Tilskud med fiskeolier til gravide reducerer risikoen for tidlig fødsel
- og overvægtige udgør en særlig risikogruppe
For tidlig fødsel øger risikoen for, at barnet fødes med udviklingsforstyrrelser eller dør i løbet af de første leveår. Det er almindelig kendt, at omega-3 fedtsyrerne har betydning for en normal graviditet. Ifølge en ny opdateret Cochrane oversigtsartikel har overvægtige en større risiko for at mangle omega-3 fedtsyrer, og tilskud med omega-3 kan sandsynligvis reducere risikoen for, at de føder for tidligt. Det nye studie er i tråd med tidligere studier, men der var også noget, som overraskede forskerne.
Hvis en gravid kvinde føder før uge 37, er det for tidligt, og jo tidligere babyen fødes, jo større er risikoen for komplikationer og senfølger. Derfor er der al mulig grund til at sikre en sund graviditet. Både for moderens og for barnets skyld.
Ifølge en ny opdateret Cochrane oversigtsartikel, kan tilskud med omega-3 fedtsyrer til gravide reducere risikoen for tidlig fødsel, og derigennem udgøre en vigtig forebyggelse. Forskerne bag studiet havde den hypotese, at gravide, som er overvægtige, og som har en højere risiko for at føde for tidligt, også har lavere niveauer af omega-3 i blodet. Og derfor vil de have gavn af tilskud med omega-3.
|
Studiet overraskede
Forskerne bag det nye studie målte omega-3 niveauet i de røde blodlegemer hos 142 gravide deltagere, der i forvejen deltog i studiet Healthy Mums and Babies Study, Counties Manukau, Auckland, New Zealand. Manukau regionen i New Zealand er en multietnisk region med en del social elendighed, overvægt og forekomst af tidlige fødsler.
I modsætning til forskernes hypotese havde deltagerne i studiet det samme eller højere niveau af omega-3 i blodet sammenlignet med rapporter fra gravide populationer i Østrig, Norge, Kina og Tyskland. Forskerne anbefaler derfor, at man tester de gravides indhold af omega-3 i blodet, før man giver tilskud til gravide med øget risiko for at føde for tidligt. Man bør samtidig være opmærksom på andre næringsstoffer som selen, hvor mangler øger risikoen for at føde for tidligt. Det er under alle omstændigheder vigtigt, at den gravide får nok omega-3 gennem kosten eller gennem tilskud.
Studiet er publiceret i European Journal of Clinical Nutrition.
Dansk forskning: Fed fisk reducerer risikoen for tidlig fødsel
Gravide, som har lave niveauer af omega-3 fedtsyrerne DHA og EPA, har en statistisk signifikant større risiko for at føde for tidligt i forhold til gravide, som har højere niveauer. Det fremgår af et tidligere studie fra Statens Seruminstitut i København, som er foretaget i samarbejde med Harvard T.H. Chan School of Public Health i Boston, USA.
Resultaterne af undersøgelsen tyder på, at gravide kan reducere risikoen for at føde for tidligt væsentligt, hvis de spiser mere fed fisk eller tager tilskud.
Studiet er publiceret i EBiomedicine i 2018.
Spis fisk, som er længere nede i fødekæden, eller tag rensede tilskud med fiskeolier
Gravide bør især undgå rovfisk som tun, gedde, aborre, sværdfisk, haj og helleflynder, da de ophober mere kviksølv og andre miljøgifte. Det er altså mere sikkert at få de livsvigtige omega-3 fedtsyrer fra fed fisk som sild, ansjoser, laks og makrel, som er længere nede i fødekæden. Laks fra Østersøen er dog i fare for at indeholde for mange tungmetaller og andre miljøgifte. Så her bør man gå efter laks fra renere farvande eller økologisk laks.
Tilskud med fiskeolier af en god kvalitet er en anden løsning, hvis man ikke bryder sig om fisk eller bare spiser for lidt.
Referencer
Jamie Violet de Seymor and Mary Beatrix Jones. An analysis of omega-3 fatty acid status in a population of pregnant women with obesity, at higher risk of preterm birth. European Journal of Clinical Nutrition. March 2020
M Makrides, L Duley, SF Olsen. Fisk oil and other prostaglandin precursor supplementation during pregnancy for reducing pre-eclampsia, preterm birth, low birth weight and intrauterine growth restriction. Cochrane review, 2018
Hilten T Mistry et al. Selenium in reproductive health. Journal of Obstetrics and Gynaecologi. 2011
https://www.dr.dk/levnu/mad/gravide-skal-spise-fisk-men-vaelg-disse
Søg mere info...
- Oprettet den .