KOL-patienter kan forbedre lungefunktionen med D-vitamin
- og andre tilskud
Kost, rygning og aldringsprocesser øger risikoen for at udvikle luftvejssygdommen KOL, som på verdensplan koster millioner af menneskeliv. Det tyder dog på, at tilskud med D-vitamin kan forbedre lungefunktionen. Det fremgår af en meta-analyse, som er publiceret i Nutrients.
KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) er i dag den tredje største dødsårsag på verdensplan. KOL skyldes en kombination af lungeemfysem og kronisk inflammation i bronkierne, som gør det svært at trække vejret og opretholde et normalt energiniveau. KOL-patienter har samtidig øget risiko for luftvejsinfektioner, der forværrer de kliniske symptomer. Der er også en større risiko for alvorligere sygdomme som pulmonal hypertension og akut lungesvigt. Nogle KOL-patienter lider desuden af astma.
Rygning, luftforurening og aldringsprocesser øger risikoen for at udvikle KOL. Dette skyldes blandt andet en tilstand kaldet oxidativ stress, hvor der er for mange frie radikaler, som kan angribe og ødelægge væv i bronkier, lunger og andre steder.
Den nuværende behandling af KOL inkluderer rygestop og forskellige former for medicin, som kun kan lindre sygdommen og er forbundet med bivirkninger. Derfor er der kommet stigende interesse for kostens betydning.
Studier har allerede vist, at mere end 75 procent af KOL-patienter ikke får nok calcium, kalium, folinsyre og B1-vitamin gennem kosten. Studier viser også, at indtaget af A-, C-, D-, E- og B12-vitamin samt mineraler som magnesium, selen og zink har en positiv indflydelse på lungefunktionen og immunforsvaret. Metaanalyser har allerede vist, at tilskud af D- og C-vitamin har en positiv effekt på KOL. I den nye systematiske oversigtsartikel og meta-analyse har forskerne så set nærmere på, hvilken effekt diverse tilskud har på lungefunktionen, immunforsvaret og sygdommens sværhedsgrad.
D-vitamin, C-vitamin og multivitaminer har flere terapeutiske effekter på KOL
Forskerne fandt 43 relevante kontrollerede studier (RCT) med over 4.000 deltagere fra databaser som PubMed, Cochrane Library og Web of Science. Meta-analysen afslørede, at tilskud af D-vitamin medførte en signifikant forbedring af FEV1 (Forced Expired Volume in the first second), som måler hvor meget luft, man kan puste ud i det første sekund, samt FVC (Forced Vital Capacity), som måler hvor meget luft, man kan puste ud på én udånding.
Tilskud af D-vitamin kunne også forbedre immunforsvaret og aktiviteten af nogle hvide blodceller kaldet T-celler, herunder CD3, CD4 og CD8. Det tyder således på, at tilskud af D-vitamin både kan regulere den kroniske inflammation i bronkierne og reducere risikoen for at få tilstødende infektioner. Man bør samtidig sikre sig, at tilskud af D-vitamin er i en god kvalitet og så store, at de optimerer blodets niveau, som bør være over 75 nmol/L og helst mellem 100-160 nmol/L.
Tilskud af multivitaminer, der indeholder mineraler som zink, selen, jern og magnesium kan også have en positiv effekt på lungefunktionen. Både fordi vitaminerne og mineralerne bidrager til et godt immunforsvar, og fordi vitamin A-, C-, E, selen og zink fungerer som antioxidanter, der neutraliserer de frie radikaler og modvirker oxidativ stress. Det kan desuden svare sig, at kombinere D-vitamintilskud med multivitaminerne. I denne forbindelse bidrager magnesium blandt andet til at aktivere den D-vitaminform, som vi får gennem tilskud eller danner fra solen. Det er samtidig en fordel, at mineralerne er i en organisk form, der sikrer en højere optagelighed.
En anden meta-analyse (Ling Lei et al), afslørede, at større tilskud af C-vitamin (400 mg daglig) kan forbedre lungefunktionen hos patienter med KOL. Dette gjaldt både FEV1 og FVC.
C-vitamin har blandt andet betydning for immunforsvaret, som antioxidant, en række enzymfunktioner og for dannelse af bindevævskollagen i bronkier, lunger og andre væv.
I forbindelse med større C-vitamintilskud bør man vælge de syreneutrale, som skåner maven.
Referencer
Mingxin et al. Improvement of Lung Function by Micronutrient Supplementation in Patients with COPD: A Systematic Review and Meta-Analysis. Nutrients 2024
Yuhang Wang et al. Efficacy of vitamin D supplementation on COPD and asthma control: A systematic review and meta-analysis. Journal of Global Health, Dec. 2022
Ling Lei et al. Efficacy of Vitamin C Supplementation on Chronic Obstructive Pulmonary Disease (COPD): A Systematic Review and Meta-Analysis. International Journal of Chronic Obstructive Pulmonary Disease. 2022
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .