Skip to main content

Tilskud med B12-vitamin kan forbedre de kognitive funktioner

Tilskud med B12-vitamin kan forbedre de kognitive funktionerMangel på B12-vitamin hænger sammen med træthed, dårlig hukommelse, forringelse af andre kognitive funktioner og svind af hippocampus i hjernen. Ved mangel på B12-vitamin kan tilskud dog forbedre de kognitive funktioner. Det fremgår af et studie, som er publiceret i Nutrients.

I takt med at der kommer flere ældre, er der også flere, som får indlæringsvanskeligheder, problemer med den kortvarige hukommelse, manglende orienteringsevne, hurtige ændringer i sindstilstanden og andre kognitive forstyrrelser.
Demens er en af de mest almindelige kognitive forstyrrelser, som også kan udvikles i forbindelse med Alzheimers sygdom, Parkinsons sygdom, stofmisbrug og andre tilstande. Vaskulær demens, der også er udbredt, kan opstå som følge af blodpropper, slagtilfælde (apopleksi), åreforkalkning eller iltmangel i hjernen, og symptomerne afhænger af, hvilke områder der beskadiges.
Kognitivt forfald er en progressiv sygdom med forværrede symptomer, som ender med at blive en stor byrde for patienterne, deres familier og samfundet.
De fleste kognitive forstyrrelser som Alzheimers og vaskulær demens er vanskelige at behandle. Ikke desto mindre har det vist sig, at kognitive forstyrrelser ofte er forbundet med mangel på folinsyre og B12-vitamin, og at kognitive forstyrrelser i disse tilfælde kan bremses med tilskud. I det nye studie ville forskerne se nærmere på, om tilskud med B12-vitamin også kan forbedre de kognitive funktioner.

B12-vitamin i relation til nervesystemet og kognitive funktioner

Det er mest kendt, at B12-vitamin har betydning for bloddannelsen. Men vitaminet har også betydning for nervesystemet, de kognitive funktioner og omdannelsen af homocystein, som vi ikke må have for meget af i blodet.
B12-vitamin findes kun i animalske kilder som kød, fisk, æg og mejeriprodukter. B12-vitamin optages i tyndtarmen ved hjælp af bærestoffet intrinsic factor. Da B12-vitamin lagres i leveren, kan der gå måneder eller år, før der optræder mangelsymptomer som følge af aldringsprocesser, dårlig optagelse, en plantebaseret kost, diabetesmedicin (metformin) eller andre årsager.
Mangel på B12-vitamin kan forårsage to former for anæmi (makrocytær anæmi og perniciøs anæmi) samt kognitive forstyrrelser og perifer neuropati.
Perniciøs anæmi er en autoimmun sygdom, hvor man ikke kan optage B12-vitamin, fordi der mangler bærestoffet intrinsic factor.
Mangel på B12-vitamin, folinsyre og B6-vitamin kan forårsage forhøjet homocystein i blodet, fordi disse B-vitaminer normalt omdanner homocystein til andre aminosyrer. Når niveauet af homocystein i blodet er for højt, kan det resultere i oxidativ stress. Det er en tilstand, hvor frie radikaler blandt andet kan ødelægge blodkar og neuroner, hvilket er sat i forbindelse med Alzheimers sygdom, vaskulær demens, Parkinsons sygdom, hjertekarsygdomme og slagtilfælde.
Et lavt indhold af B12-vitamin er også sat i forbindelse med kognitivt forfald og hjernesvind, inklusive svind af hippocampus, der spiller en rolle for orienteringsevnen og hukommelsen.
Ikke desto mindre har effekten af tilskud med B12-vitamin, folinsyre og B6-vitamin været kontroversiel, hvad angår de kognitive funktioner. Nogle meta-analyser har vist en positiv effekt, mens andre analyser ikke viste nogen effekt.
I det nye studie undersøgte forskerne kun, hvorvidt tilskud med B12-vitamin havde en effekt på de kognitive funktioner hos patienter, der manglede B12-vitamin og ikke manglede folinsyre. Forskerne så også nærmere på, hvorvidt der hos patienterne var en sammenhæng mellem svind af hippocampus, kognitivt forfald og homocysteinniveauer.

