B-vitaminer og visse drikkevarer beskytter mod Alzheimers sygdom
Mangel på B12-vitamin og folinsyre øger risikoen for Alzheimers sygdom. Det skyldes, at disse B-vitaminer regulerer blodets niveau af homocystein, som ikke må blive for højt. Det viser sig desuden, at mænd og kvinder reagerer forskelligt på B-vitaminerne og homocystein i forbindelse med de kognitive funktioner. Det fremgår af et studie, som er publiceret i Nutrients. Risikoen for at få Alzheimers sygdom er desuden mindre hos yngre mennesker, og hvis man drikker kaffe eller te. Mange ældre mangler uheldigvis de pågældende B-vitaminer på grund af ensidige kostvaner, mangel på mavesyre og forskellige medicintyper.
Alzheimers sygdom er præget af et progressivt forfald af kognitive funktioner som hukommelse, orienteringsevne, sprog og problemløsning. Studier viser allerede, at Middelhavskost samt DASH-diæten mod forhøjet blodtryk kan forbedre de kognitive funktioner hos ældre. I de seneste år har man også haft mere fokus på særlige næringsstoffer. Det vides i forvejen, at et lavt niveau i blodet af B12-vitamin og folinsyre (B9-vitamin) eller et forhøjet niveau af homocystein hænger sammen med kognitivt forfald. Det nye studie havde derfor til formål at undersøge, om kostvaner samt blodets niveau af B12-vitamin og folinsyre hænger sammen med udvikling af Alzheimers sygdom. Forskerne ville også undersøge, om mænd og kvinder reagerer forskelligt.
I studiet deltog 592 patienter med Alzheimers sygdom, hvoraf 246 var mænd og 346 var kvinder. Forskerne indsamlede data vedrørende deltagernes demografiske forhold og blodprofiler. Deltagernes kostvaner blev vurderet ud fra et særligt spørgeskema, FFQ (Food Frequency Questionnaire). Deltagernes kognitive evner blev vurderet efter en standardmetode, som hedder Mini-Mental State Examination (MMSE), og jo højere scoren er, desto bedre er de kognitive funktioner.
Studiet viste, at en højere score på MMSE-skalaen hang sammen med bedre uddannelse, lavere BMI, yngre alder samt indtagelse af te eller kaffe. Kosten –
herunder mejeriprodukter og kød – havde en positiv indflydelse på blodets indhold af homocystein og folinsyre samt B12-vitamin, der kun findes i animalske fødevarer.
Derudover fandt forskerne, at der hos de mandlige deltagere var en direkte forbindelse mellem blodets indhold af B12-vitamin og deres score på MMSE-skalaen. Hos kvinderne var det niveauet af homocystein, som var en mere kritisk og afgørende faktor.
Forskerne konkluderer derfor, at både kostvaner og blodprofiler hænger sammen med udviklingen af kognitivt forfald og Alzheimers sygdom. Der er også en forskel mellem de to køn, hvad angår blodets profil af B12-vitamin og homocystein i forbindelse med de kognitive evner hos patienter med Alzheimers sygdom.
Hvorfor er forhøjet homocystein en risikofaktor ved Alzheimers sygdom?
Homocystein er en aminosyre, der dannes i alle kroppens celler efter nedbrydning af en anden aminosyre, der hedder methionin. Homocystein passerer også ud af kroppens celler og findes i blodbanen. Men niveauet må ikke blive for højt, da homocystein så virker som et giftstof. Homocystein, der optræder som et mellemprodukt, skal derfor nedbrydes til en tredje aminosyre. Denne aminosyre, som hedder cystein, indgår i mange metaboliske processer samt dannelsen af de livsvigtige antioxidanter glutathion og GPX (glutathionperoxidase), der beskytter kroppens celler og væv mod skader forårsaget af frie radikaler. Derfor bør der være en form for balance mellem homocystein og cystein.
Det antages således, at et forhøjet homocysteinniveau, som ofte er kombineret med et lavt cysteinniveau, kan forårsage oxidativ stress og inflammation, som blandt andet skader nervecellerne. Et forhøjet homocysteinniveau kan også forårsage dysfunktioner i endothelcellerne, som påvirker kredsløbet, samt dysfunktioner i DNA-methylering, apoptose og blod-hjerne-barrieren.
Flere studier har allerede vist, at et forhøjet niveau af homocystein i blodet blandt andet øger risikoen for demenssygdomme som Alzheimers samt hjertekarsygdomme, slagtilfælde, blodpropper, kronisk træthed, depression og kræft.
Hvordan regulerer B-vitaminerne blodets niveau af homocystein?
Når homocystein skal omdannes til cystein, er der brug for B12-vitamin, folinsyre og B6-vitamin. Det betyder derfor, at mangel på disse B-vitaminer kan medføre et forhøjet homocysteinniveau, en øget risiko for Alzheimers sygdom og mange andre sygdomme. I forebyggelsen og som led i behandling gælder det derfor om at være dækket godt ind med de pågældende B-vitaminer, som især findes i følgende kilder:
•B12-vitamin: Animalske fødevarer som kød, lever, fisk, skaldyr, æg og mejeriprodukter
•Folinsyre (B9-vitamin): Bælgfrugter, spinat og andre grønsager, lever, æg og fuldkorn.
•B6-vitamin: Kød, fisk, skaldyr, lever, grønsager, æg og fuldkorn
I henhold til det nye studie tyder det på, at udbredt mangel på B12-vitamin og folinsyre har en særlig stor betydning i forbindelse med Alzheimers sygdom, da forskerne kun undersøgte disse to blodprofiler. Det tyder også på, at disse mangler ofte optræder sammen.
Hvorfor er mangler på B-vitaminer udbredt?
Mangel på diverse B-vitaminer kan skyldes ensidige kostvaner, mangel på mavesyre og et stort forbrug af sukker eller alkohol. Mangel på B12-vitamin kan desuden skyldes mangel på ”bæreproteinet” intrinsic factor, der transporterer B12-vitamin fra kosten ind i blodbanen. Derudover kan stress, syreneutraliserende medicin, antibiotika, metformin (mod diabetes type-2), methotrexat (gigtmedicin), levodopa (mod Parkinsons sygdom) og binyrebarkhormoner forstyrre kroppens optagelse og udnyttelse af de pågældende B-vitaminer.
Referencer:
Chi-Ping Ting et al. Diet Pattern Analysis in Alzheimer`s Disease Implicates Gender Differences in Folate-B12-Homocystein Axis on Cognitive outcomes. Nutrients 2024
Tahniat Rehman et al. Cysteine and homocysteine as biomarker of various diseases. Food Science & Nutrition. 2020
Table: Some Drugs That Cause Vitamin Deficiency-MSD Manual Consumer Version (msdmanuals.com)
TIP! Se også de relaterede artikler
- Oprettet den .