Vegetar- og veganerkost mangler ofte jod og andre livsvigtige næringsstoffer
Der er et stigende antal i den vestlige verden, som nu er gået over til vegetarkost eller ren veganerkost. Men der er samtidig fare for, at disse kostvaner er forbundet med mangler på livsvigtige næringsstoffer, som primært findes i animalske fødevarer. Det gælder også mangel på jod, hvilket fremgår af en større metaanalyse af jodindholdet i moderne vestlige diæter. Jodmangel er i det hele taget et verdensomspændende problem, og det har alvorlige konsekvenser, da jod har betydning for stofskiftet, energiniveauet, østrogenbalancen, fertiliteten og en sund graviditet.
Den plantebaserede kost er blevet mere populær på grund af miljømæssige årsager og kampagner, der ikke tager hensyn til de sundhedsmæssige aspekter. Og det er især unge mennesker og kvinder, som følger trenden. Der findes forskellige plantebaserede diæter, hvor vegetarer især udelukker kød og fisk. Pescetarer supplerer gerne den plantebaserede kost med fisk, skaldyr, mejeriprodukter og æg. Der er også mange i de vestlige lande, som har flere kødfrie dage om ugen og kalder sig flexitarer. Den veganske diæt er den mest strikse, da alle animalske fødevarer er udelukket. Til sammenligning er en omnivor altædende, og det har mennesket normalt været siden tidernes morgen, hvilket også afspejles i vores tænder, fordøjelsesorganer og stofskifte.
Den stigende interesse for en plantebaseret kost har øget behovet for alternativer som plantebaseret mælk, plantefars med videre. Der er også kommet gang i en helt ny fødevareindustri med fokus på plantebaserede ultraforarbejdede alternativer, hvor der gøres en del ud af at efterligne udseende, tekstur og smag med farvestoffer, hydrogenerede planteolier, emulgatorer, smagsforstærkere og andre tilsætningsstoffer. Men der er samtidig fare for, at de plantebaserede diæter blandt andet mangler vigtige næringsstoffer. Mange tager derfor tilskud med B12-vitamin, men det er sjældent nok. For en række tidligere studier viser, at der også er fare for at mangle D-vitamin, jern, selen, jod og omega-3-fedtsyrerne EPA og DHA. Derudover bekræfter en ny metaanalyse, at den moderne plantebaserede kost ofte mangler jod, og forfatterne kommer nærmere ind på de alvorlige sundhedsmæssige konsekvenser.
Vegetarer og især veganere har størst risiko for at mangle jod
Metaanalysen blev foretaget ved at indhente data fra en række studier publiceret mellem oktober 2020 og december 2022, som blev fundet på Ovid MEDLINE, Web of Science, PubMed og Scopus. Forfatterne søgte især efter studier på jod i de industrialiserede lande. De udvalgte 11 artikler, som egnede sig til metaanalysen, og den inkluderede i alt 4.421 voksne over 18 år, som indtog forskellige plantebaserede diæter eller var omnivorer. Metaanalysen afslørede følgende:
- Ingen af grupperne havde optimale koncentrationer af jod (mUIC) i deres urin, som ifølge WHO bør ligge på 100-200 mikrogram/l.
- Vegangruppen havde den laveste koncentration af jod i urinprøver.
- Den veganske diæt indeholdt mindst jod i modsætning til omnivordiæter, der indeholdt mest jod.
- Selvom vegetarer og veganere spiste tang, manglede de ofte jod.
- Indtaget af jod hang også sammen med køn, og om der blev indtaget jodberiget salt.
- Vegetarer og især veganere, som ikke indtager jodberiget salt, har den største risiko for at mangle jod.
Da jodmangel er særlig udbredt blandt vegetarer og veganere, er der ifølge forfatterne et akut behov for at måle og justere jodindtaget i disse risikogrupper. Det tyder også på, at problemet med jodmangel bliver større i takt med de mange kampagner om en plantebaseret kost.
Metaanalysen er publiceret i British Journal of Nutrition.
Det kan desuden tilføjes, at en del vegetabilske fødevarer indeholder goitrogener, der i større mængder forstyrrer skjoldbruskkirtlens evne til at optage og udnytte jod. Populære vegetabilske proteinkilder som soja/tofu, peanuts og peanutbutter indeholder en del goitrogener.
Jods betydning for stofskifte, helbred, graviditet og vækst
Jod indgår primært i dannelsen af stofskiftehormonerne T3 (med tre jodatomer) og T4 (med fire jodatomer). Stofskiftehormonerne spiller en afgørende rolle for alle cellers energiomsætning gennem hele livet. Af samme grund har jod en særlig stor betydning under graviditeten, for barnets vækst og neurologiske udvikling. Andre studier tyder desuden på, at jod har betydning for østrogenbalancen,
Ifølge WHO ligger det daglige behov på 150 mikrogram. Gravide og ammende behøver 250 mikrogram dagligt for at tilgodese stofskiftet, barnets vækst og forebygge mangelsygdomme hos mor og barn.
Mangel på jod kan forårsage nedsat fertilitet, struma, lavt stofskifte og i sjældnere tilfælde forhøjet stofskifte. Børn født af mødre med jodmangel kan få dværgvækst og mental retardering.
Jodmangel øger desuden risikoen for brystkræft.
Jodmangel er et verdensomspændende problem
Jod findes primært i maritime kilder som fisk, skaldyr, tang og fiskesovs. Desuden æg og mejeriprodukter. Havsalt kan ikke dække behovet, og i mange lande, inklusive Danmark, har man jodberiget almindelig salt for at forebygge struma. Men mange undgår jodberiget salt, hvis det indeholder aluminium som antiklumpningsmiddel. Under alle omstændigheder er jodmangel stadig et verdensomspændende problem, som er blevet større i takt med de nye kampagner om at spise mere plantebaseret. Da fluorstoffer i miljøet interagerer med jod, kan det samtidig øge behovet.
Vegetarkost mangler ofte flere livsvigtige næringsstoffer
I den følgende artikel kan du læse mere om, hvordan vegetar- og veganerkost ofte mangler komplette proteiner, omega-3-fedtsyrer samt andre vitaminer og mineraler. Det kræver derfor en del viden at blive dækket ind med de livsvigtige næringsstoffer, og at man tager nødvendige tilskud, hvis man primært spiser en plantebaseret kost.
»Vegetarkost mangler vigtige næringsstoffer«
Referencer
Elizabeth Rosee Eveleigh et al. Systematic review and meta-analysis of iodine nutrition in modern vegan and vegetarian diets. British Journal of Nutrition 2024
Weikert C et al. Vitamin and Mineral Status in a Vegan Diet. Deutsches Aerzteblatt Online. November, 2020
Frederick R. Stoddard et al. Iodine Alters Gene expression in the MCF7 Breast Cancer Cell Line: Evidence for an Anti-Estrogen Effect of Iodine. International Journal of Medical Sciences. 2008
Else Molander. Anbefalinger vedr. vegansk kost. Fødevarestyrelsen. Januar 2019
Nordiske Næringsstofanbefalinger
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .