Meta-analyse: Mangel på D-vitamin hænger sammen med komplicerede COVID-19 infektioner, indlæggelse på intensiv og død

Meta-analyse: Mangel på D-vitamin hænger sammen med komplicerede COVID-19 infektioner, indlæggelse på intensiv og dødMangel på D-vitamin er mest udbredt i vinterhalvåret, og det bidrager til nye bølger med COVID-19 og andre virusinfektioner. Samtidig har mange ældre, farvede, plejehjemsbeboere og diabetikere ofte en kronisk mangel, hvilket gør dem mere sårbare. Siden foråret 2020 har adskillige studier efterhånden afsløret, at mangel på D-vitamin øger risikoen for COVID-19 infektioner, svigt i luftvejene (ARDS), indlæggelse på intensiv og dødsfald. Det fremgår også af en ny metaanalyse publiceret i Frontiers in Public Health. Det fremgår også, at de danske grænseværdier for D-vitamin i blodet tilsyneladende er sat for lavt. Så hvor meget D-vitamin har vi egentlig brug for?

Infektion med COVID-19 starter, når virus inficerer celler i næsen og breder sig til de nedre luftveje. De fleste er dog i stand til at afvise smitte, eller også får de en mild til moderat infektion. Men hvis immunforsvaret ikke fungerer optimalt, kan der i svære tilfælde komme akut svigt i luftvejsfunktionen, også kaldet ARDS (acute respiratory distress syndrome). En væsentlig årsag er et svagt og afsporet immunforsvar, som forårsager hyperinflammation i lungernes epithelceller. Der kan også opstå hyperinflammation i blodkarrenes epithelceller samt andre organer, hvilket kan føre til kredsløbssvigt, og at patienten bukker under.
Da COVID-19 er en coronavirus med en formidabel evne til at mutere, optræder der kontinuerligt nye varianter.

  • Coronavirus er en gruppe virus, der kan forårsage sygdomme hos dyr og mennesker.
  • Coronavirus kan forårsage forkølelse, SARS (2002), MERS (2012) og COVID-19 (SARS-CoV-2).
  • Coronavirus tilhører de såkaldte RNA-virus, der er skrappe til at mutere, så der kontinuerligt optræder nye varianter.
  • Derfor har vacciner en begrænset effekt.

D-vitamin har afgørende betydning for immunforsvaret på flere fronter

D-vitamin betragtes som et steroidhormon, der også regulerer en lang række gener via tænd- og slukmekanismer. Dette har afgørende betydning for et velfungerende immunforsvar på flere fronter.
I luftvejene findes mange hvide blodlegemer, makrofager, som behøver D-vitamin, når de slår de fleste smittekim ihjel og kommunikerer til resten af immunforsvaret. Processen understøttes af nogle antibiotiske peptider i luftvejene, der også kræver D-vitamin. Derudover er immunforsvarets specialtropper i blodbanen, T-cellerne, afhængige af D-vitamin, når de skal dele sig eksplosivt, angribe virus og etablere den mest effektive immunitet. B-celler, der producerer antistoffer, behøver også D-vitamin.
Så hvis vi mangler D-vitamin, fungerer de fleste dele af immunforsvaret så dårligt, at vi let bliver smittet. Der kan også opstå brist i makrofagernes kommunikationen, så immunforsvaret iværksætter hyperinflammation, der gør infektioner komplicerede og i værste fald livstruende.

  • Makrofager, som tilhører det medfødte(innate) immunforsvar, fungerer som immunforsvarets stormtropper.
  • Makrofager er også afgørende for immunforsvarets kommunikation.
  • Alvorlig COVID-19 infektion skyldes makrofag aktivering syndrom (MAS), hvor makrofager (undertyper) forårsager hyperinflammation og vævsbeskadigelse.

Jo større mangel på D-vitamin, jo større risiko for COVID-19 infektion, komplikationer og død

Adskillige studier har efterhånden afsløret en sammenhæng mellem blodets niveau af D-vitamin i form af 25-hydroxyvitamin D (25OHD), og hvorvidt COVID-19 patienter udvikler ARDS. Formålet med den nye metaanalyse var at undersøge, hvorvidt blodets niveau af D-vitamin hænger sammen med sværhedsgraden af ARDS, herunder indlæggelse på intensiv og død.
Forfatterne indhentede data fra PubMed, ScienceDirect, Web of Science og andre databaser, hvor de i alt indhentede 47 studier, som passede til kriterierne. Studierne inkluderede 1.403.715 deltagere fra forskellige lande og med forskellige racer.
Niveauerne af D-vitamin i blodet (25OHD) blev inddelt i:

  • Tilstrækkelig: Over 75 nmol/L
  • Utilstrækkelig: Under 75 nmol/L
  • Mangel: Under 50 nmol/L
  • Svær mangel: Under 25 nmol/L

Det viste sig at D-vitaminniveauer, som lå under 75 nmol/L - defineret som utilstrækkelig, mangel og svær mangel – hang sammen med COVID-19 infektioner, relaterede hospitalsindlæggelser samt indlæggelse på intensiv og dødsfald. Studiet er i tråd med en tidligere metaanalyse, som er publiceret i Advanced Nutrients. Det tyder således på, at risikoen for infektion med COVID-19 og komplikationer som følge heraf øges, jo større manglen er på D-vitamin i blodet.
Til orientering ligger de danske grænseværdier for D-vitamin i blodet på 50 nmol/L. I henhold til den nye metaanalyse og mange andre studier ligger de optimale værdier på 75-125 nmol/L.

D-vitamin, tilskud og behov

Sommersolen er den vigtigste kilde til D-vitamin, da kosten kun bidrager med minimale mængder. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen nu, at alle tager tilskud i vinterhalvåret, og at sårbare grupper tager tilskud hele året.
Det er under alle omstændigheder vigtigt at tilstræbe optimale niveauer i blodet.
På markedet findes der stærke tilskud, og det reelle behov afhænger af mange faktorer som solpåvirkning, alder, hudtype, BMI og kroniske sygdomme.
EU´s Scientific Committee on Food har fastsat en øvre sikker grænse for dagligt indtag af D-vitamin, som er 100 mikrogram for voksne inkl. gravide og ammende.
Da D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, får vi den bedste udnyttelse i tilskud som kapsler, hvor D-vitaminet er bundet til olie.

Referencer:

Iacopo Chiodini et al., Vitamin D Status and SARS-CoV-2 Infection and COVID-19 Clinical outcomes. Frontiers in Public Health. 22 December 2021

Asma Kazemi et al. Association of Vitamin D Status with SARS-CoV-2 Infection or COVID-19 Severity: A Systematic Review and Meta-analysis. Advanced Nutrients 2021 Oct

Nurshad Ali. Role of vitamin D in preventing of COVID-19-infection, progression and severity. Journal of Infection and Public Health. 13 (2020)

Nihayet Bayraktar et al. Analysis of serum cytokine and protective vitamin D-levels in severe cases of COVID-19. Journal of Medical Virology 2021

Søg mere info...

Søg mere info...

 

Klik her,
hvis du vil vide mere om D vitamin

 

 

 

 


Pin It

TIP! Se også de relaterede artikler