Skip to main content

Gravides D-vitaminstatus påvirker også barnets knoglesundhed i 7-årsalderen

Gravides D-vitaminstatus påvirker også barnets knoglesundhed i 7-årsalderenD-vitamin har betydning for optagelsen af calcium og knoglesundheden. Det tyder desuden på, at børn i 7-årsalderen, hvis mødre tog ekstra D-vitamin under graviditeten, fortsætter med at have stærkere knogler. Det fremgår af et placebokontrolleret opfølgningsstudie, som er publiceret i The American Journal of Clinical Nutrition. Man skal desuden være opmærksom på, at de gravide, som deltog i studiet, indtog 25 mikrogram D-vitamin daglig, hvilket er mere end det dobbelte af de officielle anbefalinger. Det er i det hele taget vigtigt for barnets generelle sundhed, at gravide og ammende har optimale D- vitaminniveauer i blodet.

Et tidligere studie, Maternal Vitamin D Osteoporosis Study (MAVIDOS), demonstrerede at tilskud af D-vitamin til gravide har en positiv effekt på barnets knoglesundhed og knogletæthed i 4-årsalderen. I dette studie deltog en gruppe gravide, som var tilknyttet tre hospitaler i Storbritannien (Southampton, Sheffield og Oxford). De blev opdelt i to grupper, som enten fik tilskud af 25 mikrogram D-vitamin daglig (= 1.000 IE) eller placebo fra 14 til 17 ugers graviditet indtil fødslen. Da børnene blev 4 år undersøgte man deres knoglesundhed og knogletæthed via forskellige scanninger og målemetoder. Det viste sig, at de børn, hvis mødre tog de stærkere tilskud af D-vitamin, havde stærkere og sundere knogler på flere parametre som:

  • BMC (Bone Mineral Content), som er en knoglemineraltæthedsmåling
  • BMD (Bone Mineral Density), som måler kalkindholdet
  • BMAD (Bone Mineral Apparent Density), som er særlig vigtig, når man måler knogletætheden hos børn

I det nye opfølgningsstudie ville forskerne se nærmere på, om den positive effekt af de større D-vitamintilskud under graviditeten fortsatte hos børnene. Der deltog i alt 447 børn mellem 6-7 år, som igen fik målt deres knoglesundhed på de forskellige parametre. Dette studie afslørede, at de større tilskud under graviditeten fortsatte med at have en større positiv effekt på børnenes knoglesundhed i forhold til placebogruppen. Forskerne konkluderer derfor, at tilskud af D-vitamin til gravide kan være en vigtig strategi til forbedring af befolkningernes knoglesundhed og generelle sundhed.

Hvorfor er D-vitamin så vigtigt for knoglesundheden og det generelle helbred?

D-vitamin har betydning for optagelsen af calcium, hvoraf omkring 99 procent bør indlejres i knogler og tænder. Under graviditeten har D-vitamin også betydning for udvikling af barnets knogler og tænder. Derudover tyder det på, at D-vitaminets positive effekt på barnets knogler under graviditeten fortsætter efter fødslen i løbet af barndommen.
Da de fleste celler i kroppen har receptorer for D-vitamin, er det i det hele taget vigtigt, at den gravide er velforsynet med D-vitamin, da det også har betydning for udvikling af barnets nervesystem, immunforsvar og mange andre funktioner.
Tidligere studier har for eksempel afsløret, at D-vitaminmangel under graviditeten øger risikoen for, at barnet senere hen bliver overvægtigt eller får sygdomme som astma, autisme og sklerose.

D-vitaminanbefalinger til gravide og ammende

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide og ammende får et dagligt tilskud af 10 mikrogram D-vitamin hele året. Men der er ingen garanti for, at denne dosis optimerer blodets niveau, der bør være over 75 nmol/L. Som det fremgår af det nye studie, fik de gravide da også daglige tilskud af 25 mikrogram. Da D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, anbefales tilskud i kapselform, hvor D-vitaminet er bundet til olie, hvilket giver den bedste optagelse.
I forbindelse med tilskud har sundhedsmyndighederne fastsat en øvre daglig grænse på 100 mikrogram for voksne, inklusive gravide og ammende.
Sommersolen er også en god kilde til D-vitamin, men om vinteren står solen for lavt.

Referencer

Rebecca j Moon et al. Pregnancy vitamin D supplementation and offspring bone mineral density in childhood follow-up of randomized controlled trial. The American Journal of Clinical Nutrition 2024

University of Southampton. Vitamin D during pregnancy boosts children´s bone health even at seven. ScienceDaily. 2024

Julia Sanguesa et al. Prenatal Vitamin D Levels Influence Growth and Body Composition until 11 Years in Boys. Nutrients 2023

Andrea L. Darling et al. Association between maternal vitamin status in pregnancy and neurodevelopmental outcomes in childhood: results from the Avon Longitudinal Study of Parents and Children. (ALSPAC) British Journal of Nutrition, 2017


 

  • Oprettet den .