Skip to main content

Flere omega-3 fedtsyrer kan forebygge astma

Flere omega-3 fedtsyrer kan forebygge astmaIfølge et nyt engelsk studie kan et større indtag af omega-3 fedtsyrer i barndommen reducere risikoen for at udvikle astma senere hen. Men kun hvis man bærer en særlig genvariant. Et tidligere australsk studie har desuden rapporteret, at et lavere indhold af omega-3 i blodet hos voksne er forbundet med en dårligere astmakontrol. Kosten spiller i det hele taget en stor rolle for udvikling af sygdommen, og overvægtige ser ud til at have særlig gavn af mere omega-3. Men hvor meget omega-3 skal der egentlig til?

Astma er karakteriseret af kronisk inflammation i luftvejene, som kan udløses af luftbårne allergener og virusinfektioner. Når immunforsvaret overreagerer, dannes der for meget histamin, som får den glatte muskulatur i bronkierne til at trække sig sammen. Dette giver vejrtrækningsbesvær. Inflammationsprocesserne bevirker desuden, at der dannes for meget slim og vedvarende trang til at hoste det op. Følgevirkninger er træthed, som forværres af dårlig søvnkvalitet.
De fleste tilfælde af astma begynder i barndommen, og i Storbritannien får 1,1 millioner børn astmamedicin. I Danmark har mellem 10-20 procent af alle danske børn astma eller astmalignende symptomer.
Ifølge professor Seif Shaheen fra Queen Mary University of London er astma en af de mest almindelige kroniske sygdomme i barndommen, og man ved ikke, hvordan sygdommen kan forebygges. Selvom det er muligt, at en usund kost øger risikoen for at udvikle astma, har de fleste studier kun analyseret kostvaner over kort tid. Derfor har forskerne fra Queen Mary University of London nu analyseret børns kostvaner over flere år for at se sammenhængen med udvikling af astma.
Forskerne så nærmere på data fra et større befolkningsstudie, hvor man har fulgt børn født i 1990`erne. Børnenes indtag af EPA og DHA fra fisk blev vurderet, da de var syv år ud fra spørgeskemaer omkring kost. Derefter sammenholdt man disse oplysninger med nye tilfælde af astma, da børnene blev 11-14 år.
Ud af 4.543 deltagere fandt forskerne ikke nogen direkte sammenhæng mellem indtag af fisk og risikoen for at udvikle astma. Men da forskerteamet så nærmere på en særlig genvariant, viste det sig, at børn med denne genvariant havde 51 procent lavere risiko for at udvikle astma, hvis de havde et højere indtag af omega-3 fedtsyrer.
Det nye studie er publiceret i European Respiratory Journal. Da der kun er tale om observationer, kan forskerne ikke med sikkerhed sige, hvorvidt et højere indtag af omega-3 fedtsyrer i barndommen kan forebygge udvikling af astma senere hen. Deres næste skridt er derfor at undersøge, hvorvidt et højere indtag af omega-3 fedtsyrer kan modvirke forværring hos børn, der allerede har astma.
Ikke desto mindre viser et tidligere australsk studie, at et højere indtag af omega-3 fedtsyrer kan forebygge sygdommen hos voksne, så derfor bør man have fokus på at få nok omega-3 gennem hele livet.

Omega-3 til forebyggelse og behandling af astma hos voksne

Forsøgspersonerne i det tidligere australske studie var voksne med og uden astma og som ikke røg. Alle undersøgelser blev udført på Hunter Medical Research Institute, Newcastle i Australien. Alle forsøgspersonerne fik målt deres BMI og foretaget blodprøver.
Blodprøverne afslørede deltagernes niveau af omega-3 fedtsyrer og omega-6 fedtsyrer i de røde blodlegemer. Forekomsten af forskellige inflammatoriske markører som C-reaktivt protein (CRP), cytokiner (IL-6) og tumor nekrose faktor alfa (TNF-a) blev målt i serum. Det vides i forvejen, at omega-3 fedtsyrerne undertrykker produktionen af disse inflammationsfremmende markører.
Ifølge dette studie er et lavere omega-3 indeks forbundet med en dårligere astmakontrol, og det hænger muligvis sammen med lokale inflammationer. Samtidig er et højere indtag af omega-3 fedtsyrer forbundet med mindre astma og et lavere medicinforbrug. Dette var mest signifikant hos de overvægtige deltagere.
I betragtning af at astma rammer millioner af mennesker, og at sygdommen giver en forringet livskvalitet og en øget medicinbyrde, der er forbundet med bivirkninger, anbefaler forskerne bag dette studie, at et større indtag af omega-3 kan bruges som et supplement til behandling af astma.
Forskerne henviser desuden til andre koststudier, som afslører, at mere omega-3 gennem kost eller tilskud kan forebygge eller lindre astma hos både børn og voksne.
For at opnå de gavnlige resultater bør voksne indtage over 800 mg EPA og DHA om dagen eller 4-5 måltider med fed fisk om ugen. Hvis man ikke kan lide fisk eller bare spiser for lidt, er det oplagt med tilskud af en god kvalitet.
Studiet er publiceret i Nutrients.

Referencer

Mohammad Talaei et al. Intake of n-3 polyunsaturated fatty acids in childhood, FADS genotype, and incident asthma. European respiratory Journal. 2021

Queen Mary University of London. Consuming omega-3 fatty acids could prevent asthma, study suggest. ScienceDaily. January 27, 2021

Isobel Stoodley et al. Higher omega-3 Index Is Associated with better Asthma Control and Lower Medication Dose: A Cross-sectional Study. Nutrients 2020

Emily P Brigham et al. Omega-3 and Omega-6 intake Modifies Asthma Severity and Response to Indoor American Journal of respiratory and Clinical Care Medicine. 2019

Astma hos børn og unge | Lungeforeningen

  • Oprettet den .