Kviksølv skader nervesystemet ved at blokere for selens mange biokemiske funktioner

- og det medfører et øget behov for selen

Selen indgår i omkring 25 forskellige enzymer – også kaldet selenoproteiner - der har betydning for energiomsætningen, stofskiftet, immunforsvaret, fertiliteten og som antioxidanter, der beskytter cellerne mod oxidativ stress og DNA-skader. Selen har desuden en særlig evne til at binde kviksølv og dermed forhindre tungmetallets skadelige virkninger på hjernen og nervesystemet. Men når selen først er bundet til kviksølv, kan det ikke længere indgå i de mange livsvigtige selenoproteiner. Da vi alle udsættes for kviksølv, mere eller mindre, kan det let resultere i en relativ mangel på selen, hvor hjernen og nervesystemet er særlig sårbar overfor oxidative skader. I en ny review-artikel, som bygger på en samlet vurdering af publicerede forskningsresultater, forklarer professor Nicholas V.C. Ralston og Dr. Laura J. Raymond, hvordan de toksiske skader på hjernen og nervesystemet primært kommer fra kviksølvs hæmning af selenstofskiftet. Man skal samtidig være opmærksom på, at selenmangel er udbredt, og at forgiftninger med kviksølv ofte kommer snigende. Det er en sundhedsfarlig cocktail, som kræver mere opmærksomhed.

Kviksølv er et sølvagtigt flydende metal, og det danner en række uorganiske og organiske forbindelser, der er toksiske for mennesker. Vi udsættes alle sammen for kviksølv, der findes vidt udbredt i miljøet, og fostre er særlig sårbare. Ifølge en tidligere EU rapport koster kviksølvforgiftninger det danske samfund 750 millioner kroner årligt - alene som følge af de omkostninger, der er forbundet med nedsat IQ. Det er dog kun toppen af isbjerget, da forgiftninger med kviksølv kan give et hav af symptomer. Derfor bør vi så vidt muligt begrænse påvirkningerne fra kviksølv. Og samtidig få nok selen, som beskytter mod det farlige tungmetal. I følge professor Nicholas V.C. Ralston og Dr. Laura J. Raymond er kroppens selenreserver afgørende for kviksølvs toksicitet, og denne rolle har generelt været undervurderet i mange undersøgelser.

Hvorfor er kviksølv så farligt?

Der er kemisk lighed mellem kviksølv, svovl og selen. Både svovl og selen er livsvigtige mineraler, hvor kosten bidrager med langt mere svovl end selen. Svovlholdige molekyler har en evne til at transportere kviksølv ind i cellerne, og her kan kviksølv så forstyrre eller afbryde mange af selenoproteinernes livsvigtige funktioner, som fremgår af oversigten sidst i artiklen. Ja kviksølv kan nærmest sammenlignes med en gøgeunge, der tager selens plads i cellerne.
Kviksølv kan let passere blod-hjerne-barrieren og ophobes i hjernen. Tungmetallet kan også ophobes i nyrerne, skjoldbruskkirtlen og andre organer, som er afhængige af de forskellige selenoproteiner.
Fostre er særligt udsatte, fordi celledelingen er enorm, og fordi selen har afgørende betydning for udviklingen af hjernen og nervesystemet.
Kviksølv er desuden en kilde til frie radikaler. Det er nogle aggressive molekyler, der kan angribe vores celler. De frie radikaler er også et biprodukt af vores egen iltomsætning og en del af immunforsvaret.
De frie radikaler kan altså både indgå i livsvigtige og livsfarlige processer, og de skal endelig holdes i kort snor og reguleres af antioxidanter, så de ikke formår at forvolde skade. For kroppen udsættes kun for skadelig oxidativ stress, når der er en forstyrret balance mellem frie radikaler og antioxidanter.
Det er altså oxidativ stress, som med tiden og som en usynlig fjende baner vej for sygdom og forfald.

Derfor er hjernen særlig sårbar over for kviksølv og oxidativ stress

Hjernen har en stor energiomsætning, når den varetager millioner af nerveimpulser og vedligeholder millioner af nerveforbindelser. Da hjernen forbruger omkring 20 procent af den ilt, som vi indånder, dannes der automatisk en del frie radikaler som et biprodukt.
Hjernens store blodforsyning indeholder en del jern, der yderligere øger påvirkningen af frie radikaler, og som nævnt bidrager kviksølv også med kaskader af frie radikaler.
Hjernen indeholder cirka 60 procent fedt, og en af de farligste skadevirkninger er, når de frie radikaler angriber de flerumættede fedtsyrer i cellemembranerne. Derved starter de frie radikaler kædereaktioner, som spreder sig gennem cellen og videre til andre celler. Fænomenet kaldes for lipidperoxidation eller harskning. De frie radikaler kan også angribe enzymer, DNA og andre bestanddele i cellen. Det betyder med andre ord, at oxidative skader i hjernen både kan resultere i strukturelle og funktionelle skader på hjerneceller og væv.
Derfor har hjernen brug for en del antioxidanter, når den skal beskyttes mod frie radikaler og oxidativ stress. I denne forbindelse skal især nævnes de enestående selenholdige antioxidanter GPX´er (glutathionperoxidase 1-6), som spiller en ganske særlig rolle, og som ingen andre antioxidanter kan erstatte.

