Skip to main content

Tilskud med Q10 til diabetes-patienter har en positiv effekt på kredsløbet

Tilskud med Q10 til diabetes-patienter har en positiv effekt på kredsløbetDiabetes skader kredsløbet på flere fronter, som er forbundet med dårligere livskvalitet og tidlig død. En metaanalyse har nu afsløret, at tilskud med Q10 til patienter med diabetes type-2 kan reducere risikoen for hjertekarsygdomme ved at sænke totalkolesterol og LDL-kolesterol. En anden positiv effekt er, at Q10 fungerer som en enestående antioxidant, der modvirker oxidativ stress, hvilket er en væsentlig årsag til åreforkalkning og skader på kredsløbet. Det er derfor problematisk, at kolesterolsænkende terapier som statiner hæmmer kroppens egenproduktion af Q10, men det kan der kompenseres for. Det er også relevant med færre kulhydrater og nye kostråd, der stabiliserer blodsukkeret. Det fremgår af en dansk undersøgelse.

Diabetes type-2 er en stofskiftesygdom, hvor cellernes evne til at optage blodsukker er nedsat, og de klassiske symptomer er konstant sult, stor tørst og hyppig vandladning. Forstadiet hedder metabolisk syndrom, og det er karakteriseret af insulinresistens, hvor cellernes evne til at optage blodsukker er nedsat. Der forekommer også nonalkoholisk fedtlever, forhøjet kolesterol, forhøjede tryglycerider og forhøjet blodtryk. På sigt kan diabetes medføre hjertekarsygdomme, slagtilfælde, diabetisk øjensygdom, nyresvigt og amputationer. Diabetes er præget af oxidativ stress og lav grad af kronisk inflammation, som skader blodkarrenes epithelceller. Oxidativ stress kan også oxidere det ellers livsvigtige kolesterol, så det harskner og indlejres i karvæggen, hvilket baner vej for åreforkalkning. Hjertesvigt er stadig den førende dødsårsag blandt patienter med diabetes type-2, og det antages, at sygdommen forkorter levetiden med 10 år.

Derfor har Q10 en positiv effekt på blodsukker og kredsløb

Q10 er et co-enzym, som har betydning for cellernes energiomsætning. Q10 fungerer samtidig som en vigtig antioxidant, der beskytter celler, kolesterol og kredsløb mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler. Vi danner selv det meste Q10, men egenproduktionen daler gradvist efter 20-års-alderen.
Det er almindelig kendt, at tilskud med Q10 har en positiv effekt på hjertekarsygdomme. Men Q10´s effekt på hjertekarsygdomme hos diabetespatienter har været mindre kendt. I metaanalysen indhentede forskerne derfor 12 egnede studier, som omfattede 650 patienter med diabetes og metabolisk syndrom. Det viste sig, at tilskud med Q10 generelt kunne forbedre blodsukkeret hos patienter med diabetes type-2 i forhold til placebo-gruppen. Man har blandt andet observeret, at patienterne fik reduceret deres niveau af HbA1c – langtidsblodsukker - som viser, hvordan blodsukkeret har været i de seneste 8-12 uger.
Otte af studierne viste, at tilskud med Q10 har en positiv effekt på det forstyrrede fedtstofskifte ved at sænke totalkolesterol og LDL kolesterol. Forskerne kommer desuden ind på, at Q10 som en vigtig antioxidant beskytter mod kronisk inflammation og oxidativ stress. Denne egenskab er meget vigtig, da diabetes netop er præget af lav grad af kronisk inflammation og oxidativ stress, som blandt andet skader blodkarrenes epithelceller.
Et studie har således vist, at tilskud med 200 mg Q10 dagligt i tre måneder har reduceret oxidativ stress og derved reduceret risikoen for åreforkalkning og hjertekarsygdomme.

Statiner og Q10

De fleste diabetespatienter behandles med kolesterolsænkende statiner, som samtidig hæmmer egenproduktionen af Q10. Forskerne bag metaanalysen kommer ind på, at hjertet hos diabetespatienter i forvejen indeholder mindre Q10 sammenlignet med raske. Manglen på Q10 kan yderligere forklare, hvorfor diabetespatienter fortsat har en høj dødelighed som følge af hjertekarsygdomme. Q10 er jo særlig vigtigt for hjertets energiomsætning, så det kan pumpe i døgndrift, og som antioxidant, der beskytter mod oxidativ stress. Bivirkningerne kan derfor reduceres ved at tage tilskud med Q10.
Metaanalysen er publiceret i Endocrinology, Diabetes & Metabolism

  • Hjertet indeholder mest Q10, da det pumper i døgndrift
  • Man har fundet, at hjertet hos diabetespatienter indeholder mindre Q10
  • Statiner hæmmer egenproduktionen af Q10
  • Mangel på Q10 hæmmer hjertets ydeevne og forsvaret mod oxidativ stress

 Tilskud med Q10 bør være i en god kvalitet

Da kroppen har vanskeligt ved at optage Q10, er det vigtigt at vælge et tilskud, hvor der er dokumentation på kvaliteten. I de fleste studier til diabetespatienter har man givet 200 mg, som passende kan fordeles med 100 mg to gange daglig for at få den bedste udnyttelse.

Nye kostråd til diabetikere med færre kulhydrater

Siden 1970´erne er diabetikere blevet anbefalet en fedtfattig kost fyldt med brød, kartofler og andre kulhydrater. Men nu viser et dansk studie, som er foretaget på Bispebjerg Hospital, at det er bedst med en kost, som ikke indeholder så mange kulhydrater. Det danske studie er i tråd med tidligere amerikanske studier, og diabetikere kan passende lade sig inspirere af stenalderkost eller antiinflammatorisk kost, hvor der findes mange kogebøger på markedet.

Referencer:

Yoana Rabanal-Ruiz, Emilio Lianos-Gonzáles and Francisco Javier Alcain. The Use of Coenzyme Q10 in Cardiovascular Diseases. Antioxidants 10 May 2021

Phiwayinkosi V. Dludia et al. T he impact of coenzyme Q10 on metabolic and cardiovascular disease profiles in diabetic patients: A systematic review and meta-analysis of randomized controlled trials. Endocrinology, Diabetes & Metabolism

Sabbatinelli et al. Ubiquinol Ameliorates Endothelial Dysfunction in Subjects with Mild-to-Moderate Dyslipidemia: A Randomized Clinical Trial. Nutrients

Bispebjerg Hospital. Færre kulhydrater forbedrer type-2 diabetikeres evne til at regulere blodsukkeret. Nyhedsbrev 10. august 2019

Mads J Skytte et al. A Carbohydrate-reduced high-protein diet improves HbA1c and liver fat content in weight stable participants with type 2 diabetes: a randomized trial. Diabetologica. First online 23 July 2019

Pernille Lund: Q10 - fra helsekost til epokegørende medicin. Ny Videnskab 2014

Pernille Lund. Sådan får du styr på dit blodsukker og din vægt. Ny videnskab 2013


  • Oprettet den .