Zinks betydning for graviditet og fostrets hjerne
Zink indgår i adskillige enzymprocesser og proteiner, som har betydning for fertiliteten og graviditeten. Zink har også betydning udvikling af fostrets hjerne og barnets sundhed senere i livet. Det fremgår af en ny oversigtsartikel, som er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Nutrients. Samtidig kommer forfatterne ind på, at zinkmangel er ret udbredt og blandt andet årsag til omkring 20 procent af den børnedødelighed, som optræder omkring fødslen. Derfor er det særlig vigtigt at være velforsynet med zink gennem hele livet - og ikke mindst før og under graviditet og amning.
Zink indgår i mere end 300 forskellige enzymprocesser og i mere en 3.000 forskellige proteiner. Zink findes i flere områder af cellerne som cellekerner og mitokondrier. I cellemembranerne indgår zink i en række transportproteiner kaldet ZIP´s, som overordnet sikrer, at de rigtige gener i cellerne kommer til udtryk på de rigtige tidspunkter. Derudover indgår zink i vigtige antioxidanter (SOD), som beskytter cellerne mod oxidative skader forårsaget af frie radikaler. På den måde indgår zink i en lang række processer i cellerne, som har betydning stofskiftet, nervesystemet, immunforsvaret og et utal af andre funktioner.
Zink har også betydning for fertiliteten hos begge køn. Således indeholder bitestikler og sædceller forholdsvis meget zink. Det samme gælder kvindens æggestokke og det udviklede æg, som efter ægløsning vandrer mod livmoderen. På indersiden af ægcellens membran findes der millioner af zinkmolekyler i noget, der fungerer som småpakker. Lige efter befrugtningen bliver disse småpakker åbnet, så zinkatomerne skydes ud i ægcellen, nærmest som et festfyrværkeri. Disse zinkudslip fra cellemembranen gentager sig nogle gange, så zink kan indgå i de mange enzymer og andre proteiner, som er nødvendige for, at den befrugtede ægcelle kan udvikle sig til sundt embryo og et sundt foster. I denne forbindelse har zink også betydning for udvikling af hjernens neuroner, og at de beskyttes mod skader forårsaget af oxidativ stress.
Moderens brystmælk indeholder også en del zink for at tilgodese barnets behov, når det skal vokse og udvikle sig. I de tidlige stadier af livet er behovet for zink relativt højt, og alvorlig zinkmangel under graviditeten og i de første seks måneder efter fødslen kan få særlig alvorlige følger for barnets udvikling.
Zinkmangel skader fostrets udvikling og helbred på flere parametre
Det er almindelig kendt, at zinkmangel kan medføre manglende lugtesans, dårlig sårheling, hudsygdomme, hårtab, nedsat modstandskraft og manglende appetit. Mangel på zink kan også medføre sløvhed, irritabilitet og depression.
Hos mænd kan zinkmangel forårsage dårlig sædkvalitet. Hos kvinder kan zinkmangel medføre, at æggenes kvalitet bliver dårlig, og at det bliver vanskeligere at blive gravid eller at opretholde en sund graviditet.
Mangel på zink under graviditeten kan forstyrre fosterudviklingen på flere parametre. I oversigtsartiklen kommer forfatterne nærmere ind på, hvordan det kan gå ud over udvikling af fostrets hjerne, fordi zink ikke kan indgå i vigtige cellesignaleringer og som antioxidant. Der kan således komme en reduktion i tætheden af neuroner og ændringer af adskillige hjernestrukturer. På sigt kan dette også skade barnets kognitive og motoriske udvikling, hvilket kræver mere forskning på området.
- Det antages, at 17 procent at verdens befolkning mangler zink.
- Mindre zinkmangler kan også påvirke graviditeten og helbredet.
Zinkmangel koster mange børn livet
Ifølge oversigtsartiklen er zinkmangel under graviditeten årsag til omkring 20 procent af den børnedødelighed, som optræder omkring fødslen (perinatal mortalitet).
Det antages desuden, at zinkmangel er årsag til, at 450.000 børn dør inden de er fyldt fem år, hvilket bidrager til 800.000 dødsfald på verdensplan om året.
Zinkmangel er særlig udbredt i u-lande på grund af underernæring. I i-lande kan zinkmangel skyldes ensidige kostvaner og mangel på animalske proteiner, som ofte er de bedste zinkkilder. Desuden skal nævnes stor indtagelse af jern og calcium samt alkohol og visse medicintyper.
Zinkkilder og tilskud til gravide
Østers er den allerbedste zinkkilde. Men de fleste får zink gennem mere almindelige fødeemner som kød, fisk, korn, bønner og nødder. Vi har lettest ved at optage zink fra de animalske kilder.
Det er under alle omstændigheder vigtigt at være velforsynet med zink, hvis man planlægger at blive gravid eller er gravid.
De officielle anbefalinger, RI, ligger i Danmark på 10 mg. Gravide og ammende har brug for lidt mere svarende til henholdsvis 11 mg og 12 mg.
Man bør selvfølgelig tilstræbe at få nok zink gennem kosten. Man kan også vælge et kombineret tilskud til gravide, som også indeholder letoptagelig organisk zink.
Referencer
Jeremy Willekens and Loren W. Runnels. Impact of Zinc Transport Mechanism and Brain Development. Nutrients 17 June 2022
Jiaomei Yang et al. Maternal Zinc, Copper, Selenium Intakes during Pregnancy and Congenital Heart Defects. Nutrients 2022
Preconception zinc deficiency could spell bad news for fertility. American Physiological Society April 2018
Science News: Radiant zinc fireworks reveal human egg quality. ScienceDaily 2016
Zinc | The Nutrition Source | Harvard T.H. Chan School of Public Health
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .