Overgangsalder, hedeture og naturlige løsninger
Mange kvinder i overgangsalderen får hedeture, humørsvingninger, dårlig søvn, sarte slimhinder, ledsmerter og andre gener. Men de fleste symptomer opstår, fordi vores livsførelse ikke er tilpasset vores evolutionære arv. Derfor kan enkle kostændringer og tilskud med essentielle næringsstoffer ofte dæmpe de plagsomme symptomer.
De første ubehagelige symptomer kommer ofte 5-10 år før selve overgangsalderen, fordi kvaliteten af æggene i æggestokkene daler. Efter overgangsalderen ophører æggestokkene helt med at producere østrogener og progesteron. Men der produceres stadig lidt progesteron samt andre østrogener i binyrerne, i leveren og i fedtcellerne, som har forskellige funktioner i kroppen for begge køn hele livet. Det er også naturligt, at tage et par kilo på inden for normalvægten, så der kan kompenseres for østrogenfaldet. Og det er stadig vigtigt, at der er en balance mellem de forskellige østrogener og progesteron.
Inspiration fra kulturer uden hedeture
En undersøgelse foretaget af WHO afslører, at hedeture er ukendt blandt indiske kvinder og kun forekommer hos 17 procent af japanske kvinder. Men ifølge nyere undersøgelser af japanske kvinder øges hedeturene i takt med moderne kostændringer eller indvandring til USA, hvor mindre fisk, mindre soja samt mere kød, alkohol, kaffe, sukker, mejeriprodukter og andre livsstilsændringer antages at spille en rolle. Derfor kan man godt lade sig inspirere af de kulturer, hvor hedeture er ukendte eller mindre udbredte.
Procent af kvinder, der oplever hedeture i overgangsalderen
Indiske kvinder | 0 |
Japanske kvinder | 17 |
Thailandske kvinder | 23 |
Engelske | 54 |
Hollandske | 80 |
Undersøgelsen er foretaget af WHO
Få nok magnesium til østrogenbalancen og nervesystemet
Magnesium, der indgår i omkring 300 enzymprocesser, spiller en særlig vigtig rolle for balancen mellem østrogener (østradiol, østriol og østron) og progesteron. Også i overgangsalderen.
Østrogener, progesteron samt stresshormonet kortisol tilhører alle en gruppe steroidhormoner, der påvirker hinanden. Det betyder samtidig, at stress meget let påvirker hormonbalancen i en negativ retning. Især hvis der mangler magnesium.
Før industrialiseringen fik vi gennemsnitligt 500 mg magnesium om dagen, og mange fik endnu mere. Men i dag får mange mindre end 250 mg, og mindre end ADT, anbefalet daglig tilførsel, som er sat til 375 mg. Magnesium er ikke alene et vigtigt mineral for vores hormonbalance og nervesystem, men også for vores knogler, hjerte, blodtryk, fordøjelse, søvn og mange andre funktioner.
OBS! Tag aldrig calciumtilskud uden magnesium
Mange kvinder i overgangsalderen tager calciumtilskud til knoglerne. De fleste calciumtilskud er tilsat D-vitamin, som sikrer, at calcium optages fra tarmen. Men vi har også brug for magnesium, der virker som en dørmand ved at lukke calcium ind i knoglecellerne. Mangler der magnesium, risikerer man, at calcium i stedet trænger ind i andre celler i de bløde væv. Dette kan medføre krampetilstande i cellerne med muskelkramper, træthed, hjerterytmeforstyrrelse og i værste fald hjertestop. Derfor bør man aldrig tage calciumtilskud uden magnesium. Derimod kan man sagtens tage magnesiumtilskud uden calciumtilskud.
Tilskud med magnesium skal optages for at gavne hormonbalance og knogler
Der er stor forskel på kvaliteten af magnesiumpræparater og kroppens evne til at optage og udnytte dem.
Magnesiumcarbonat, magnesiumhydroxid og magnesiumacetat er letoptagelige forbindelser.
