Skip to main content

COVID-19: Fire meta-analyser bekræfter D-vitamins beskyttende effekt

COVID-19: Fire meta-analyser bekræfter D-vitamins beskyttende effektSiden december 2021 har to store metaanalyser afsløret, at lave niveauer af D-vitamin i blodet øger risikoen for COVID-19 infektioner, svær sygdom, indlæggelse på intensiv og død. En tredje meta-analyse har afsløret, at kun 12 procent af COVID-19-patienter, der fik tilskud med D-vitamin, kom på intensiv, mens det var 26 procent blandt de, der ikke fik D-vitamin. En fjerde meta-analyse har afsløret, at D-vitamintilskud signifikant reducerer risikoen for livstruende COVID-19 infektioner. Dette gælder især i vinterhalvåret og hos sårbare grupper som ældre, farvede, overvægtige og kronisk syge, hvor D-vitaminmangel er mest udbredt. I forebyggelse og behandling af COVID-19 og andre virusinfektioner er der derfor et alarmerende behov for mere fokus på D-vitamintilskud, som optimerer blodets niveau. Man skal samtidig være velforsynet med magnesium, som indgår i aktivering af D-vitaminet.

Coronavirus er en familie af RNA-virus, som muterer hele tiden, og derfor har vaccinerne en begrænset effekt. De mest almindelige coronavirus er årsag til harmløse forkølelser. COVID-19 er den nyere variant, som angriber de nedre luftveje, hvor den kan medføre bronkitis og lungebetændelse kombineret med feber. De fleste smittede udvikler ingen eller milde til moderate symptomer. I svære tilfælde kan immunforsvaret overreagere med cytokinstorm og hyperinflammation, så der opstår akut svigt i luftvejsfunktionen, også kaldet ARDS (acute respiratory distress syndrome). Denne tilstand er livstruende og årsag til, at de svageste patienter bukker under. De fleste, som får alvorlige komplikationer af COVID-19, er over 80 år, eller også lider de i forvejen af komorbiditeter som forhøjet blodtryk, diabetes og andre kroniske sygdomme. Et fællestræk ved aldringsprocesser og mange kroniske sygdomme er ofte lav grad af kronisk inflammation i kroppen. Det er altså et svagt og afsporet immunforsvar, som gør COVID-19 farlig, og ikke coronavirus som sådan.

D-vitamins betydning for immunforsvaret

D-vitamin betragtes som et hormon, og det regulerer omkring ti procent af vores gener via en række tænd- og sluk mekanismer, som også inkluderer vores højtudviklede immunforsvar.
D-vitamin har afgørende betydning for det medfødte immunforsvar, der takler de fleste smittekim, uden at vi mærker noget. I luftvejene findes mange hvide blodlegemer (makrofager) og antibiotiske peptider, der kræver D-vitamin, når de dræber virus. Immunforsvarets specialtropper, T-cellerne, er også afhængige af D-vitamin, når de skal dele sig eksplosivt, angribe virus og derefter etablere den mest effektive immunitet. Hvis vi mangler D-vitamin, bliver vi let smittet. Der kan også opstå brist i de hvide blodlegemers kommunikationen, så de iværksætter cytokinstorm og hyperinflammation, der gør infektioner komplicerede og i værste fald livstruende.

D-vitamins terapeutiske rolle ved COVID-19

Den første af de fire meta-analyser ”Prognostic and Therapeutic Role of Vitamin D in COVID-19: Systematic Review and Meta-analysis” blev publiceret den 11. december 2021. Forskerne ville undersøge, hvordan mangel på D-vitamin hang sammen med sværhedsgraden af COVID-19 og dødsfald. Forskerne ville også undersøge D-vitamins rolle i behandlingen. Meta-analysen inkluderede 72 studier og 1.976.099 patienter, som opfyldte kriterierne for inklusion. Sammenlignet med de patienter, som havde nok D-vitamin i blodet, havde de patienter, som manglede D-vitamin:

  • 1,46 gange større risiko for at få COVID-19.
  • 1,9 gange større risiko for alvorlige komplikationer
  • 2,7 gange større risiko for død

Da studierne var forskellige i deres definition af mangel på D-vitamin og alvorlige komplikationer, var det dog svært for forskerne at lave de konkrete sammenligninger. Ikke desto mindre afslører de mange observationsstudier, som inkluderer knap to millioner patienter, at mangel på D-vitamin ikke alene øger risikoen for at få en COVID-19 infektion, men også at den bliver kompliceret og livstruende. Det tyder således på, at over halvdelen, som er døde med en COVID-19 infektion, har manglet D-vitamin.

Blodets D-vitaminstatus og sværhedsgrad af COVID-19

Den anden meta-analyse ”Vitamin D Status and SARS-CoV-2 Infection and COVID-19 Clinical Outcomes” blev publiceret 22. december 2021. Forskerne ville undersøge, hvorvidt blodets niveau af D-vitamin hang sammen med alvorlige COVID-19 symptomer (ARDS), indlæggelse på intensiv og død. Denne meta-analyse inkluderede 54 observationsstudier og 1.403.715 patienter. Blodets niveau af D-vitamin blev defineret som:

  • Utilstrækkeligt – mindre end 75 nmol/l
  • Mangel – mindre end 50 nmol/l
  • Svær mangel – mindre end 25 nmol/l

Sytten af studierne rapporterede en sammenhæng mellem lav D-vitaminstatus og COVID-19 infektion. Ni af studierne rapporterede en sammenhæng mellem lav D-vitaminstatus og indlæggelse på hospital. 27 af studierne rapporterede en sammenhæng mellem lav D-vitaminstatus og indlæggelse på intensiv. Sammenhængen mellem graden af D-vitaminmangel og risikoen for at blive indlagt på intensiv var følgende:

  • Svær mangel – 2,63 gange højere risiko
  • Mangel – 2,16 gange højere
  • Utilstrækkelig – 2,83 gange højere

Forskerne konkluderer derfor, at patienter med et lavt niveau af D-vitamin i blodet har en øget risiko for, at infektion med COVID-19 udvikler ARDS, som kræver indlæggelse på intensiv. Risikoen for at dø af infektionen er også meget højere.

Effekten af tilskud med D-vitamin er overbevisende

Det tredje studie” The Effect of Vitamin D Supplementation on Mortality and Intensive Care Unit Admission of COVID-19 Patients. Systematic Review, Meta-Analysis and Meta-Regression.” blev publiceret i maj 2022. Seks af studierne involverede 860 COVID-19 patienter, som blev indlagt på intensiv. Af disse patienter fik 369 tilskud med D-vitamin, og 491 patienter fik ingen tilskud. Det viste sig, at 12 procent af de patienter, der fik tilskud, krævede behandling på intensiv. Og til sammenligning var det hele 26 procent af de patienter, som ikke fik D-vitamin. Risikoen for at havne på intensiv var altså mere end dobbelt så stor hos de patienter, der ikke fik tilskud.
Alle data fra de seks studier afslørede således, at tilskud med D-vitamin har en positiv effekt i behandlingen af svære COVID-19 tilfælde. Ikke desto mindre er den optimale dosis stadig uklar, for det gælder i sagens natur om at få optimeret blodets niveau hurtigst muligt. Derfor har man i nogle studier lagt ud med meget høje doser, og i andre studier har man givet D-vitamin på formen calcidiol (25-hydroxyvitamin D3), som kroppen hurtigere kan udnytte.

D-vitamin, COVID-19, sværhedsgrad og dødelighed

Den fjerde og sidste meta-analyse ” Vitamin D and SARS-CoV-2 Infection, Severity and Mortality: A Systematic Review and Meta-Analysis” blev publiceret 6. juli 2022 i PLOS ONE. Her så forskerne både på blodets D-vitaminstatus og tilskud. Meta-analysen inkluderede 38 studier, hvoraf de to var randomiserede, kontrollerede studier. Meta-analysen inkluderede over 200.000 patienter, og den afslørede, at tilskud med D-vitamin hang signifikant sammen med lavere risiko for at få infektion med COVID-19 samt komplikationer og død som følge heraf. Forskerne fandt især en positiv effekt hos ældre patienter, som bor på de nordlige breddegrader.

D-vitamin og komorbiditeter

De mange data viser, at høj alder, overvægt, diabetes, forhøjet blodtryk og andre kroniske sygdomme øger risikoen for, at infektioner med COVID-19 bliver komplicerede og livstruende. De forskellige komorbiditeter betyder altså, at de sårbare patienter dør med COVID-19 og ikke af COVID-19. Forskerne antager derfor, at mangel på D-vitamin er en anden komorbiditet. En lang række studier viser desuden, at aldringsprocesser og de pågældende sygdomme ofte er forbundet med kronisk mangel på D-vitamin.

Tilskud med D-vitamin og optimal udnyttelse

De officielle anbefalinger, RI, ligger på 5-20 mikrogram daglig med mest til de sårbare grupper. Disse gamle anbefalinger har især til hensigt at modvirke knogleskørhed, og der er ingen sikkerhed for, at disse anbefalinger tilgodeser immunforsvaret og andre funktioner i kroppen. Derfor er det vigtigste at tilstræbe et optimalt niveau i blodet hele året og hele livet, som ifølge flere førende forskere bør ligge mellem 100-120 nmol/l.
På markedet findes der stærkere tilskud med op til 100 mikrogram, som er sikkert at indtage.
Det er også vigtigt, at være velforsynet med magnesium. Det skyldes, at magnesiumholdige enzymer har betydning for, at D-vitaminformen fra sol og tilskud (cholecalciferol) kan omdannes til den form, der måles i blodet (25-hydroxyvitamin D3) og derefter til den aktive form (1,25 dihydroxyvitamin D3). Det betyder med andre ord, at man får mere ud af sit D-vitamintilskud, hvis man samtidig er velforsynet med magnesium fra en grov og grøn kost eller tilskud.
Til orientering tager det noget tid, før tilskud med D-vitamin optimerer blodets og cellernes indhold. Man skal også være opmærksom på de skiftende årstider, da vi ikke kan danne D-vitamin fra solen i vinterhalvåret.

D-vitamins mekanismer i forbindelse med COVID-19

  • Styrker det medfødte immunforsvar, der ofte bekæmper smittekim, uden at vi mærker noget.
  • Styrker T-celler, som giver den bedste immunitet ved virusinfektioner
  • Styrker B-celler, der producerer antistoffer
  • Regulerer cytokiner og inflammationer
  • Opretholder endothelcellernes integritet. Dysfunktioner i endothelcellerne bidrager til inflammationer i blodkar og forstyrrelser i koagulationsprocesser, som er kendetegn ved komplicerede COVID-19 infektioner
  • Øger koncentrationen af enzymet ACE2 (angiotensin-konverterende enzym 2), som forhindrer, at virus trænger ind i cellerne via ACE2-receptorer.

Referencer:

Harsha Anuruddhika Dissanayake et al. Prognostic and Therapeutic Role of Vitamin D in COVID-19: Systematic Review and Meta-analysis. The Journal of Clinical Endocrinology & Metabolism. 11 December 2021

Lacopo Chiodini et al. Vitamin D Status and SARS-CoV-2 Infection and COVID-19 Clinical Outcomes. Frontiers 22. December 2021

Nikolaus Tentolouris et al. The effect of vitamin D supplementation on mortality and intensive care unit admission of COVID-19 patients. A systematic review, meta-analysis and meta-regression. Diabetes Metab. Res Rev. 2022 May

Constanza Gavioli et al. ” Vitamin D and SARS-CoV-2 Infection, Severity and Mortality: A systematic Review and Meta-Analysis. PLOS ONE. July 6, 2022

Mercola. Meta-Analyses Confirm Vitamin D Defends Against COVID. www.mercola.com. September 05, 2022

Mohsen Nabi-Afjadi et al. The effect of vitamin D, magnesium and zinc supplements on interferon signaling pathways and their relationship to control SARS-CoV-2 infection. Clinical and Molecular Allergy. 2021

Daniel Chauss et al. Autocrine vitamin D signaling switches off pro-inflammatory programs of TH1 cells. Nature Immunology. 2021

Purdue University. Researchers study the link between vitamin D and inflammation. ScienceDaily 2021.

Krishna Sriram et al. What is the ACE2 receptor, how is it connected to coronavirus and why might it be key to treating COVID-19? The Conversation. 2020

Qi Dai et al. Magnesium status and supplements influence vitamin D status and metabolism: results from a randomized trial. The American Journal of Clinical Nutrition. 2018

Nikki Hancocks. Diet and supplements: Swiss panel publishes COVID-19 recommendations. 2020


  • Oprettet den .