Skip to main content

Selen booster hjernens dannelse af nye nerveceller

Selen booster hjernens dannelse af nye nervecellerDet er almindelig kendt, at fysisk aktivitet booster hjernen til at danne nye nerveceller, men man har ikke kendt til de nærmere mekanismer før nu. Et forskerteam af neurologer fra Australien har nemlig fundet, at mus under træning producerer et selenholdigt protein, som hjælper hjernen med at danne nye nerveceller. Ifølge forskerne er der tale om et fantastisk studie, og det antages, at behandling med selen kan blive en ny strategi i forebyggelse og behandling af kognitivt forfald, hvis man ikke kan udføre fysisk træning, eller hvis man er mere sårbar over for selenmangel. Dette gælder især ældre samt patienter med Alzheimers sygdom og patienter, der har været udsat for slagtilfælde. Det bør samtidig tilføjes, at det kan være svært at få nok selen gennem almindelig sund kost i vores del af verden.

Hjernens enorme netværk af neuroner og informationsbehandling er en forudsætning for det gode mentale og fysiske helbred. Man har længe antaget, at dannelsen af nye nerveceller i centralnervesystemet er afsluttet ved fødslen eller kort tid derefter. Men det viser sig, at hjernen godt kan danne nye nerveceller flere steder, og at den er mere plastisk gennem hele livet. Tidligere studier har allerede vist, at løb stimulerer hjernen til at producere nye nerveceller i hippocampus, som har betydning for indlæring, hukommelse og orienteringsevne. Men man har ikke vidst, hvilke molekyler, som sætter gang i processen.

Træning øger hjernens indhold af særlig selenforbindelse

Neurologen Tara Walker fra University of Queenland´s Brain Institute i Australien står bag det nye studie. Allerede for syv år siden undersøgte hun blodplasma fra mus, der havde løbet i hamsterhjul i fire dage. Disse blodprøver blev så sammenlignet med blodprøver fra mus, der ikke havde løbet i hamsterhjul. Walker og hendes forskerteam identificerede højere niveauer af 38 proteiner hos de mus, der havde løbet i hamsterhjul. Der var samtidig et enkelt protein, som gjorde sig meget mere gældende, og det var selenoprotein P, hvor niveauet var dobbelt så højt. Opdagelsen er meget relevant, da selenoprotein P transporterer selen ind i hjernen, hvor selen blandt andet har betydning for energiomsætningen og regulering af gener. Samtidig fungerer selen som vigtige antioxidanter, der beskytter celler mod oxidative skader forårsaget af frie radikaler. Da hjernen indeholder mange flerumættede fedtsyrer og har en stor blodgennemstrømning, er den særlig sårbar over for oxidative skader, der kan ødelægge nerveceller og støtteceller. Derfor spiller selen en særlig vigtig rolle for hjernens funktioner og antioxidantforsvar.

  • Selen indgår i omkring 25 selenoproteiner
  • Selenoprotein P transporterer selen fra blod til hjernen og andre væv
  • De forskellige selenoproteiner har mange funktioner, som inkluderer energiomsætning, regulering af gener og celleopbygning.
  • Selen indgår også i kraftige antioxidanter, der beskytter cellerne mod skader forårsaget af oxidativ stress.

Selen spiller nøglerolle i dannelse af nye nerveceller

I det nye studie fandt Walker og hendes forskerteam blandt andet, at mus, som fik injiceret en selenforbindelse direkte ind i hjernen i syv dage, fik tredoblet antallet af visse nerveceller i hippocampus.
Forskerne fandt også, at mus, som mangler selenoprotein P eller receptoren, ikke danner nye nerveceller gennem fysisk aktivitet. Derfor antager forskerne, at selenoprotein P er nøglen til dannelse af nye nerveceller.
Efterfølgende ville forskerne undersøge, om selen kan modvirke hjernens aldringsprocesser. Og de tilførte en selenforbindelse (selenmethionin) til drikkevandet hos mus, der var 18 måneder gamle, svarende til mennesker, der er 60 år gamle.
Efter en måneds tid var antallet af nerveceller i musenes hippocampus fordoblet. De selenbehandlede mus udviste også en bedre hukommelse under forskellige opgaver, i forhold til kontrolgruppen.
Til sidst undersøgte forskerne, om selen kunne modvirker kognitive forringelser som følge af hjerneskader. Musene blev udsat for skader i hippocampus, som ødelægger nerveceller og skader hukommelsen på linje med slagtilfælde. Det viste sig, at de mus, som efterfølgende blev behandlet med selen, genvandt hukommelsen i modsætning til de mus, som ikke blev behandlet med selen.
Det tyder således på, at selen spiller en enestående rolle, når det gælder hjernens evne til at danne nye nerveceller.
Det nye studie er publiceret i Cell Metabolism.

Selen som ny terapi i behandling og forebyggelse af kognitivt forfald

Ifølge en anden forsker, neurologen Bárbara Cardaso fra Monash University´s Victorian Heart Institute i Australien, er der tale om et fantastisk studie, og hun har tidligere påvist, at selentilskud til ældre kan forbedre de sproglige færdigheder samt evnen til at huske og kopiere tegninger.
Ifølge Bárbara Cardaso kan tilskud med selen derfor bruges som en ny strategi til behandling eller forebyggelse af kognitivt forfald hos de befolkningsgrupper, som ikke er i stand til at udføre fysisk aktivitet, eller som er mere sårbare over for selenmangler – herunder ældre samt patienter, der har haft et slagtilfælde, eller som lider af Alzheimers sygdom.
Det bør samtidig tilføjes, at selenmangel er ret udbredt i Europa, Kina og andre dele af verden grundet selenfattige jordbundsforhold. Dette øger tilsyneladende risikoen for kognitivt forfald, hvis man ikke kompenserer for manglerne med tilskud.

  • Selenoprotein P er nøglen til dannelse og beskyttelse af nerveceller
  • Selen kan bidrage til at bevare eller forbedre kognitive færdigheder – også selvom man ikke er fysisk aktiv
  • Det kræver dog, at man er velforsynet med selen.

Mere information om forebyggelse af demens

I den følgende artikel kan du læse mere om, hvordan demens, Alzheimers og depression hænger sammen med oxidativ stress i hjernen, og hvordan antioxidanter som selen, Q10, melatonin og den goder søvn spiller en rolle i forebyggelse og behandling.

»Depression, demens og Alzheimers hænger sammen med oxidativ stress i hjernen«

Referencer

Odette Leiter et al. Selenium mediates exercise-induced adult neurogenesis and reverses learning deficits induced by hippocampal injury and aging. Cell Metabolism. February 3, 2022

Rodrigo Pérez Ortega. Widely available supplement may explain brain boost from exercise. Science.org 3 feb 2022

Aparna Shreenath. Selenium Deficiency. StatPearls. May 6, 2019


  • Oprettet den .