Intravenøs behandling med C-vitamin øger overlevelsen hos patienter med blodforgiftning/sepsis
Blodforgiftning, også kaldet sepsis, er en livstruende tilstand, der kræver øjeblikkelig behandling. En kombination med store doser C-vitamin, der gives intravenøst, kan dog reducere tiden på hospitalet og risikoen for at dø af sygdommen. Det fremgår af et studie, som netop er publiceret i Journal of The American Medical Association. Studiet er i tråd med et tidligere studie, hvor man har kombineret intravenøs C-vitaminbehandling med B1-vitamin, hvilket har givet endnu bedre resultater. Der er således tale om enkle og billige terapier, der kan redde liv ved at understøtte immunforsvaret og reducere skader på kredsløb, lunger og andre væv.
Ved blodforgiftning spiller bakterier i blodet en væsentlig rolle. Blodforgiftning udgår som regel fra infektioner i andre organer som lungebetændelse, urinvejsinfektion eller sårinfektion.
Ved infektion i lymfekarrene kan man se røde striber for eksempel på en arm. Sundhedspersonale bruger mere konkret ordet sepsis om en tilstand, hvor den syge har symptomer fra forskellige indre organer, og der er mistanke eller sikker viden om, at det skyldes infektion med bakterier, virus eller andre mikroorganismer. Sepsis kan inden for få timer udvikle sig til at påvirke kredsløbet, lunger og flere indre organer, såkaldt svær sepsis. Det er en livstruende tilstand, som også skyldes, at immunforsvaret reagerer for voldsomt på infektionen i blodbanen. Symptomerne, der ofte overses eller fejldiagnosticeres, inkluderer høj feber, hjertebanken, vejrtrækningsbesvær, forvirring, sløvhed og sløret udtale. Mange af symptomerne skyldes dehydrering, som der bør rettes op på. Blodforgiftning/sepsis kræver i det hele taget øjeblikkelig behandling, og det er især i form af kortison (binyrebarkhormoner), der hæmmer det overaktive immunforsvar. Men behandlingen er ofte utilstrækkelig, og alene i USA koster sygdommen omkring 300.000 mennesker livet om året.
Den ny terapi med C-vitamin kan redde liv og reducere udgifter
Forskere fra Virginia Commonwealth University i USA har udført et forsøg på 167 sepsispatienter med akutte åndedrætssymptomer. Den ene gruppe fik intravenøs tilskud med C-vitamin (50 mg/kg) hver 6. time i 96 timer, og den anden gruppe fik intravenøs placebo (snydemedicin).
Forsøget afslørede, at 46 % af patienterne i placebogruppen døde, og at dette var reduceret til 30 % i C-vitamingruppen på den 28. dag. Studiet viste desuden, at de patienter, der fik intravenøs behandling med C-vitamin, tilbragte markant færre dage på hospitalet, herunder intensivafdelingen, som er forbundet med særlig mange omkostninger.
I gennemsnit tilbragte C-vitamingruppen tre færre dage på intensivafdelingen og alt i alt en uge mindre på hospitalet i forhold til placebogruppen.
Ifølge professor Alpha A. Fowler har de fundet en ny terapi, der ikke alene redder liv, men også kan føre til store besparelser.
Sepsis er forbundet med svær sygdom, handicaps og død, samt enorme økonomiske omkostninger. Alene i USA kostede sepsis 32,7 milliarder dollars i 2013, og personer, der ikke har forsikringer, kan også blive ruineret.
Ifølge professor Alpha A. Fowler ser resultaterne lovende ud, selvom der er behov for yderligere forskning. Forsøget, der går under navnet CITRIS-ALI, blev finansieret med et tilskud på 3,5 millioner dollars fra National Institutes of Health.
Studiet er publiceret i Journal of The American Medical Association (JAMA).
I USA dør der hvert år lige så mange af sepsis, som hvis to Boeing 747- fly med passagerer på alle sæder styrtede ned hver dag. Citat: Professor Alpha A. Fowler |
Cocktail af kortison, C-vitamin og B1-vitamin kan redde endnu flere liv
Det er især ældre og svage, som får sepsis. Sygdommen optræder ofte i forbindelse med influenza og tilstødende komplikationer som lungebetændelse.
En gruppe forskere fra Eastern Virginia Medical School, Nordfolk, USA, har tidligere fundet, at man ved at kombinere kortison med store doser intravenøs C-vitamin plus B1-vitamin kan reducere dødeligheden fra 40 % helt ned til 8,5 %. Denne behandling ser altså endnu bedre ud, da risikoen for at dø af sepsis bliver cirka fem gange mindre. Forskerne fandt også, at de patienter, som fik denne cocktailbehandling, kom sig meget hurtigere efter deres sepsis end kontrolgruppen.
Forskerne antager, at kortison, store doser intravenøs C-vitamin og B1-vitamin arbejder synergetisk, således at det afsporede immunforsvar kommer på ret køl uden at forvolde de livstruende skader.
I dette forsøg fik patienterne intravenøs C-vitamin svarende til seks gram om dagen. Ifølge forskerne er kombinationen af kortison, B1-vitamin og C-vitamin en billig og enkel behandling, som kan reducere den udbredte globale dødelighed af blodforgiftning/sepsis væsentligt.
Studiets lovende resultater er publiceret i det videnskabelige tidsskrift CHEST i 2017.
Sådan går immunforsvaret amok ved blodforgiftning/sepsisVed blodforgiftning/sepsis overreagerer immunforsvaret på bakterier eller virus. En type hvide blodlegemer, TH1, producerer for mange pro-inflammatoriske cytokiner. Herunder tumor necrosis factor (NF-α), interferoner (INF-y) og interleukiner (IL-2). Dette kan føre til skader på endothelcellerne, der beklæder blodkarrenes indervæg, og som har mange fysiologiske funktioner. Som følge heraf kan der opstå dehydrering, vævsødelæggelse og cirkulatorisk shock. |
Referencer
Alpha A. Fowler et al. Effect of Vitamin C infusion on Organ Failure and Biomarkers of Inflammation and Vascular Injury in Patients With Sepsis and Severe Acute Respiratory Failure. JAMA 2019
Virginia Commonwealth University. Vitamin C therapy linked to better survival rates after sepsis. ScienceDaily 2019.
Glenview, IL, June 26, 2017. Readily available drug cocktail may help prevent sepsis shock and deaths. Elsevier June 2017
https://netdoktor.dk/sygdomme/fakta/sepsis.htm
Søg mere info...
- Oprettet den .