Sammenhæng mellem autisme og zinkmangel i barnets tidlige udvikling
Stadig flere rammes af autisme, og sygdommen er blandt andet koblet sammen med mangel på zink i barndommen. Selvom det endnu ikke er påvist, om zinkmangel under graviditeten kan forårsage autisme, har forskere nu fundet en forbindelse mellem zink, gener og de unormale neurologiske forbindelser, som er kædet sammen med autisme. Forskerne ser derfor et nyt potentiale i forebyggelsen af sygdommen. Man skal også være opmærksom på andre faktorer i miljøet.
Autisme, der optræder i forskellige former, er karakteriseret af alvorlige forstyrrelser i social forestillingsevne, adfærd, kommunikation og interaktioner. I løbet af de sidste tre-fire årtier er antallet af mennesker med autisme i den vestlige verden tidoblet fra cirka én promille til én procent. Der er ikke enighed om, hvad den kraftige vækst skyldes, da både gener og miljømæssige faktorer spiller ind. Selvom det stadig er uklart, hvordan zinkmangel bidrager til autisme, har forskere nu fundet en mulig forbindelse.
Zink er det mineral, der indgår i flest enzymprocesser – herunder i hjernen
Det vides i forvejen, zink er en cofactor for over 1.000 enzymprocesser, og det er bundet til omkring 10 procent af vores proteiner. Zink indgår i en række transportproteiner i cellemembranerne, og det er nødvendigt for over 2.000 transkriptionsfaktorer – det vil sige proteiner, der overordnet sikrer, at de rigtige gener i cellerne kommer til udtryk på de rigtige tidspunkter. Derfor har zink stor betydning for en lang række processer i cellerne, der regulerer nervesystemet og et utal af andre funktioner.
Hjernen indeholder cirka 125 milliarder nerveceller (neuroner), som indbyrdes er forbundet i et kompliceret netværk. Et enkelt neuron kan have forbindelse til 10.000 andre neuroner. Kommunikationen mellem to tilstødende neuroner sker med kemiske signalstoffer, neurotransmittere, i nervecellernes kontaktflader, som hedder synapser. |
Zink har betydning for hjernecellerne
Den nye forskning afslører, hvordan zink former synapserne mellem hjernes neuroner. De gælder også de neuroner, der kan blive forstyrret under den tidlige udvikling og derved øge risikoen for autisme.
Ifølge seniorforsker Dr. Sally Kim fra Stanford University School of Medicine, USA, er autisme forbundet med specifikke varianter af gener, som i den tidlige udvikling er involveret i dannelsen, modningen og stabiliseringen af synapser. Zinkniveauet i neuronerne har således betydning for udviklingen af autisme via proteiner, som koder disse gener.
Kim og hendes kollegaer fandt, at når et signal overføres via en synapse, kommer zink ind i målneuronen, hvor det kan binde sig til de to proteiner: Shank2 og Shank3. Disse zinkholdige proteiner forårsager så modning af tilstødende signalreceptorer kaldet AMPAR´er på neuronernes overflade.
Det betyder med andre ord, at zink har betydning for modning og udvikling af synapser via de to Shank-proteiner.
Det tyder derfor på, at zinkmangel under den tidlige udvikling af hjernen kan bidrage til autisme gennem en nedsat modning af neuroner og synapser i hjernens komplicerede kredsløb.
Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Frontiers in Molecular Neuroscience.
Ifølge professor John Huguennard, som er medforfatter til artiklen, kan forståelsen af de interaktioner, som er mellem zink og Shank-proteinerne derfor føre til nye strategier, hvad angår forebyggelse og behandling af autisme.
Hjernens udviklingHjerner udvikler sig efter en genetisk kode, hvor der frem til 1- 1½-årsalderen kommer flere og flere neuroner. Derefter begynder hjernen at ordne, sortere og smide væk i nerveceller, der ikke længere skal bruges til noget. Vi har altså flest neuroner midt i vuggestuealderen. Derefter har hjernen brug for at blive stimuleret, specialisere sig og udvikle neurale netværk for at kunne fungere normalt. |
Kan zinktilskud med zink forebygge autisme?
Professor Craig Garner, som er en anden medforfatter til artiklen, påpeger, at der stadig ikke er nogle kontrollerede undersøgelser af, hvorvidt tilskud med zink til gravide eller babyer kan forebygge autisme. Ikke desto mindre tyder resultaterne af det nye studie på, at zinkmangel kan øge risikoen for autisme. Derfor er det vigtigt, at gravide og ammende får nok zink gennem kosten eller tilskud.
På den anden side bør man heller ikke få for meget zink over længere tid, da det kan reducere kroppens optagelse af kobber, hvilket kan føre til nedsat modstandskraft, anæmi og svækkelse af knoglerne.
Zinkkilder og zinktyve
Der findes zink i fisk, skaldyr, kød, mejeriprodukter, nødder, kerner og bønner. De animalske kilder optages bedst. Den gennemsnitlige danske kost bidrager med omkring halvdelen af referenceindtag, RI, som er sat til 10 mg.
Ifølge EFSA, den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, er den øvre grænse for voksne og gravide sat til 25 mg daglig.
Optagelsen af zink forringes blandt andet af sukker, p-piller, uorganiske jernstilskud og vanddrivende medicin.
Vælg organiske zinktilskud, som kroppen kan optage og udnytte
Mange zinktilskud er i uorganiske former som zinksulfat eller zinkoxid, som kroppen har svært ved at optage. Det kan altså svare sig at nærlæse varedeklarationen, hvor zinkgluconat og zinkacetate er organiske forbindelser, som kroppen har let ved at optage og udnytte.
Andre faktorer, der øger risikoen for autisme
- Mangel på D-vitamin, som er meget udbredt
- Mangel på folinsyre
- Toksiner fra miljøet – herunder kviksølv, aluminium og pesticider
- Genetisk disponering
- Forældre over 35 år
- Komplikationer under graviditet og fødsel
- Overdiagnosticering, siden kriterierne blev ændret i 1994
- For meget kobber, der blokerer for zink
Det antages, at autisme er en medfødt lidelse, men anden forskning peger på, at lidelsen også kan skyldes tidlige forgiftninger med aluminium, der findes i miljøet og visse vacciner. Det er for eksempel påvist, at børn med autisme har mest aluminium i hjernen. |
Referencer
Huong T.T. Ha et al. Shank and Zink Mediate an AMPA Receptor Subunit Switch in Developing Neurons. Frontiers in Molecular Neuroscience. 2018.
Frontiers. Autism and zinc deficiency in early development. ScienceDaily November 2018
Nutrition insight. Taking Folic Acid Throughout Pregnancy May Increase Children´s Emotional Intelligence. 12 May 2017
Rebecca J. Schmidt et al. Combines Prenatal Pesticide Exposure and Folic Acid Intake in Relation to Autism Spectrum Disorder. Environmental Health Perspectives. 2017
Bjorklund G. The role of zinc and cobber in autism spectrum disorders. Acta Neurobiol Exp 2013a
Ann-E. Knudsen. Udvikling af barnets hjerne 0-18 år. Artikel til Tænketanken 2008
Min Barsel. Børn med autisme har mest aluminium i hjernen. 30. april 2018
Søg mere info...
- Oprettet den .