Større risiko for atopisk eksem ved D-vitaminmangel i tidlig barndom
Atopisk eksem, der også kaldes for børneeksem eller atopisk dermatitis, er en udbredt hudsygdom. Den moderne livsførelse spiller en stor rolle, og D-vitaminmangel i den tidlige barndom øger risikoen for at udvikle sygdommen senere i livet. Det fremgår af et studie, som er publiceret i World Allergy Organisation Journal. Sundhedsmyndighederne anbefaler da også, at gravide og mindre børn får D-vitamintilskud hele året.
Før i tiden var atopisk eksem relativ sjælden. Men i dag rammer hudlidelsen op til 20 procent af en dansk børneårgang, og i de fleste tilfælde opstår den inden femårsalderen. Hos voksne rammer sygdommen omkring 5-8 procent. Både arv, miljø, kost, solpåvirkning og allergiske reaktioner spiller en stor rolle for sygdommens udvikling.
Ved atopisk eksem er hudens barriere svækket. Dette giver en dårligere beskyttelse mod allergifremkaldende stoffer, bakterier og andre irritamenter. Immunforsvaret reagerer også med en uhensigtsmæssig inflammation i huden. Symptomerne er typisk en tør, rød og meget kløende hud.
Allergiske reaktioner over for fødemidler som komælk, andre mejeriprodukter og æg optræder som regel tidligt i barndommen efter ophør med amning. Allergiske reaktioner overfor luftbårne allergener som husstøv og pollen opstår som regel senere i barndommen.
Adskillige studier har allerede vist, at blodets niveau af D-vitamin hænger omvendt sammen med risikoen for specifikke allergiske reaktioner med IgE antistoffer i den tidlige barndom. Ikke desto mindre har der manglet en større forståelse af forholdet mellem blodets niveau af D-vitamin, allergenpåvirkning og risikoen for at udvikle atopisk eksem i løbet af de første leveår.
I det nye studie deltog 222 børn, som blev delt op i følgende tre grupper:
- 95 børn på 6 måneder (59 med atopisk eksem og 36 som rask kontrolgruppe)
- 66 børn på 2 år (37 med atopisk eksem og 29 som rask kontrolgruppe)
- 61 børn på 4 år (32 med atopisk eksem og 29 som rask kontrolgruppe).
Alle børnene fik målt deres niveau af D-vitamin i blodet (25OHD), hvor 75 nmol/l anses for tilstrækkeligt, og under 50 nmol/l anses for decideret mangel.
Derudover anvendte forskerne en test, der hedder ImmunoCap, for at vurdere blodets totale niveau af IgE antistoffer og specifikke IgE antistoffer overfor allergener i føden og luften. På den måde ville forskerne undersøge den nærmere sammenhæng mellem blodets niveau af D-vitamin, påvirkning af allergener og indflydelsen på udviklingen af atopisk eksem i de forskellige aldersgrupper.
Studiet afslørede følgende:
- Børn i 2- og 4-årsalderen med atopisk eksem havde signifikant lavere niveauer af D-vitamin i blodet i forhold til den raske kontrolgruppe.
- Børn, der manglede D-vitamin, havde i alle aldre en større overfølsomhed i form af flere IgE antistoffer i forhold til kontrolgruppen.
- Blodets niveau af D-vitamin hang omvendt sammen med allergisk overfølsomhed.
- Blodets niveau af D-vitamin har stor betydning for påvirkningen af allergener i alle aldre og for udvikling af atopisk eksem i 2- og 4-årsalderen.
Forskerne konkluderer derfor, at mangel på D-vitamin hænger sammen med en øget forekomst af atopisk eksem i den tidlige barndom.
OBS. D-vitaminstilskud til gravide og mindre børn hele året forebygger atopisk eksem mv.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide tager tilskud af 10 mikrogram D-vitamin daglig for at tilgodese barnets vækst og knogler. Men der tages ikke hensyn til udvikling af barnets immunforsvar og D-vitamins mange andre funktioner i kroppen.
Et tidligere studie, som er publiceret i British Journal of Dermatology, har således afsløret, at større tilskud af 25 mikrogram D-vitamin daglig under graviditeten reducerer risikoen for, at barnet udvikler atopisk eksem i det første 2 leveår. Men de større D-vitamintilskud til gravide havde ingen effekt på tilfælde af atopisk eksem hos børn over 2 år. Derfor bør alle børn også få D-vitamintilskud, så den positive effekt på huden og mange andre funktioner kan fortsætte.
I denne forbindelse anbefaler Sundhedsstyrelsen da også, at børn op til 4 år og alle børn med mørk hudfarve får tilskud af 10 mikrogram D-vitamin daglig hele året. Børnene har også godt af sommersolen, som er den vigtigste kilde til D-vitamin. Bare de ikke bliver forbrændte.
Ifølge Sundhedsmyndighederne er den øvre sikre grænse for tilskud med D-vitamin:
- 25 mikrogram for spædbørn,
- 50 mikrogram for børn 1-10 år
- 100 mikrogram for større børn og voksne, inklusive gravide og ammende.
Referencer:
Chin-Hsuan Shen et al. Vitamin D level is inversely related to allergensensitization for risking atopic dermatitis in early childhood. World Allergy Organisation Journal 2024
Sarah El-Heis et al. Maternal antenatal vitamin D supplementation and offspring risk of atopic eczema in the first 4 years of life: evidence from a randomised controlled trial. British Journal of Dermatology. 2022
University of Southampton. Taking Vitamin D during pregnancy could lower the risk of eczema in babies. ScienceDaily. July 5, 2022
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .