Skip to main content

D-vitaminniveauet forudsiger risikoen for operative fjernelser ved inflammatoriske tarmsygdomme

D-vitaminniveauet forudsiger risikoen for operative fjernelser ved inflammatoriske tarmsygdommeDer har været lovende resultater i behandling af inflammatoriske tarmsygdomme som colitis ulcerosa og Crohns sygdom med D-vitamintilskud. Men der har manglet data vedrørende D-vitaminindholdet i blodet og prognosen for disse patienter. Et nyt studie publiceret i International Journal of Surgery afklarer, at blodets indhold af D-vitamin hænger direkte sammen med risikoen for operativ fjernelse af syge tarmdele.

Kroniske inflammatoriske tarmsygdomme kaldes også for IBD (Inflammatory Bowel Diseases), og i svære tilfælde foretages der operative indgreb med fjernelse af tarmdele og stomi. Gennem de sidste år har der været stigende fokus på D-vitamin i forebyggelse og behandling. Det skyldes, at D-vitamin påvirker tarmens sundhed på flere parametre, og at mangler er udbredte.
Som noget nyt ville en gruppe forskere undersøge, hvorvidt blodindholdet af D-vitamin kan forudsige risikoen for operative indgreb og fjernelse af tarmdele. Forskerne indhentede derfor data fra UK Biobank, som har indsamlet en lang række undersøgelser om befolkningens ernæring og helbred. Det nye studie inkluderede 5.474 patienter med inflammatoriske tarmsygdomme og oplysninger om deres D-vitaminindhold i blodet. Data om patienternes operative indgreb og fjernelse af tarmdele blev indhentet via nationale patientregistre.
I løbet af en opfølgningsperiode på lidt over 13 år viste det sig, at 513 af patienterne fik udført operative indgreb. Det viste sig samtidig, at patienter, som ikke manglede D-vitamin, havde en reduceret risiko for dette. Denne sammenhæng var mest signifikant i forbindelse med ulcerøs colitis. Forskerne konkluderer derfor, at mangel på D-vitamin er en risikofaktor for operative indgreb hos patienter med inflammatoriske tarmsygdomme.
Det nye studie er i tråd med tidligere studier. Det tyder i det hele taget på, at D-vitaminmangel øger risikoen for inflammatoriske tarmsygdomme og andre inflammatoriske sygdomme.

Kroniske inflammatoriske tarmsygdomme (IBD) hænger primært sammen med

  • Et afsporet immunforsvar
  • Ubalancer i tarmfloraen, der også kaldes dysbioser
  • Strukturelle ændringer i tarmslimhinden
  • Genetiske faktorer

D-vitamins betydning for immunforsvaret og tarmfloraen

Størstedelen af vores immunforsvar findes i tarmen, hvor det skal destruere skadelige mikrober og toksiner fra maden og bidrage til at holde styr på den enorme tarmflora.
I denne forbindelse har D-vitamin afgørende betydning for det medfødte immunforsvar og det erhvervede immunforsvar, der er mere specialiseret og danner antioffer. D-vitamin indgår desuden i regulering af de inflammatoriske processer og fremmer den vigtige balance i tarmfloraen.

Hvorfor er D-vitaminmangel udbredt ved inflammatoriske tarmsygdomme?

Den høje sol om sommeren er den vigtigste kilde til D-vitamin, som vi danner i huden. Og de inflammatoriske tarmsygdomme er mest udbredt på de nordlige breddegrader med sparsom sol. Indendørs livsførelse, faktorcremer, aldringsprocesser, mørk hudfarve, genetiske faktorer og fedme kan yderligere forringe egenproduktionen af D-vitamin. Patienter med inflammatoriske tarmsygdomme kan desuden have svært ved at optage D-vitamin fra kilder som fed fisk, æg, torskerogn og fede mejeriprodukter. Derudover kan behandling med binyrebarkhormoner og kolesterolsænkende statiner hæmme udnyttelsen af D-vitamin.

D-vitaminanbefalinger og det optimale niveau i blodet

De officielle daglige anbefalinger for D-vitamin, som nu hedder RI, ligger ret lavt og er på 5-20 mikrogram. Men der er ingen garanti for, at disse anbefalinger optimerer blodets indhold af D-vitamin, som bør ligge over 75 nmol/l og helst omkring 100-120 nmol/l.
Flere studier viser, at behovet for D-vitamintilskud er individuelt og blandt andet afhænger af solpåvirkning, hudfarve, gener og BMI. For de fleste vil et dagligt tilskud af D-vitamin på 50 mikrogram optimere blodets indhold af vitaminet, og på markedet findes der stærkere tilskud med op til 100 mikrogram, som regnes for at være den øvre grænse for dagligt indtag.

Referencer:

Lintao Dan et al. Circulating 25-hydroxyvitamin D concentration can predict bowel resection risk among individuals with inflammatory bowel disease in a longitudinal cohort with 13 years of follow-up. International Journal of Surgery. 2024

Antonia Topalova-Dimitrova et al. Lower vitamin D levels are associated with the patogenesis of inflammatory bowel diseases. Medicine. 2023

Gominak SC. Vitamin D deficiency changes the intestinal microbiome reducing B Vitamin production in the gut. The resulting lack of pantothenic acid adversely affects the immune system, producing a “pro-inflammatory” state associated with atherosclerosis and autoimmunity. Med Hypotheses 2016


  • Oprettet den .