Skip to main content

Mere C-vitamin hænger sammen med mindre depression

Mere C-vitamin hænger sammen med mindre depressionDe færreste er klar over, at C-vitamin spiller en vigtig rolle for hjernen og humøret via flere funktioner. Ifølge et større befolkningsstudie, som er publiceret i Frontiers in Nutrition, tyder det også på, at større mængder C-vitamin i blodet hænger sammen med en reduceret risiko for at udvikle depression. Det bør samtidigt understreges, at de officielle anbefalinger af C-vitamin mest handler om at forebygge den dødelige mangelsygdom skørbug, og at stress, aldringsprocesser, stimulanser, overvægt, infektioner og kroniske sygdomme kan øge behovet.

Det nye studie tog udgangspunkt i et større befolkningsstudie, som hedder NHANES (Nutritional Health and Nutrition Examination Survey). 3.404 deltagere havde udfyldt et helbredsspørgeskema (PHQ-9) og fået målt blodets niveau af C-vitamin, der også kaldes for ascorbinsyre. Forskerne udvalgte efterfølgende 299 deltagere, som var diagnosticeret med depression samt en kontrolgruppe på 1.107 deltagere, som matchede på andre parametre. Derefter anvendte forskerne modellen RCS (Restricted Cubic Splines) for at afsløre forholdet mellem serums indhold af C-vitamin og forekomsten af depression.
Studiet afslørede, at deltagerne med depression i gennemsnit havde signifikant lavere niveauer af C-vitamin i serum (42,97 µmol/l) i forhold til kontrolgruppen uden depression (52,97 µmol/l). Dette var også tilfældet, efter man havde justeret for forskellige forstyrrende faktorer. Der er således en signifikant negativ sammenhæng mellem serums indhold af C-vitamin, og risikoen for at udvikle depression.
Ifølge forskerne kaster studiet et nyt lys over, hvordan højere niveauer af C-vitamin i serum har et potentiale i forebyggelsen og behandlingen af depression. Man skal også være opmærksom på, at kostens indhold af C-vitamin ikke nødvendigvis hænger direkte sammen med serums indhold af C-vitamin.
Ikke desto mindre henviser forfatterne bag det nye studie til 25 andre studier med knap 92.000 deltagere, som afslørede samme tendens via kostens indhold af C-vitamin og risikoen for at udvikle depression.

Hvordan beskytter C-vitamin mod depression?

C-vitamin fungerer som en vigtig antioxidant, der beskytter celler og væv mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler. Vi udsættes alle for frie radikaler, og mængden øges blandt andet af stress, tobaksrygning, alkoholmisbrug, forgiftninger, overvægt, aldringsprocesser og kroniske sygdomme som diabetes type 2.
Ifølge forfatterne bag det nye studie kan oxidativ stress ødelægge nerveceller og den normale funktion af neurotransmittere, som direkte kan påvirke humøret og udvikle depressive symptomer. Oxidativ stress kan også påvirke hippocampus, der er sæde for hukommelse og orienteringsevne, samt andre dele af hjernen, der påvirker vores humør.
C-vitamin modvirker desuden enzymet COX-2 og kronisk inflammation i hjernen, som øger risikoen for depression.
Derudover har C-vitamin evnen til at beskytte nervecellerne mod utidig apoptoses. Det er en form for programmeret celledød, som ødelagte og udslidte celler udfører.

  • Hjernens indhold af C-vitamin er omkring hundrede gange højere end i blodet.
  • Dette indikerer, at hjernen har et relativt stort behov til diverse funktioner inden for nervesystemet og beskyttelse mod oxidativ stress.

C-vitamins vej til hjernen og vores reelle behov

Gode kilder til C-vitamin er frugter, grønsager og krydderurter. C-vitamin optages fra tyndtarmen og fordeles med blodbanen til hjernen og kroppens andre organer.
De officielle anbefalinger af C-vitamin (RI) er 80 mg dagligt. Men stress, infektioner, tobaksrøg, misbrug af stimulanser, aldringsprocesser, overvægt, kroniske sygdomme og forgiftninger kan øge behovet grundet en øget dannelse af frie radikaler og oxidativ stress.
Da selv mindre C-vitaminmangler kan medføre forandringer i hjernen og øge risikoen for depression og andre sygdomme, bør særlig udsatte grupper derfor indtage mere C-vitamin end de officielle anbefalinger.
De fleste multivitaminpiller indeholder 80 mg C-vitamin, og deciderede C-vitamintilskud indeholder som regel 500-1000 mg. Her er det bedst at vælge syreneutrale tilskud, som skåner maven. Hvis der er overskydende C-vitamin i kroppen, udskilles det gennem urinvejene.

  • C-vitamin har betydning for dannelse af kollagen i bindevævet.
  • Skørbug er den klassiske C-vitaminmangelsygdom, hvor man dør af indre blødninger grundet et porøst bindevæv.
  • Subklinisk skørbug er udbredt og typisk karakteriseret ved blå mærker, blødende tandkød, næseblod, dårlig sårheling og/eller et svagt immunforsvar
  • C-vitamin har også betydning for immunforsvaret, kredsløbet, jernoptagelsen, hjernen, nervesystemet og er desuden en vigtig antioxidant
  • Træthed, dårligt humør og depression er kendt som tidlige og uspecifikke tegn på C-vitaminmangel.

Referencer:

Mengyuan Chen et al. Higher serum ascorbic acid levels are associated with lower depression prevalence in US adults: a case-control study. Frontiers in Nutrition. 2024

Pernille Tveden-Nyborg og Jens Lykkesfeldt. Vitaminer til hjernen. Aktuel Naturvidenskab, nr. 4 2016




  • Oprettet den .