .