Skip to main content

C-vitaminmangel øger gravide diabetikeres risiko for øjensygdom

C-vitaminmangel øger gravide diabetikeres risiko for øjensygdomDet er almindelig kendt, at gravide diabetikere har en øget risiko for at udvikle øjensygdommen diabetisk retinopati. Kosten har stor betydning, og det tyder nu på, at mangel på C-vitamin øger risikoen. Det fremgår af et dansk studie på gravide kvinder med diabetes type-1, som er publiceret i Antioxidants. Forfatterne beskriver samtidig, hvordan C-vitamin er en vigtig antioxidant, der beskytter celler og væv mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler.

Diabetisk retinopati er en af de mest udbredte øjensygdomme i den vestlige verden. Sygdommen skyldes forsnævringer i øjets blodkar, hvilket kan give nedsat blodforsyning og blødninger på øjets nethinde. Risikoen stiger i takt med, at man i en årrække har haft diabetes, som er karakteriseret af høje niveauer af HbA1c (langtidsblodsukker), højt blodtryk, dårlig nyrefunktion og lipid-forstyrrelser. Det tyder også på, at graviditet i sig selv øger risikoen for, at diabetikere udvikler diabetisk retinopati. Således har gravide diabetikere cirka en dobbelt så stor risiko for at udvikle sygdommen.
Det nye studie blev udført på Århus Universitetshospital, hvor forskerne undersøgte sammenhængen mellem udvikling af retinopati og blodets niveau af C-vitamin hos gravide type-1 diabetikere. Der deltog 29 gravide kvinder. Blodets niveau af C-vitamin blev målt i første, andet og tredje trimester og efter fødslen. Mindst to gange under graviditeten og op til fire måneder efter fødslen fik kvinderne målt synets skarphed og foretaget fundus fotografering, som blandt andet kan afsløre makulært ødem og andre tegn på diabetisk retinopati.
Graden af retinopati blev vurderet fra 0 (ingen retinopati) til 4 i henhold til en international skala.
Ved studiets begyndelse i første trimester var der 12 kvinder, som ikke havde retinopati, og 17 kvinder, som havde retinopati i grad 1-3. Graden af retinopati steg hos 9 kvinder, var uforandret hos 17 kvinder og forbedret hos 3 kvinder. Ingen havde udviklet fremskreden retinopati i grad 4.
Det viste sig, at det især var blodets niveau af C-vitamin i første trimester, som kunne forudsige risikoen for at udvikle retinopati. Jo lavere niveauet af C-vitamin var, jo større var risikoen. Derimod havde blodets niveau af C-vitamin i andet trimester og det gennemsnitlige niveau i hele graviditeten ikke nogen indflydelse på risikoen.
Det lille studie på kvinder med diabetes type-1 er det første, som indikerer, at lave niveauer af C-vitamin kan hænge sammen med en øget risiko for at udvikle eller få forværret retinopati. Selvom der er brug for flere studier på området, kan studiets resultater på sigt være vigtige for gravide, som lider af diabetes type-1.

Hvordan kan C-vitamin beskytte mod diabetisk retinopati?

Selvom man endnu ikke kender til alle de patologiske processer i forbindelse med udvikling af diabetisk retinopati, har forskere gennem de sidste år afsløret relevante sammenhænge mellem retinopati og C-vitamins metabolisme.
For det første indgår C-vitamin i bindevævets kollagen, som har betydning for strukturen i blodkar, hud og knogler. For det andet spiller C-vitamin en vigtig rolle som antioxidant, der blandt andet beskytter celler i øjet og hjernen mod skader forårsaget af frie radikaler. Vi danner alle frie radikaler under forskellige metaboliske processer, og påvirkningen øges under diabetes, overvægt, tobaksrygning og andre faktorer. Ved oxidativ stress er der en ubalance mellem frie radikaler og antioxidanter, og det antages, at oxidativ stress blandt andet skaber grobund for udvikling af diabetisk retinopati.
Det har desuden vist sig, at indholdet af C-vitamin i øjets glaslegeme er ti gange lavere hos patienter med fremskreden diabetisk retinopati sammenlignet med kontrolgrupper, der ikke lider af diabetes. Dette indikerer, at C-vitamin spiller en rolle i udviklingen af diabetisk retinopati.

  • Under graviditeten er C-vitamin vigtig for mor og foster
  • C-vitamin har betydning for kollagendannelse, blodkars struktur, knogler, brusk, jernoptagelse, immunforsvar og som vigtig antioxidant.
  • Gode C-vitaminkilder er grønsager, frugt, bær og krydderurter.
  • Opbevaring og tilberedning dræner råvarerne for C-vitamin.
  • Et stort sukkerindtag reducerer C-vitamins virkning.
  • På markedet findes kombinerede tilskud til gravide, som også indeholder C-vitamin.

Referencer:

Bente Juhl et al. Low Levels of Vitamin C during Pregnancy; a Risk Marker of Progression of Diabetic Retinopathy in type 1 Diabetic Women? Antioxidants. 2023

Muhammad Abddullah et al. Vitamin C (Ascorbic Acid) StatPearls 2022

  • Oprettet den .