Fungerer selen som ungdommens kilde?
Det er der meget, som tyder på. For selen indgår i nogle enestående selenholdige antioxidanter, som beskytter vores celler mod frie radikaler, aldringsprocesser og for tidligt celledød. Det fremgår af et nyt studie fra Osaka University i Japan, som er foretaget på stamceller.
Mange sygdomme og aldringsprocesser er præget af oxidativ stress. Det er en tilstand, hvor der er for mange frie radikaler i forhold til beskyttende antioxidanter. De frie radikaler indgår i forskellige metaboliske processer, men aktiviteten bør være kontrolleret, så de ikke angriber celler og væv. Påvirkningen af frie radikaler øges desuden af aldringsprocesser, grundet dårligere iltudnyttelse, samt rygning, alkoholmisbrug, tungmetaller, lægemidler, stress og stråling.
Noget af det farligste er, når de frie radikaler angriber og ødelægger lipider som kolesterol og flerumættede fedtsyrer i cellemembranerne, hvilket kaldes for lipid-peroxidation. De frie radikaler forårsager samtidig kædereaktioner, hvor de kan angribe cellernes energiproducerende mitokondrier, DNA, proteiner og andre komponenter. Dette bevirker, at cellerne ikke fungerer optimalt, bliver abnorme eller går for tidligt til grunde.
Akkumulering af disse frie radikaler, der også kaldes for ROS (reactive oxygen species), bidrager til udvikling af aldersrelaterede sygdomme som åreforkalkning, kræft, diabetes, stofskiftesygdomme, demens med videre. Derfor er det særlig vigtigt at være velforsynet med antioxidanter, som på forskellige måder kan neutralisere de frie radikaler.
Menneskeceller indeholder 25 forskellige selenholdige proteiner, hvoraf flere fungerer som enestående og livsvigtige antioxidanter, som ingen andre antioxidanter kan erstatte. Disse antioxidanter modvirker lipidperoxidation ved at neutralisere de frie radikaler.
Selenmangel skader blodceller og andre celler
Forskerne bag det nye studie har bemærket, at visse blodstamceller kaldet HSCs (hematopoietic stem cells), som udvikles til røde og hvide blodceller, også kan blive skadet af oxidativ stress og lipid-peroxidation under aldringsprocesserne.
Samtidig udviser gamle blodstamceller (HSCs) ofte en forringet syntese af de 25 forskellige selenholdige proteiner. Men det har hidtil været uklart, hvordan dette bidrager til aldringsprocesser i cellerne, og om man kan bremse udviklingen.
Forskerne har derfor undersøgt det nærmere ved at bruge mus, som fik ødelagt et gen med betydning for syntesen af de forskellige selenholdige proteiner.
Derefter undersøgte forskerne, hvordan den ødelagte syntese af selenholdige proteiner påvirker blodstamcellerne (HSCs) og dannelsen af de andre blodceller.
Det viste sig, at der var en meget skadelig påvirkning af blodstamcellerne (HSCs) og en type hvide blodceller kaldet B-celler, som er ansvarlig for antistofdannelse og immunitet. Der var desuden en mindre skadelig påvirkning af myeloide celler, som er forstadier til de modne blodceller.
Det mest bemærkelsesværdige resultat som følge af den ødelagte syntese af de selenholdige proteiner var en regulær mangel på B-celler. Derudover havde blodstamcellerne en forringet evne til cellefornyelse.
Ifølge forskernes data ses disse skadelige forandringer i cellerne også i forbindelse med aldringsprocesser. Der sker således en række skadelige og specifikke kædereaktioner, når cellernes evne til at syntetisere de forskellige selenholdige proteiner går tabt.
Studiet afslørede i det hele taget, hvordan de selenholdige proteiner fungerer som vigtige antioxidanter, der beskytter cellerne mod lipidperoxidation. Derudover har de selenholdige proteiner betydning for, at stamcellerne kan blive fornyet, og at de kan udvikle sig normalt til røde blodceller og forskellige hvide blodceller. De selenholdige proteiner har også betydning for alle andre celler i kroppen, så de kan danne energi, udføre deres specielle opgaver og beskytte sig selv med oxidativ stress.
Forskerne antager derfor, at de forskellige selenholdige proteiner kan hjælpe med at forebygge og bekæmpe forskellige aldersrelaterede sygdomme.
Risiko for kroniske sygdomme og tidlig død reduceres med mere selen
Det nye japanske studie er publiceret i Blood Journal. Det er blandt andet i tråd med et større amerikansk befolkningsstudie, publiceret i Frontiers in Nutrition, der afslørede, at mere selen gennem kost og tilskud reducerer risikoen for hjertekarsygdomme, diabetes, stofskiftesygdomme, kræft og tidlig død. Ifølge dette studie bør det optimale indtag af selen ligge over 129 mikrogram om dagen. Denne mængde er meget højere end de officielle anbefalinger, RI, som i Danmark ligger på 75 mikrogram til kvinder og 90 mikrogram til mænd. Det er samtidig et faktum, at mange i vores del af verden får for lidt selen gennem kosten, især på grund af selenfattige jordbundsforhold.
I mange studier har man givet 200 mikrogram, og det øvre daglige sikre indtag er fastsat til 300 mikrogram.
Referencer:
Yumi Aoyama et al. Selenoprotein-Mediated Redox Regulation Shapes the Cell Fate of HSCs and Mature lineages. Blood Journal, 2025
Osaka University. Selenoproteins: The fountain of youth? ScienceDaily. 2025
Yuchen Zhang et al. Association of dietary selenium intake with the risk of chronic diseases and mortality in US Adults. Frontiers in Nutrition 2024
Yuchen Zhang et al. Association of dietary selenium intake with the risk of chronic diseases and mortality in US Adults. Frontiers in Nutrition 2024
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .