Skip to main content

Antioxidanter beskytter mod flere diabetestyper

Antioxidanter beskytter mod flere diabetestyperDet er almindelig kendt, at antioxidanter som C- og E-vitamin hænger omvendt sammen med diabetes type-1, der er en autoimmun sygdom. I et nyt svensk studie, som er publiceret i Nutrients, har en gruppe forskere fundet, at E-vitamin desuden har en beskyttende effekt på diabetes type-1½. Denne diabetestype er en mellemting mellem diabetes type-1 og type-2, da sygdommen både er karakteriseret af autoimmune reaktioner og insulinresistens. Forskerne kommer samtidig ind på, hvilke fødeemner, der indeholder meget E-vitamin, og hvordan E-vitamin beskytter bugspytkirtlen mod autoimmune reaktioner og oxidativ stress.

I det nye svenske studie undersøgte forskerne, hvorvidt forskellige antioxidanter hænger sammen med diabetes type-1½. Det er en diabetesform hos voksne, der også kaldes for LADA (Latent Autoimmune Diabetes of Adulthood). Ved diabetes type-1½ kan der både forekomme høje niveauer af antistoffer (LADAhigh) eller lave niveauer af antistoffer (LADA low). De autoimmune reaktioner har lighed med de autoimmune reaktioner ved diabetes type-1, hvor antistofferne angriber bugspytkirtlens insulinproducerende celler. Derudover er diabetes type-1½ præget af insulinresistens, som også forekommer ved diabetes type-2. Insulinresistens er en tilstand, hvor cellernes evne til at optage blodsukker er nedsat, fordi insulinet ikke fungerer optimalt.
Forskerne testede også deltagere med diabetes type-2, funktionen af bugspytkirtlens insulinproducerende betaceller (HOMA-β) samt niveauet af insulinresistens (HOMA-IR).
Forskerne brugte data fra et større svensk befolkningsstudie, hvor de udvalgte 585 deltagere med diabetes type-1½, 1.989 deltagere med diabetes type-2 og 2.276 i kontrolgruppen.
Ud fra data i en biobank kalkulerede forskerne sig frem til deltagernes indtag af antioxidanter som beta-caroten, C- og E-vitamin samt selen og zink. Det viste sig, at indtaget af C- og E-vitamin hang omvendt sammen med diabetes type-1½ med mange antistoffer (LADA high) men ikke med få antistoffer (LADA low) eller diabetes type-2. E-vitamin hang også sammen med en bedre funktion af bugspytkirtlens insulinproducerende betaceller (HOMA-β) og mindre insulinresistens (HOMA-IR). Forskerne konkluderer derfor, at E-vitamin har en beskyttende effekt på diabetes type-1½ hos voksne (LADA).

Hvordan beskytter E-vitamin mod diabetes type-1½?

E-vitamin fungerer som en kraftig antioxidant, der beskytter kroppen mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler. Det er nogle aggressive molekyler, der kan skabe kædereaktioner og inflammationer, som skader celler og væv. Vi danner alle frie radikaler, og mængden øges af stress, rygning, overvægt, mange medicintyper, forgiftninger og andre påvirkninger. Forskerne antager derfor, at E-vitamin som en kraftig antioxidant beskytter bugspytkirtlens insulinproducerende betaceller mod oxidativ stress og udviklingen af de autoimmune reaktioner forårsaget af antistoffer. Forskerne antager også, at E-vitamin beskytter mod insulinresistens.

Hvor findes der E-vitamin?

Da E-vitamin er fedtopløseligt, findes det typisk i planteolier, nødder, kerner, frø, fuldkorn og avokado. Desuden mørkegrønne grønsager som kål samt æg, fede mejeriprodukter og torskelevertran. Det er samtidig vigtigt, at planteolierne er i en uspoleret god kvalitet, og man bør endelig ikke være fedtforskrækket.

  • Mellem 5-10 procent af alle diabetikere har diabetes type-1½ (LADA)
  • De fleste, som får konstateret diabetes type-1½, får først diabetes type-2.
  • Diabetes type-1½, der udvikles langsomt, rammer oftest personer mellem 30-50 år.
  • Immunforsvaret ødelægger de celler i bugspytkirtlen, som producerer insulin.
  • Kroppen kan dog stadig producere en vis mængde insulin, hvor mængden og kvaliteten svinger meget.
  • Derfor er det svært at regulere blodsukkeret eller finde et mønster at tage insulin efter.
  • Når diabetes type 1½ er fuldt udviklet, ligner sygdommen diabetes type-1, hvor insulinproduktionen ophører.

Reference

Anna-Maria Lampousi et al. Antioxidant Nutrients and Risk of Latent Autoimmune Diabetes in Adults and Type 2 Diabetes: A Swedish Case-Control Study and Mendelian Randomization Analysis. Nutrients 2023

  • Oprettet den .