Skip to main content

Q10-tilskud reducerer sundhedsfarlig kronisk inflammation

- og oxidativ stress

Q10-tilskud reducerer sundhedsfarlig kronisk inflammation Inflammation er kroppens normale respons på infektioner og vævsskader. Men kroniske inflammationer er yderst sundhedsskadelige. Det skyldes, at de bombarderer kroppen med frie radikaler, som skaber oxidativ stress, og tilstanden øger risikoen for celleskader, overvægt og kroniske sygdomme som diabetes type-2, kredsløbssygdomme, autoimmune sygdomme og forskellige kræfttyper. Kost og levevis har stor betydning, og det tyder nu på, at tilskud med Q10 reducerer flere markører for inflammation og oxidativ stress. Det fremgår af en større meta-analyse, publiceret i Frontiers in Pharmacology, hvor forfatterne også fremhæver, at ældre har et større behov.

Q10 er et coenzym, som både har betydning for cellernes energiomsætning og som antioxidant. Vi danner selv det meste, men egenproduktionen daler gradvist fra 20-årsalderen. Kolesterolsænkende medicin (statiner) og Alendronate mod knogleskørhed kan også nedsætte egenproduktionen. Det samme gælder visse sygdomme. Flere meta-analyser har allerede afsløret, at tilskud med Q10 har en positiv effekt på biomarkører for inflammation og oxidativ stress. Men andre studier har ikke vist samme positive effekt. Det kan blandt andet skyldes, at Q10 produktet har været i en dårlig kvalitet, at dosis har været for lille, at studiet har forløbet over for kort tid, eller at man har brugt forskellige analysemetoder. Derfor har forskerne bag den nye store meta-analyse, også kaldet en paraply-metaanalyse, udført en mere systematisk granskning af 13 meta-analyser i databaser som Web of Science, PubMed, Scopus, Embase og Google Scholar frem til januar 2023. Den nye paraply-meta-analyse, der i alt omhandlede 77 studier, afslørede mere konkret, at tilskud med Q10 havde følgende effekt på særlige markører for inflammationer og oxidativ stress:

  • Reduktion af CRP (C-reaktivt protein), der er markør for inflammation og produceres i leveren.
  • Reduktion af TNF-α (Tumor Necrosis Factor alfa). Det er en markør for inflammation, der produceres af hvide blodceller (makrofager/monocytter). TNF-α er også ansvarlig for en række signaler inde i cellerne, der kan føre til programmeret celledød (apoptose) og vævsdød (nekrose).
  • Reduktion af IL-6 (interleukin-6), som er en markør for inflammation. IL-6 udskilles af hvide blodceller (makrofager), og spiller normalt en vigtig rolle i den akutte inflammationsfase og ved feber. IL-6 produceres også i fedtvæv, hvilket kan forklare, hvorfor overvægtige har tendens til kronisk inflammation.
  • Reduktion af MDA (Malondialdehyde). Det er en markør for oxidativ stress, som optræder efter lipidperoxidation (harskning) af flerumættede fedtsyrer.
  • Øgning af Total antioxidant kapacitet (TAC), som er et udtryk for kroppens generelle antioxidantforsvar.
  • Øgning af antioxidanten SOD (Super Oxid Dismutase) i serum, som neutraliserer det frie radikal superoxid. SOD spiller en central rolle i cellernes eget antioxidantforsvar.

Derudover viste den nye paraply-metaanalyse, at akut behandling med Q10-tilskud i perioder under 10 uger og med doser over 200 mg daglig reducerede niveauer af inflammationsmarkørerne TNF- α og IL-6 samt MDA, der er markør for oxidativ stress. Det viste sig også, at tilskud med 100-200 mg Q10 daglig i perioder over 10 uger resulterede i en større antioxidantaktivitet i form af højere TAC og SOD. Forskerne konkluderer derfor, at større tilskud med Q10 kan være oplagt som supplerende behandling af kroniske inflammationer.

Årsager til kronisk inflammation og oxidativ stress

Hvis immunforsvaret er svagt eller fejlprogrammeret, kan der opstå kronisk inflammation.
Kronisk inflammation øger risikoen for oxidativ stress og vice versa. Ved oxidativ stress er der for mange frie radikaler i forhold til beskyttende antioxidanter. Vi danner alle frie radikaler til en række metaboliske processer. Vi danner også frie radikaler som et biprodukt af cellernes iltomsætning, og mængden øges som følge af aldringsprocesserne grundet en dårligere iltomsætning. Stress, overvægt, rygning, forgiftninger, lægemidler, tungmetaller og stråling kan også øge påvirkningen af frie radikaler med fare for oxidativ stress og kronisk inflammation.

Hvorfor er kronisk inflammation og oxidativ stress så sundhedsfarligt?

Ved kronisk inflammation og oxidativ stress er der som nævnt for mange frie radikaler i kroppen. Noget af det farligste er, når de frie radikaler angriber de umættede fedtsyrer i cellemembranerne (lipidperoxidation) og starter kædereaktioner inde i cellerne og mellem cellerne. Det er også sundhedsfarligt, når de frie radikaler angriber det ellers livsvigtige kolesterol, da dette skaber grobund for åreforkalkning.
Kronisk inflammation og oxidativ stress skaber således grobund for udvikling af de fleste kroniske sygdomme som hjerte-karsygdomme, overvægt, metabolisk syndrom, diabetes type-2, autoimmune sygdomme og flere kræftformer.

Tilskud med Q10 og fokus på kvalitet

Tilskud bør især tages til morgenmaden, da mange herved får et naturligt energiløft.
Da vi har ret svært ved at optage Q10, bør tilskud desuden være i en dokumenteret god kvalitet. I forbindelse med større daglige doser som 200-400 mg anbefales det at fordele tilskud med nogle timers mellemrum for at optimere optagelsen og udnyttelsen.

Referencer:

Sara Dabbaghi Varnousfaderani et al. Alleviating effects of coenzyme Q10 supplements on biomarkers of inflammation and oxidative stress: results from an umbrella-meta analysis. Frontiers in Pharmacology 2023

Adrianna Budzinska et al. The bisphosphonates alendronate and zoledronate induce adaptations of aerobic metabolism in permanent human endothelial cells. Scientific Reports 2023




  • Oprettet den .