Skip to main content

Antioxidanter kan beskytte celler mod farlig miljøgift

Antioxidanter kan beskytte celler mod farlig miljøgiftAntioxidanter som C-vitamin kan modvirke forgiftning af chrom-6. Det fremgår af et nyt studie, som er publiceret i Experimental Biology. Chrom-6 bruges i industrien til mange formål, og de alvorlige forgiftningssymptomer som kræft blev blandt andet belyst i filmen ”Erin Brockovich”, der bygger på en autentisk historie. Nu hævder danske forskere tilmed, at grænseværdierne for chrom-6 er sat alt for højt, og at de giver en falsk tryghed. Derfor skal vi så vidt muligt undgå chrom-6 og beskytte os med antioxidanter. På den anden side skal vi endelig have chrom-3, som har betydning for blodsukkeret.

Data fra en række tests af drikkevandet i USA har afsløret, at chrom-6, der også kaldes for hexavalent chrom, forurener vandforsyningerne til mere end 200 millioner amerikanere i alle 50 stater. Grænseværdien for chrom-6 i drikkevandet er nu under behandling af US Environmental Protection Agency.
I Danmark har man med jævne mellemrum også fundet chrom-6 i grundvandet, især uden for industrigrunde. Vi kan også indånde chrom-6, og danske forskere advarer nu om, at virksomheders grænseværdier er sat alt for højt, og at det giver en falsk tryghed. Tal fra EU viser, at cirka 900.000 europæere er i kontakt med crom-6 på deres arbejde, heraf omtrent 10.000 danskere. Man bør i det hele taget være opmærksom på alle de forskellige forureningskilder og tage sine forbehold.

Chrom-6 kan give kontakteksem, kræft og andre helbredsproblemer

Chrom-6 er en uorganisk chromforbindelse, der bruges i industrien til at forkrome metal, til garvning af læder, farvestoffer (herunder den grønne tatoveringsfarve), træbeskyttelse med videre. Forbindelsen er meget giftig. Dette illustreres i filmen ”Erin Brockovich”, hvor Julia Roberts spiller en fattig advokatsekretær, der kulegraver en lokal fabrik. Det viser sig nemlig, at spildevandet indeholder chrom-6, der fører til eksem, kræft og andre alvorlige helbredsproblemer hos lokalbefolkningen. Filmen, der er bygget over en autentisk historie, ender med, at advokatsekretæren vinder den største private erstatningssag i USA på det tidspunkt.

Chrom er afledt af det græske ord chroma, der betyder farve, da det danner kemiske forbindelser i mange forskellige farver – herunder i i så forskellige ting som alufælge, en rød rubin eller en grøn tatovering.

C-vitamin og antioxidant i grøn te beskytter mod chrom-6

Den nye undersøgelse fra Olivet Nazarene University, Illinois, USA, er den første af sin art, hvor man har brugt humane celler til at teste virkningen af chrom-6, og hvorvidt antioxidanter kan beskytte cellerne. Hvis de nye fund bekræftes yderligere gennem flere kliniske forsøg, kan det fremover være muligt at anvende antioxidanter som C-vitamin i behandlingen af folk, der er forgiftede med chrom-6. Dette vil så kunne mindske risikoen for at udvikle kræft forårsaget af miljøgiften.
I den pågældende undersøgelse udsatte forskerne to typer humane celler for forskellige koncentrationer af chrom-6. Forskerne undersøgte så den toksiske virkning for begge celletyper. Forskerne fandt, at toksiciteten kunne blokeres af C-vitamin og den primære antioxidant i grøn te, som hedder epigallocatechin.
I andre forsøg fandt forskerne, at chrom-6 forårsagede mutationer i bakteriernes DNA. Men disse mutationer forekom ikke, da bakterierne blev behandlet med C-vitamin.
Studiernes resultater peger på, at chrom-6 iværksætter frie radikaler og forgifter via mekanismer, de fører til oxidativ stress i cellerne. Behandling med antioxidanter som C-vitamin og epigallocatechin kan således gøre en ende på de frie radikalers aktivitet.
Vi bør først og fremmest spise en C-vitaminrig kost i det daglige, da den også bidrager med fibre og andre næringsstoffer. RI er sat til 80 mg, men behovet øges ved forgiftninger. I valget af tilskud er det som regel bedst med syreneutrale produkter, der skåner maven.

N.B. Chrom-3 er vigtigt for blodsukker og stofskifte

Chrom-3, også kaldet for trivalent chrom, findes i biologisk materiale som planter og dyr. Chrom-3 betragtes som et livsvigtigt næringsstof, da det bidrager til en normal omsætning af kroppens næringsstoffer og til at opretholde et stabilt blodsukker.
Der findes forskellige former for chrom-3, også i tilskud, og det har afgørende betydning for effekten. Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har således konkluderet, at chromtilskud i form af chromgær har en optagelighed i kroppen, der er op til 10 gange højere end de syntetisk fremstillede chromprodukter baseret på picolinat og chlorid.

Chrom findes hovedsagelig i to forskellige former: Chrom-6, som er giftig, og chrom-3, som indgår i vigtige stofskifteprocesser. Derfor er det vigtigt at kende forskel på de forskellige former for chrom.

Referencer

Experimental Biology. Antioxidants protect cells from harmful water contaminant. ScienceDaily 2019.

Lars Nørgaard Pedersen, Katrine Jo Andersen, Chris Kjær Jessen. Danske forskere advarer om regler for farligt stof. ”Folk kan få kræft – det må sige noget om denne sags alvor” Berlingske 2019

Frede Jakobsen. Slam for farligt til markerne. Fyns Amts Avis 2004

https://www.efsa.europa.eu/en/efsajournal/pub/2951

Pernille Lund. Sådan får du styr på dit blodsukker og din vægt. Ny Videnskab 2013

  • Oprettet den .