Skip to main content

Gravides mangel på flere næringsstoffer skader barnets udvikling

Gravides mangel på flere næringsstoffer skader barnets udviklingRaffineret kost og plantebaserede diæter mangler vigtige næringsstoffer, som har betydning for gravides sundhed samt udvikling af barnets krop og hjerne. Det fremgår af et stort studie af mødre fra højindkomstlande, hvor 90 procent af deltagerne manglede nøglevitaminer som B2-vitamin, B6-vitamin, folinsyre, B12-vitamin og D-vitamin. Disse udbredte mangler har enorme helbredsmæssige konsekvenser, som for barnets vedkommende også kan være irreversible. Forskerne gør samtidig opmærksom på, at problematikken forværres i takt med, at man på verdensplan agiterer mere og mere for de plantebaserede diæter. Mangel på omega-3-fedtsyrer, som primært findes i fed fisk, er også udbredt, hvilket kan skade udviklingen af barnets hjerne og øge risikoen for, at moderen udvikler fødselsdepression.

Et studie fra høj-indkomstlande, der inkluderer Storbritannien, New Zealand og Singapore, har fundet, at 90 procent af deltagerne manglede nøglevitaminer, som er afgørende for en sund graviditet og barnets udvikling. Forskere fra University of Southampton har i samarbejde med andre forskere undersøgt mere end 1.700 kvinder (18-38 år) før, under og efter graviditeten. Mange af deltagerne blev også fulgt under følgende graviditeter.
Forskerne fandt, at de fleste gravide havde marginale eller lave niveauer af næringsstoffer som B2-vitamin, folinsyre (B9-vitamin), B12-vitamin og D-vitamin i begyndelsen af graviditeten, og at mange udviklede B6-vitaminmangel senere i graviditeten. Disse næringsstoffer findes især i kød, fed fisk, æg og mejeriprodukter. Derudover er sommersolen en vigtig kilde til D-vitamin.
Studiet er publiceret i PLOS Medicine, og det er det første, som viser, at tilskud med multivitaminer til gravide kan reducere mangler under graviditeten og i ammeperioden.

Tendens med plantebaseret kost forværrer mangel på næringsstoffer

Hovedforfatteren bag studiet professor i epidemiologi Keith Godfrey fra University of Southampton udtaler i ScienceDaily, at de udbredte vitaminmangler blandt kvinder i højindkomstlande er blevet et alvorligt helbredsproblem, og han tilføjer, at tendensen til at reducere indtaget af kød og mejeriprodukter for at reducere CO2, kan få skadelige langtidseffekter på det ufødte barn. Studiet afslørede, at næsten hver kvinde, der planlagde en graviditet, havde utilstrækkelige niveauer af et eller flere vitaminer, og denne tendens bliver værre og værre i takt med at verden går mod en mere plantebaseret kost. Mange tror desuden, at mangel på næringsstoffer kun er et problem i lavindkomstlande, men nu påvirker det også flertallet i højindkomstlande.
Det bør samtidig tilføjes, at moderne dyrkningsmetoder og den raffinerede kost også bidrager til de udbredte mangler på vigtige næringsstoffer.
Gravide anbefales normalt at tage tilskud med folinsyre for at forebygge, at barnet udvikler rygmarvsbrok. Men nu anbefaler forskerne også, at gravide indtager multivitaminer for at forebygge mangler på andre vigtige næringsstoffer. Det er desuden en fordel, hvis disse multivitaminer også indeholder selen og zink, som ligeledes er vigtige for en sund graviditet og barnets udvikling.

Omega-3 til barnets hjerne og moderens humør

Fed fisk og fiskeolier indeholder omega-3 fedtsyrerne EPA og DHA, som er særlig vigtige for udviklingen af barnets hjerne og nervesystem. Men moderen kommer let i underskud i den sidste del af graviditeten, hvor barnets hjerne vokser så hurtigt.
Et utilstrækkeligt indtag af omega-3 fedtsyrer kan også øge moderens risiko for at udvikle en fødselsdepression. Det fremgår af en større dansk befolkningsundersøgelse, som er publiceret i The American Journal of Clinical Nutrition.
Gravide bør især undgå rovfisk som tun, da de ophober mere kviksølv og andre miljøgifte. Det er altså mere sikkert at få de livsvigtige omega-3 fedtsyrer fra fed fisk som ansjoser, sild, vildlaks og makrel, som er længere nede i fødekæden. Man kan også tage tilskud med fiskeolier i god kvalitet, hvis man ikke bryder sig om fisk eller bare spiser for lidt.

Referencer:

Keith M. Godfrey et al. Maternal B-vitamin and vitamin D status before, during and after pregnancy and the influence of supplementation preconception and during pregnancy. Prespecified secondary analysis of the NiPPeR-double-blind randomized trial. PLOS Medicine 2023.

University of Southampton. Pregnant women are missing vital nutrients for them and their babies. ScienceDaily 2023

Jiaomei Yang et al. Maternal Zinc, Copper, Selenium Intakes during Pregnancy and Congenital Heart Defects. Nutrients 2022

Springer. Fish-rich diets in pregnancy may boost babies´ brain development. ScienceDaily September 20, 2018

Marin Strøm et al. Fish and-long-chain n-3 polysaturated fatty acid intakes during pregnancy and risk of postpartum depression: a prospective study based on a large national birth cohort. The American Journal of Clinical Nutrition. 2009


 

  • Oprettet den .