Kviksølv findes i forskellige former og akkumuleres gennem fødekæden

Store mængder kviksølv frigives i miljøet fra forbrændingsanlæg, kraftværker og udvinding af guld, hvor kviksølvdampe spredes globalt over landegrænser.
Vi kan både indånde kviksølv, spise det gennem forurenede fisk eller blive påvirket af tungmetallet gennem amalgamplomber og visse vacciner.
Kviksølv findes i forskellig former. Når grundformen (Hg) oxideres, danner det vandopløselige former, som kan spredes i miljøet med regnen. Disse uorganiske former optages ikke særlig godt af hvirveldyr, men anaerobe bakterier kan methylere de vandopløselige kviksølvformer, så der dannes methylkviksølv, og det er denne form, som er særlig toksisk, og som akkumulerer op gennem fødekæden. Således kan fisk i toppen af fødekæden indeholde en million gange mere kviksølv end det vand, de svømmer rundt i.

Selen er det biokemiske mål for kviksølv

Ifølge professor Nicholas V.C. Ralston og Dr. Laura J. Raymond er hav- og ferskvandsfisk den dominerende kilde til methylkviksølv i kosten, og fiskens placering i fødekæden har afgørende betydning for forholdet mellem kviksølv og selen. For jo mere kviksølv, der er akkumuleret op gennem fødekæden, jo mere selen bindes der til kviksølv, og jo mindre frit selen er der så til stede.
Det skyldes, at kroppens selenreserver er som et biokemisk mål for kviksølv. I denne forbindelse antages det, at kviksølv har en affinitet til selen, som er en million gange højere end kviksølvs affinitet til svovl.
Selen bindes til kviksølv ved at danne kviksølvselenid, som ophæver kviksølvets skadelige virkning. Selen har altså en enestående evne til at binde kviksølv, men når det først er bundet til kviksølv, kan det ikke længere indgå i de mange andre selenoproteiner, der har betydning for cellernes stofskifte og beskyttelse mod oxidativ stress.

Spis fisk, som er længere nede i fødekæden

Det er altså mere sikkert at spise fisk som rødspætte, rødtunge, skrubbe, torsk, kuller, kulmule, sej, sild, ansjoser og laks, som er længere nede i fødekæden, og hvor der som regel er et gunstigt forhold mellem selen og kviksølv til fordel for selen.
Ifølge professor Nicholas V.C. Ralston og Dr. Laura J Raymond bør man undgå at spise havfisk som rovhaler, hajer, sværdfisk og helleflynder, da disse havfisk har et ugunstigt forhold mellem kviksølv og selen. I vores del af verden handler det dog mere om at undgå rovfisk som tun. Fødevarestyrelsen anbefaler, at børn under 14 år samt kvinder, der forsøger at blive gravide, som er gravide eller ammer, slet ikke spiser friske udskæringer af de store rovfisk som tun, gedde og andre rovfisk, og de bør holde sig helt fra dåsetun med hvid tun og albacoretun. Børn under tre år bør overhovedet ikke spise tun, da deres hjerne stadig er under en stor udvikling. De nye kostråd er blandt andet baseret på forskning der viser, at hvert fjerde barn risikerer skader på hjernen på grund af ophobet kviksølv.

Gravide bør især spise ”sikre” fisk og holde sig fra tun og andre rovfisk

Selvom fisk normalt regnes for at være en god selenkilde, bør man sikre sig, at forholdet mellem selen og kviksølv er til selens fordel. Og gravide kvinder bør være særlig påpasselige.
Ifølge den nye review-artikel får gravide kvinder, der spiser ”sikre” fede havfisk, børn, som er bedre neurologisk udviklede. Det skyldes, at selen både har betydning for hjernens udvikling og beskyttelse af hjernens celler som antioxidant. De fede fisk som ansjoser, sild og laks bidrager desuden med livsvigtige omega-3 fedtsyrer, som hjernen og nervesystemet har brug for. Gravide, der undgår at spise ”sikre” fede havfisk under graviditeten, risikerer at få børn med et dårligere helbred og forskellige neurologiske udviklingsproblemer. Det skyldes især mangel på selen og omega-3 fedtsyrer.

