Udnyttelse af D-vitamin kræver magnesium, zink og K-vitamin

D-vitamin er afgørende for immunforsvaret, humøret, blodsukkeret, kredsløbet, knoglesundheden og det generelle helbred. Men den D-vitaminform, som vi danner i huden fra solen eller får gennem tilskud, er passiv. Derfor skal denne form først omdannes i leveren, til den form, der måles i blodet, og derefter til den aktive steroidform, som de fleste celler og organer har brug for. Det viser sig desuden, at magnesium, zink og K-vitamin har afgørende betydning for D-vitaminets omdannelse til den aktive steroidform. Det betyder samtidig, at man trods en del sol eller tilskud godt kan have lave D-vitaminniveauer i blodet eller ikke kan udnytte vitaminet godt nok, hvis man mangler de andre næringsstoffer. Det fremgår af en oversigtsartikel, som er publiceret i Nutrients.

Der er i forskerkredse et stigende fokus på D-vitamin, fordi mangler er så udbredte, og det kan forårsage en lang række sygdomme og kortere levetid. Man skal samtidig være opmærksom på, at D-vitamin findes i forskellige former. Solens UVB-stråling er den vigtigste kilde til D-vitamin, og i huden danner vi et forstadie, der hedder cholecalciferol. Denne form findes også i fede animalske produkter som sild, laks, fløde og æg. Men maden bidrager kun med beskedne mængder. I leveren omdannes cholecalciferol til calcidiol, der i blodet måles som 25-hydroxyvitamin D3. Derefter omdannes calcidiol i nyrerne, de hvide blodlegemer og andre celler til den aktive form calcitriol (1,25-dihydroxyvitamin D3), der betragtes som et steroidhormon.
Det er altså den aktive steroidform calcitriol, som binder sig til cellernes D-vitaminreceptorer i de fleste af kroppens celler. Således regulerer calcitriol omkring 10 procent af vores gener og et utal af biokemiske processer i kroppen, som har betydning for immunforsvaret, humøret, blodsukkeret, kredsløbet, knoglesundheden, kræftforebyggelsen og det generelle helbred.
De officielle nedre grænseværdier i blodet ligger på 75 nmol/l, så D-vitaminet kan varetage de mange livsvigtige funktioner. Ikke desto mindre har flere studier vist, at tilskud med D-vitamin ikke har haft den forventede positive effekt på helbredet. Dette kan skyldes, at D-vitamin har været givet i for lave doser, over for kort tid, eller at deltagerne ikke har manglet vitaminet.
Men der kan også være andre årsager, som omhandler selve metabolismen af D-vitamin, hvor genetiske faktorer, biskjoldbruskkirtlernes produktion af PTH (parathormon) og serums calciumniveauer har en betydning. Derudover har magnesium, zink og K-vitamin også betydning for udnyttelsen af D-vitamin, og dette kendskab er mindre udbredt i den videnskabelige litteratur. Mangel på disse næringsstoffer, som er udbredt og kaldes for ”skjult sult” i den vestlige verden, kan således bidrage til dårlig trivsel og mange alvorlige sygdomme. Formålet med den nye oversigtsartikel var derfor at se nærmere på D-vitaminets interaktioner med magnesium, zink og K-vitamin.

Magnesium

Vi får primært magnesium gennem en grov og grøn kost, og det er et af de mineraler, som vi skal have mest af. Magnesium indgår i flere hundrede enzymprocesser, som har betydning for immunsystemet, nervesystemet, musklerne, blodsukkeret og mange andre funktioner. Magnesiumholdige enzymer har også betydning for, at den passive D-vitaminform cholecalciferol omdannes til calcidiol og derefter til den aktive form calcitriol. Magnesium påvirker biskjoldbruskkirtlernes produktion af PTH, og magnesiummangel kan indirekte hæmme nyrernes omdannelse af calcidiol til calcitriol. Magnesiummangel kan især påvirke D-vitaminniveauet hos populationer, der i forvejen har en høj risiko for at mangle D-vitamin – herunder ældre, farvede, overvægtige og personer med diabetes type-2.
På den anden side kan den aktive D-vitaminform calcitriol i sig selv øge optagelsen af magnesium fra tyndtarmen. Der er således et tæt samspil mellem D-vitamin og magnesium.
Mangel på magnesium skyldes primært ensidig og raffineret kost. En dårlig udnyttelse eller en øget udskillelse af magnesium kan skyldes alkoholmisbrug, inflammatoriske tarmsygdomme (IBD) og diabetes type-2. Derudover kan flere medicintyper (vanddrivende, afførende, PPI/syreneutraliserende, metotrexate) øge nyrernes udskillelse. De officielle anbefalinger, RI, er omkring 375 mg daglig, men i de vestlige lande ligger indtaget i dag lavere. Derudover kan overvægt, diabetes type-2 og andre tilstande øge behovet. Det er derfor relevant med kostændringer eller magnesiumtilskud i en letoptagelig kvalitet for at rette op på mangler.