Studiet afslørede B12-vitamins potentiale til forbedring af kognitive funktioner

Forskerne indhentede data fra 1.716 patienter, som havde kontaktet deres demensklinik. Ud af disse patienter valgte forskerne at se nærmere på 39 patienter, som både havde mangel på B12-vitamin, og som havde gennemgået testen MMSE (Mini-Mental-State Examination), der bruges til at vurdere kognitive forstyrrelser og demens. Deltagerne fik også testet niveauet af folinsyre og homocystein. Derudover vurderede forskerne volumenen af patienternes hippocampus.
Efterfølgende fik alle 39 patienter tilskud med B12-vitamin. Efter 21 dage skulle patienterne igen gennemgå MMSE-testen, og dette gentog sig cirka hver anden måned i løbet af 133 dage.
Det viste sig, at patienternes score på MMSE-testen steg signifikant. Samtidig blev patienternes niveau af homocystein i blodet signifikant lavere. Forskerne fandt dog ingen sammenhæng med B12-vitamintilskud og volumen af patienternes hippocampus.
Ikke desto mindre konkluderer forskerne, at tilskud med B12-vitamin kan forbedre de kognitive funktioner hos patienter, der mangler vitaminet. Det vil derfor være relevant, at der kommer mere fokus på denne problematik, da mangel på B12-vitamin er ret udbredt, og behandlingen tilmed er billig og uden bivirkninger.

  • Lægen tager som regel en blodprøve for at teste niveauet af B12-vitamin, og det er ofte en del af en mere omfattende standardblodprøve.
  • Det er altid vigtigt at fortælle lægen, hvis man tager anden medicin eller tilskud, som kan påvirke resultatet.

Behandling af mangel på B12-vitamin og kvalitet af tilskud

Ved alvorlig mangel på B12-vitamin kan man starte med indsprøjtninger, som ofte hjælper hurtigt på diverse symptomer.
Hvis manglen på B12-vitamin skyldes kosten, er der brug for en kostomlægning, eller at man supplerer kosten med tilskud.
Tilskud med B12-vitamin bør indeholde minimum 2 mikrogram, hvilket svarer til dagligt referenceindtag, RI. Nogle tilskud indeholder meget mere, fordi mange har svært ved at optage vitaminet.
Tilskud i form af sugetabletter giver som regel en langt bedre optagelse, da B12-vitaminet så optages direkte via mundslimhinden.
Behandling af perniciøs anæmi, der er en livsvarig sygdom, kræver fortsat indsprøjtning med vitaminet grundet mangel på intrinsic factor, der som nævnt sørger for optagelsen i tyndtarmen.

Husk også D-vitamins og omega 3 fedtsyrernes betydning for de kognitive funktioner

Bevarelsen af de kognitive funktioner kræver også nok D-vitamin og omega-3 fedtsyrer. Det har vi tidligere omtalt her:

»Høje niveauer af særlige næringsstoffer i blodet er forbundet med bedre hjernefunktion hos ældre«

Referencer:

Influences of Vitamin B12 Supplementation on Cognition and Homocysteine in Patients with Vitamin B12 Deficiency and Cognitive Impairment. Nutrients 2022

Shufeng Li et al. The preventive efficacy of vitamin B supplements on the cognitive decline of elderly adults: a systematic review and meta-analysis. BMC Geriatrics 16 June 2021

Trinity College Dublin. Many older adults are deficient in vitamin B12 and folate. ScienceDaily June 26, 2018

Vanita R Aroda et al. Long-Term Metformin Use and Vitamin B12 Deficiency in the Diabetes Prevention Program Outcomes Study. Endocrine Society 2016


  • Oprettet den .