Kviksølvforgiftning kommer ofte snigende

Som nævnt kan kviksølv med tiden ophobes i forskellige organer, og der kan godt være en langvarig forsinkelse mellem indtagelse af en skadelig dosis kviksølv og symptomernes opståen. Her afhænger meget desuden af kroppens selenreserver, da det tyder på, at forgiftningssymptomer især opstår, når selenreserverne er mere eller mindre opbrugte.
Udsættelse for kviksølv, og især ved mangel på tilstrækkelig selen, kan medføre en lang række symptomer, som fremgår af følgende. Ikke desto mindre er det meget sjældent, at folk undersøges for kronisk kviksølvforgiftning. Der er samtidig fare for, at en eventuel diagnose ikke forbindes med selve årsagen, og at en behandling trækker i langdrag, fordi kroppen stadig er forgiftet med kviksølv.

Eksempel på behandling med større doser selen ved voldsom kviksølvforgiftning

For nylig blev en patient - ellers sund 15-årig atlet, der vejede 70 kg - udsat for store mængder kviksølvdampe i en periode på flere uger. Patienten fik hjertegalop, forhøjet blodtryk, smerter i muskler, mave og testikler, søvnløshed, vrangforestillinger, hallucinationer, rysteanfald og manglende koordinering af bevægelser. Han tabte 17 kilo, og undersøgelser på hospitalet afslørede let forhøjede niveauer af kviksølv (23 µg/l), men de var dog under den toksiske grænse.
Patienten blev behandlet med det kelatbindende lægemiddel DMSA, men hans helbred fortsatte med at blive dårligere.
Man begyndte så at give ham tilskud med 500 µg selen om dagen, en terapeutisk dosis som er knap 10 gange højere end de officielle anbefalinger. Dette var især for at mætte selenoprotein P, der fungerer som transportør i blodet, samt syntesen af antioxidanterne GPX.
I løbet af tre dage fik patienten det mærkbart bedre. Hans hjertegalop, vrangforestillinger og mavesmerter forsvandt, og da han begyndte at spise normalt igen, blev han udskrevet fra hospitalet. Patienten fortsatte med at tage selentilskud. Efter 3 måneder var alle symptomer næsten væk, bortset fra det forhøjede blodtryk. Efter endnu to måneder havde han genvundet sin normale vægt, blodtrykket var normalt, og han begyndte igen at dyrke atletik og spille fodbold.
Patienten fortsatte med at tage de store doser selentilskud i otte måneder, men det resulterede ikke i forhøjede selenniveauer i blodet.
Behandlingen med de store doser selen indikerede, at han stadig led af selenmangel og/eller fortsatte med at bruge selen til at afgifte kroppen for kviksølv.

Derfor er selenmangel udbredt

Jorden i Europa er generelt fattig på selen. Manglende indtag af fisk og indmad bidrager til et dalende indtag. Det antages, at omkring 20 procent af den danske befolkning indtager mindre selen end referenceindtaget, RI, som er sat til 55 mikrogram, og meget tyder på, at RI er sat for lavt.
I denne forbindelse er selenoprotein P et vigtigt selenholdigt protein, der bruges som markør for blodets selenstatus. For at mætte selenoprotein P skal man have omkring 100 mikrogram selen om dagen, og det er omkring det dobbelte af de officielle anbefalinger.

Kompensation for dalende selenindtag og afgiftning af kviksølv

Selentilskud kan kompensere for det lave selenindtag og øge afgiftningen af kviksølv. Tilskud baseret på selengær, der indeholder mange selenforbindelser, giver den største lighed med selenvariationen i selenrig kost.
I Danmark er der kun et enkelt godkendt selenlægemiddel (med selengær) til forebyggelse og behandling af selenmangel, hvor man må anbefale 100-200 mikrogram. Det svarer til 1-2 tabletter.
Det regnes normalt for sikkert at indtage op til 300 mikrogram selen om dagen, og højere doser i forbindelse med afgiftning for kviksølv bør kun indtages i samråd med en læge.

Referencer

Nicholas V.C. Ralston, Laura J. Raymond. Mercury´s neurotoxicity is characterized by its disruption of selenium biochemistry. 2018

Ralston,N., BBA- General Subjects (2018), https://doi.org/10.1016/j.bbagen.2018.05.009

DR-dokumentar: De ufødte børn 03-11-2014

https://www.dr.dk/nyheder/viden/miljoe/kviksoelv-ekspert-bifalder-nye-kostraad-til-boern-og-gravide

Niels Hertz: Selen – et livsvigtigt spormineral. Ny Videnskab 2002

Njord, V Svendsen: Næringsstoffer i fisk neutraliserer miljøgifte. Videnskab.dk 2012