Skip to main content

Selenmangels betydning for tarmfloraen, tarmsygdomme og psyken

Selenmangels betydning for tarmfloraen, tarmsygdomme og psykenSelen er et livsvigtigt sporstof, som har afgørende betydning for det generelle helbred. Det tyder også på, at selen har betydning for tarmfloraen, og at selenmangel kan øge risikoen for irritabel tyktarm, inflammatoriske tarmsygdomme som Crohns sygdom og ulcerøs colitis samt tarmkræft. Da tarmen betragtes som ”den tredje hjerne”, har tarmfloraen og fordøjelsen samtidig en stor betydning for vores mentale velbefindende. Den fremgår af en oversigtsartikel, som er publiceret i Frontiers in Nutrition. Forfatternes fokus på selen skyldes, at selenmangel er udbredt i Kina, Europa og mange andre steder. Derfor kan det være relevant med tilskud.

Det er en række forskere fra Wuhan i Kina, som står bag den nye oversigtsartikel. Her fremgår det, at den enorme tarmflora består af mere end 100 billioner mikroorganismer, som inkluderer bakterier, virus, svampe og protozoer. Tarmfloraen koder mere end tre millioner gener, og den foretager en lang række livsvigtige processer. På den måde tjener den sunde tarmflora os blandt andet ved at:

  • Sikre en god optagelse af kostens næringsstoffer
  • Danne vitaminer og enzymer
  • Danne neurotransmitteren serotonin
  • Producere mælkesyrer og opretholde en normal pH-værdi
  • Fortrænge skadelige mikroorganismer
  • Omsætte ufordøjelige kulhydrater (fibre)

Det viser sig desuden, at de forskellige mikroorganismer i tarmfloraen bør indgå i en hårfin balance for at opretholde det livsvigtige samliv, som også kaldes for symbiose.
Hvis tarmfloraens symbiotiske ligevægt forstyrres af forskellige årsager, kan der opstå dysbiose, hvor nogle arter undertrykkes og andre arter dominerer. Det kan for eksempel være, at lokale bakterier og svampe formerer sig, breder sig og blandt andet skaber grobund for dårlig fordøjelse samt lokale infektioner. Der kan også optræde forskellige former for inflammatoriske tarmsygdomme (IBD) som Crohn´s sygdom og ulcerøs colitis. Dysbioser i tarmfloraen er også en central faktor i udviklingen af mange andre sygdomme som kræft, diarre og autisme.
Dysbioser i tarmfloraen kan skyldes mange faktorer som antibiotika, usund kost, mangel på fibre, visse medicintyper, stress og mangel på næringsstoffer. I denne forbindelse har forskerne fra Wuhan set nærmere på selens betydning, da mangler er så udbredte.

Hvordan virker selen på helbred, tarmflora, inflammationer og psyke?

Overordnet har selen betydning for energiomsætningen, stofskiftet, immunforsvaret og mange andre funktioner.
Selen indgår i omkring 25 forskellige selenoproteiner, der blandt andet fungerer som enzymer og antioxidanter. Her skal især nævnes den vigtige antioxidant GPX, der modvirker oxidativ stress og celleskader forårsaget af frie radikaler.
Hvad tarmfloraen angår, har selen betydning for visse bakteriers enzymfunktioner. Det tyder i det hele taget på, at selen har en direkte betydning for tarmfloraens beskaffenhed. Det tyder også på, at en særlig selenrig mælkesyrebakterie, Lactobacillus rhamnosus SHA113, kan modvirke skader på tarmen ved at danne en uopløselig beskyttende forbindelse.
Selen har betydning for immunforsvaret i tarmen, som blandt andet skal takle patogener og toksiner fra føden. Samtidig modvirker selen, at der optræder uhensigtsmæssige inflammatoriske tilstande i tarmen. Selens anti-inflammatoriske effekt skyldes blandt andet, at særlige hvide blodlegemer (makrofager) ved hjælp af selen skifter fra at være pro-inflammatoriske til at være anti-inflammatoriske. Det betyder samtidig, at tarmens epithelceller, der fungerer som en barriere, hurtigere kan restituere.
Forfatterne kommer ind på, at tarmen betragtes som ”den tredje hjerne”, og at tarmfloraen og fordøjelsen har stor betydning for vores mentale velbefindende. Den sunde tarmflora producerer blandt andet visse B-vitaminer, enzymer og neurotransmitteren serotonin, der alt i alt kan have betydning for humøret. Det er også velkendt, at forstoppelse kan gå ud over humøret. Det skyldes, at toksiner, der burde udskilles med afføringen, i stedet genabsorberes i blodet fra tyktarmen, så man forgifter sig selv.
Forskerne bag den nye oversigtsartikel konkluderer, at selenmangel kan ændre den sunde bakterieflora i en negativ retning, så der lettere udvikles inflammatoriske tarmsygdomme, stofskiftesygdomme, kræft og andre sygdomme. Selvom der er en omfattende forskning på området, er der stadig uvished, hvad angår den optimale mængde selen til tarmfloraen. Det skyldes blandt andet, at det er vanskeligt at dyrke de fleste af tarmfloraens bakterier.

Selenmangel og tarmsygdomme

I Europa er tyktarmskræft en af de førende årsager til kræftdødsfald. I 2015 undersøgte forskere fra 10 europæiske lande forholdet mellem selenmangel og tyktarmskræft hos over en halv million mennesker. Undersøgelsen afslørede, at et lavt selenniveau i blodet hænger sammen med en øget risiko for at udvikle tyktarmskræft, og at et højt selenniveau i blodet reducerer risikoen.
Eksperter fra Penn State University i USA har fundet, at lave selenniveauer i blodet hænger sammen med en større risiko for at udvikle inflammatoriske tarmsygdomme som Crohn´s sygdom og ulcerøs colitis.

Hvor findes der selen og hvorfor er mangler udbredt?

De bedste kilder til selen er normalt korn, indmad, kød, fisk og nødder, hvor især skal nævnes paranødder. Men jorden er selenfattig i 72 procent af Kina samt Europa og mange andre steder. Dette afspejler sig i afgrøderne og er en væsentlig årsag til, at selenindtaget varierer med flere hundrede procent forskellige steder på kloden.
Forfatterne bag den nye oversigtsartikel kommer derfor ind på, at det kan være nødvendigt at tage tilskud, hvor de organiske former er lettere at optage og udnytte.
På markedet findes der tilskud med 100 mikrogram. I de fleste studier har man givet 100-200 mikrogram. Og ifølge WHO ligger den øvre sikre grænse på 400 mikrogram daglig.

Reference

Jinzhong Cai et al. Advances in the study of selenium and human intestinal bacteria. Frontiers in Nutrition. 14 December 2022.

  • Oprettet den .