Zink

Gode kilder til zink er østers og andre skaldyr, rødt kød, fjerkræ, nødder og fuldkorn, hvor vi har lettest ved at optage zink fra de animalske kilder. Da vi ikke kan lagre zink, har vi brug for en daglig indtagelse.
Zink har betydning for mere end 600 enzymer og regulering af en lang række genaktiviteter, som overordnet har betydning for vækst, immunforsvaret, fertiliteten, smagssansen, huden, den mentale balance, som antioxidant og mange andre funktioner.
Der er også brug for zink, når den aktive steroidform calcitriol skal binde sig til cellernes D-vitaminreceptorer (VDR). Zink indgår således i selve strukturen af VDR, også kaldet zink-fingre.
Et studie har for eksempel vist, at en øget koncentration af zink i cellerne fremmer zinks evne til at binde sig til VDR. Dette indikerer, at zink påvirker VDR-interaktioner og udnyttelsen af D-vitamin.
På den anden side påvirker D-vitamin også optagelsen af zink fra tarmen og udnyttelsen af zink.
Zinkmangel er meget udbredt i de vestlige lande og en underdiagnosticeret mangeltilstand. Zinkmangel kan blandt andet skyldes ensidige kostvaner, graviditet, amning, mavetarmsygdomme, alkoholmisbrug, diabetes type-2, vanddrivende medicin, visse typer antibiotika samt for meget jern eller miljøgiften cadmium, der hæmmer optagelsen.
De officielle anbefalinger af zink varierer i forskellige lande fra 7-20 mg daglig for voksne. Den øvre grænse ligger på 40 mg om dagen, men man kan godt give større terapeutiske doser på 50-75 mg daglig i en kortere periode. På sigt kan større doser zink nedsætte optagelsen af jern og kobber.

K-vitamin

K-vitamin optræder naturligt i de to former K1 (phylloquinon) og K2 (menaquinon).
K1-vitamin findes primært i kål, spinat, persille og andre bladgrønsager. Derudover kan en velfungerende tarmflora omdanne K1-vitamin til K2-vitamin, men mængderne er ofte begrænsede.
K2-vitamin findes primært i fermenterede produkter som smør, ost, surkål og det japanske sojaprodukt natto, hvor det dannes af bakterier. Der findes også K2-vitamin i æggeblomme og i fede udskæringer fra dyr, der har gået på græs. Men i den vestlige verden får vi mest K1-vitamin, og der er ikke nok fokus på K2-vitamin.
Det er almindelig kendt, at K1-vitamin har betydning for blodets evne til at størkne.
K2-vitamin har betydning for calciumstofskiftet, knoglerne og kredsløbet. K2-vitamin har mere præcist betydning for dannelsen af proteinet matrix Gla (MGP), der fjerner calcium fra blodbanen, og et andet protein (osteocalcin), der indlejrer calcium i knoglerne. Mangel på K2-vitamin øger derfor risikoen for åreforkalkning og knogleskørhed, fordi calcium er malplaceret i kroppen.
D-vitamin har også en synergieffekt med K-vitamin. Således kan den aktive form calcitriol bidrage til at opregulere MGP, som fjerner calcium fra blodbanen. D-vitamin og K-vitamin samarbejder også i regulering af inflammationer, hvor kroniske inflammationer forekommer ved de fleste kroniske sygdomme.
Ved COVID-19 infektioner har man fundet, at kombinerede tilskud med D-vitamin og K-vitamin kan modvirke skader i lungerne som følge af hyperinflammation. D-vitamin og K-vitamin har også en synergieffekt ved at modvirke arteriel stivhed og åreforkalkning. Tilskud med K-vitamin (især K2) kan i det hele taget modvirke skadelige virkninger af for store calciumtilskud.
Mangel på K-vitamin skyldes især en ensidig kost uden de gode kilder af både K1- og K2-vitamin. Derudover tyder det på, at mangel på magnesium og zink samt forskellige tarmsygdomme kan forringe optagelsen. Forskellige medicintyper (Marevan, PPI og antibiotika) kan også hæmme optagelsen og udnyttelsen af K-vitamin.

• Mangel på D-vitamin, magnesium, zink og K-vitamin er ofte underdiagnosticeret.
• Der er tætte relationer mellem D-vitamin, magnesium, zink og K-vitamin, både i metabolismen af D-vitamin og mange andre livsvigtige interaktioner.
• Sundhedsmyndighederne behøver en større uddannelse og forståelse for de mange risikofaktorer, som udbredte mangler på disse næringsstoffer forårsager.
• Mange akutte og kroniske livsstilssygdomme skyldes deciderede mangeltilstande – også kaldet ”skjult sult”, fordi celler og organer mangler de nødvendige næringsstoffer.

Referencer:

Andrius Bleizgys. Zinc, magnesium and Vitamin K Supplementation in Vitamin D Deficiency: Pathophysiological Background and Implications for Clinical Practice. Nutrients 2024

Anne Marie Uwitonze, Mohammed S Razzaque. Role of magnesium in Vitamin D Activation and Function. The Journal of the American Osteopatic Association. 2018

Ashton Amos, Mohammed S. Razzaque. Zinc and its role in vitamin D function. Current Research in Physiology. 2022