Skip to main content

Fiskeolier modvirker udbredte alvorlige leversygdomme

Fiskeolier modvirker udbredte alvorlige leversygdommeMed tiden kan non-alkoholisk fedtlever, der er relateret til overvægt og diabetes type-2, forårsage en kritisk leverinflammation samt leverfibrose og leverkræft. Kosten har stor betydning, og et forskerhold fra Oregon State University har nu fundet, hvordan de omega-3 fedtsyrer, der findes i fed fisk, kan bekæmpe den farlige tilstand i leveren. Dette har stor terapeutisk værdi, da der ikke er andre medicinske behandlingsformer. Det kan desuden svare sig at undgå eller begrænse de raffinerede kulhydrater og de raffinerede omega-6-fedtsyrer fra planteolier.

Den vestlige og raffinerede kost har nu medført, at omkring en fjerdedel af verdens befolkning har udviklet non-alkoholisk fedtlever (NAFLD) - ofte uden at vide det. Med tiden kan non-alkoholisk fedtlever udvikle en kompliceret leverinflammation, non-alkoholisk steatohepatitis (NASH), som forårsager fibrose (arvæv) i leveren. Non-alkoholisk steatohepatitis øger desuden risikoen for leversvigt, skrumpelever og primær leverkræft.
Non-alkoholisk fedtlever og non-alkoholisk steatohepatitis hænger sammen med metabolisk syndrom, som er karakteriseret af et forhøjet niveau af triglycerider og LDL-kolesterol samt insulinresistens, forhøjet blodtryk og æbleformet overvægt. Metabolisk syndrom er forstadie til diabetes type-2, og den største dødsårsag blandt disse patienter er hjertekarsygdomme.
Som det fremgår, er metabolisk syndrom, non-alkoholisk fedtlever og non-alkoholisk steatohepatitis karakteriseret af en række metaboliske forstyrrelser i leveren, som forværres med tiden. Der er samtidig dysfunktioner i nogle særlige leverceller (hepatitiske stellate celler), som er involveret i leverfibrose.
De metaboliske forstyrrelser skyldes især en kost med for mange raffinerede kulhydrater, der omdanner leveren til en fedtfabrik. Derudover indeholder den vestlige kost for mange omega-6-fedtsyrer fra raffinerede planteolier og færdigretter, der øger risikoen for lav grad af kronisk inflammation i kroppen. Det tyder samtidig på, at mangel på de særlige omega-3 fedtsyrer, der findes i fiskeolier, fremmer udviklingen af de metaboliske forstyrrelser og sundhedsfarlige kroniske inflammationer.

Omega-3 hæmmer særligt protein, der er involveret i inflammation og fibrose

Tidligere studier har allerede vist, at patienter med non-alkoholisk steatohepatitis har færre omega-3-fedtsyrer i deres syge lever i forhold til raske mennesker. Forskerne bag det nye studie, som er offentliggjort i EMBO Molecular Medicine, havde derfor den hypotese, at tilskud med omega-3-fedtsyrer kunne forbedre leverfunktionen.
I det nye studie brugte forskerne derfor et særligt netværk af analyser (multi-omic), og de afslørede mere konkret, hvordan omega-3-fedtsyrerne, der findes i fed fisk, påvirker de molekylære signalveje hos mus, der har fået en vestlig kost og forstadier til non-alkoholisk steatohepatitis. Da non-alkoholisk steatohepatitis desuden er et forstadie til primær leverkræft, foretog forskerne også en metaanalyse på humane leverkræftceller.
Ved hjælp af de forskellige analysemetoder fandt forskerne som noget nyt, at et særligt nøgleprotein kaldet betacellulin opreguleres i leverkræftceller, og at det nedreguleres ved hjælp af omega-3-fedtsyren DHA hos dyr og mennesker med non-alkoholisk steatohepatitis.
Det tyder således på, at betacellulin er involveret i den syge udvikling af leverens hepatitiske stallate celler ved at introducere en særlig vækstfaktor (β2). Og denne vækstfaktor øger cellernes kollagenproduktion, som er involveret i leverfibrose. Derudover aktiverer betacellulin de hvide blodlegemer (makrofager), hvilket fremkalder den kritiske inflammation i leveren.
Alt i alt konkluderer forskerne, at omega-3 fedtsyrernes evne til at nedregulere betacellulin er en af nøglemekanismerne til at modvirke den sygelige inflammation og fibrose i forbindelse med non-alkoholisk fedtlever og non-alkoholisk steatohepatitis.
Det tyder også på, at omega-3-fedtsyrerne forbedrer funktionen af levercellernes mitokondrier, som er de energiproducerende kraftværker.
Fed fisk og tilskud med fiskeolier indeholder omega-3-fedtsyrerne EPA og DHA, som også findes i vores cellemembraner og har mange fysiologiske funktioner. I henhold til det nye studie tyder det desuden på, at DHA virker mere effektivt end EPA, hvad angår de anti-inflammatoriske og regenererende egenskaber i leveren.

Hvordan får vi nok omega-3?

Sundhedsmyndighederne anbefaler, at vi spiser 200 gram fed fisk om ugen, og der findes cirka tre gram omega-3 i 100 gram fed fisk som sild, makrel og vildlaks. Derudover anbefaler internationale eksperter 2-4 gram omega-3 daglig for intensiv understøttelse i forbindelse med kroniske inflammationer. Hvis man ikke kan lide fisk eller spiser for lidt fisk, kan man også tage tilskud med fiskeolier i en god kvalitet.

  • Vidste du, at foie gras er det samme som non-alkoholisk fedtlever, og at ænderne/ gæssene tvangsfodres med majs og planteolie, så de får masser af kulhydrater (især fruktose) og omega-6 fedtsyrer, der ødelægger leveren?

Referencer:

Jyothi Padiapu et al. Multi-omic network analysis identified betacellulin as a novel target of omega-3 fatty acid attenuation of western diet-induces nonalcoholic steatohepatitis. EMBO Molecular Medicine. 2023

Steve Lundberg. Oregon State Researchers uncover mechanism for treating dangerous liver condition. Oregon State University Newsroom. 2023

Anne-Marie Chalmers. How Much Omega-3 Per Day Should I Take? Omega-3 Innovations . 2020

Philip C. Calder. Omega-3 Fatty Acids and Inflammatory Processes. Nutrients 2010




  • Oprettet den .