En uofficiel test går ud på at lægge en magnesiumtablet i et glas vand, hvor den gerne skal opløses i løbet af nogle minutter. Hvis der går flere timer, inden magnesiumtabletten opløses i vandet, kan man næppe forvente, at den opløses af mavesyren eller optages i blodet.
Magnesium, inflammation og overgangsalder
I en undersøgelse af 3.713 kvinder efter overgangsalderen (59-79 år) fandt man, at magnesiumindtagelsen var omvendt forbundet med visse biomarkører for inflammation. Med andre ord kan magnesium reducere inflammationer, som mange kvinder oplever efter overgangsalderen. Det samme gælder fiskeolier.
Fiskeolier afhjælper mange gener i overgangsalderen
Fiskeolier kan lindre ledsmerter og andre inflammationer ved at regulere nogle hormonlignende stoffer kaldet prostaglandiner.
Fiskeolier kan beskytte hjertet og blodkarrene ved at reducere triglyceridniveauet.
Endelig kan fiskeolier modvirke hedeture, humørsvingninger, tør og tynd hud, tørre slimhinder og tørre øjne, som mange kvinder også oplever i forbindelse med overgangsalderen. Det er især omega-3 forbindelsen EPA, som har den positive effekt.
Lokal behandling af tørre slimhinder i skeden
Tørre slimhinder i skeden kan smøres med arganolie, mandelolie eller kokosolie
Vær opmærksom på udløsende faktorer som alkohol og kaffe
Som nævnt spiller den sunde kost en afgørende rolle i forebyggelsen af hedeture, og det er vigtigt at mærke efter, hvis der er udløsende faktorer. Vær særlig opmærksom på alkohol, der belaster leveren og hormonbalancen. Mange, der drikker alkohol, vågner typisk om natten med svedeture. Vær også opmærksom på krydret mad samt kaffe, te, cola og andre koffeinholdige drikke.
Spejlbillede og ny selvopfattelse
Efter overgangsalderen bliver huden tyndere og mere rynket på grund af det faldende østrogenniveau. Tilskud som Q10, fiskeolier, C-vitamin, selen og zink kan udsætte tidens ydre og indre ældningstegn. Foretræk tilskud, hvor der er dokumentation for optageligheden.
Enkel oversigt med effektive råd til overgangsalderen
- Indtag en sund, grov og grøn kost, der stabiliserer blodsukkeret.
- ndtag planteøstrogener fra bælgplanter, kål, nødder, frø, kerner og andre naturlige kilder.
- Få motion, der belaster knoglerne.
- Tilstræb eller oprethold idealvægten og et passende taljemål. En tilpas fedtmængde er afgørende for hormonbalancen.
- Begræns koffeinholdige drikke - især kaffe.
- Undgå eller begræns alkohol i henhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger.
- Få nok magnesium samt calcium og D-vitamin til østrogenbalancen og knogler
- Fiskeolier modvirker ledsmerter og hedeture, og de gavner huden og humøret.
- Tilskud med Q10 og selen virker som generel anti-age.
- Vælg tilskud med dokumentation på optagelighed og udnyttelse i kroppen.
- Tørre slimhinder i skeden kan smøres med arganolie, mandelolie eller kokosolie
- Undgå for meget stress, da kvinder i overgangsalderen er mere sårbare.
Vidste du at menopausen ikke er en pause, men det latinske ord for overgangsalderen, der er afledt af meno (=måned) og pausa (=ophør)?
Referencer:
Chako, S.A. et al. Relations of dietary magnesium intake to biomarkers of inflammation and endothelial dysfunction in an ethnically diverse cohort of postmenopausal women. Diabetes Care, 2009
Ann C Skulas-Ray et al. Dose-response effects of omega-3 fatty acids on triglycerides, inflammation, and endothelial function in healthy persons with moderate hypertriglyceridemia. American Journal of clinical Nutrition 2011
Fredi Kronenberg: A Review of Physiology and Biosociocultural Perspective on Methods of Assessment. The Journal of Nutrition 2010
Horne, Ruth Ames et al: Vascular events in healthy older women receiving calcium supplementation: randomized controlled trial. BMJ 2008
Søg mere info...
- Oprettet den .