Hjernen kan boostes med særlig omega-3 fedtsyre
Det er almindelig kendt, at fed fisk og fiskeolier, som indeholder omega-3 fedtsyrerne EPA og DHA, er godt for hjernesundheden. Som noget ganske nyt har forskere fra Singapore nu opdaget, at en anden omega-3 fedtsyre har særlig stor betydning for de hjerneceller, som er omgivet af beskyttende myelinskeder. Ifølge forskerne kan opdagelsen hjælpe til at reducere aldringsprocesser i hjernen og føre til nye terapier i behandling af neurologiske sygdomme som sklerose, der er præget af reduceret myelindannelse. Det nye studie er publiceret i Journal of Clinical Investigation.
Vores hjerne består af omkring 100 milliarder nerveceller (neuroner), som er indbyrdes forbundet i et kompliceret netværk. Alle disse nerveceller styrer vores tanker, adfærd og bevægelser, og de forholder sig til alle de indtryk, som kommer indefra og udefra. Nervecellerne består af dendritter, der tager imod signaler fra andre nerveceller, og de lange nervefibre (aksoner) sender signaler til andre celler. Alle nervefibrene i centralnervesystemet (hjernen og rygmarven) er isoleret af en myelinskede, der består af meget fedtholdige celler. Det siges, at nervefibrene er myeliniseret, og isoleringen bidrager til, at nervesystemets elektriske signaler fungerer hurtigt og effektivt. Men hvis myelinskederne bliver ødelagt, mister nervecellerne deres evne til at fungere, og det kan føre til neurologiske forstyrrelser. Myelinskederne degenererer ofte som led i naturlige aldringsprocesser, og dette er en udbredt årsag til, at ældre mister deres fysiske og kognitive færdigheder. Ødelagte myelinskeder er også en proces, der går forud for neurologiske sygdomme som sklerose.
Omega-3 fedtsyren LPC forbedrer nervefibrenes myelinisering
Forskerne bag det nye studie ønskede at udvikle nye terapier, som kan forbedre nervefibrenes myelinisering. I udviklingen af disse terapier har forskerne nu afdækket, hvordan proteinet Mfsd2a transporterer en særlig omega-3 fedtsyre ind i hjernen i forbindelse med nervefibrenes myelinisering. Denne omega-3 fedtsyre hedder LPC (lysophosphatidylcholin).
Det er i forvejen kendt, at genetiske defekter i Mfsd2a-proteinet kan føre til reduceret myelinisering og fødselsdefekter, hvor barnets hoved bliver mindre end normalt. Andre studier har vist, at mangel på Mfsd2a bevirker, at de myelinproducerende celler (oligodendrocytter) får reduceret deres indhold af omega-3 fedtsyrer, hvilket forhindrer disse celler i at producere myelin.
Det nye studie afslører, at de særlige LPC-baserede omega-3 fedtsyrer har betydning for udviklingen af de myelinproducerende celler. Dette giver forskerne et nyt potentiale til at udvikle terapier og kosttilskud baseret på de LPC-baserede omega-3 fedtsyrer, som understøtter myelindannelsen i hjernen under aldringsprocesserne. Det er også muligt, at disse terapier kan bruges i behandling af neurologiske sygdomme, herunder sklerose, som er præget af reduceret myelinisering.
Professor Silver og hans forskerteam, som står bag det nye studie, har tidligere opdaget proteinet Mfsd2a, og de har også arbejdet med andre forskerteams for at afklare de LPC-baserede omega-3-fedtsyrers funktion i hjernen og andre organer.
Professor Silver og hans forskerteam vil i fremtiden foretage prækliniske studier for at se nærmere på, hvorvidt tilskud med de LPC-baserede omega-3-fedtsyrer kan hjælpe med at reetablere det beskyttende myelin i ødelagte nervefibre. Det er også forskernes håb, at disse tilskud kan bidrage til at bevare eller forbedre de kognitive funktioner under aldringsprocesserne.
Hvor findes der LPC-baserede omega-3-fedtsyrer?
De tre overordnede former for omega-3 fedtsyrer hedder EPA, DHA og ALA. EPA og DHA findes især i fed fisk og skaldyr, mens ALA findes i visse planteolier. De LPC-baserede omega-3-fedtsyrer er særlige former for DHA eller EPA, og der findes større mængder i fiskerogn som stenbiderrogn, silderogn, lakserogn og størrogn (kaviar).
Det antages desuden, at transportproteinet Mfsd2a kun kan transportere de LPC-baserede omega-3 fedtsyrer gennem blod-hjerne-barrieren. Det vil derfor være hensigtsmæssigt at kombinere fed fisk og skaldyr med fiskerogn for at få den optimale udnyttelse af omega-3 fedtsyrerne til hjernesundheden.
Mere information om omega-3 fedtsyrer og hjernesundhed
Hjernen indeholder ret store mængder af omega-3 fedtsyrerne DHA og EPA, som har betydning for mange neurologiske processer, kredsløbet og regulering af inflammationer. I nedenstående artikel kan du læse mere om, hvordan fiskeolier forbedrer midaldrendes hjernesundhed og kognitive funktioner.
»Fiskeolier forbedrer midaldrendes hjernesundhed og kognitive funktioner«
Referencer:
Vetrivel Sengottuvel et al. Deficiency in the omega-3 lysolipid transporter Mfsd2a leads to aberrant oligodendrocyte lineage development and hypomyelination. The Journal of Clinical Nutrition. 27 April 2023
What Are The Best Omega-3 Supplement? Novolabs.com 2023
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .