Ny analyse af historisk studie indikerer større behov for C-vitamin
Under 2. verdenskrig var fødevareforsyningerne mangelfulde, og i England ville man gerne vide, hvor lidt C-vitamin vi skal have for at forebygge den dødelige sygdom skørbug. Derfor blev der foretaget et drastisk eksperiment, som siden dannede grundlag for de nuværende anbefalinger af C-vitamin. Men nu har en gennemgang af det gamle studie afsløret, at det reelle behov for C-vitamin er større, og at WHO bør hæve de daglige anbefalinger. Så hvor meget C-vitamin har vi egentlig brug for, og hvad gør det godt for?
C-vitamin indgår i bindevævets kollagen, som har betydning for strukturen i blodkar, tandkød, knogler og hud. C-vitamin har også betydning for immunforsvaret og sårheling. C-vitamin fungerer desuden som en vigtig antioxidant, der beskytter celler og væv mod farlige frie radikaler.
De fleste dyr kan selv danne C-vitamin efter behov, men mennesker har mistet denne evne under evolutionen. Vi må derfor have tilført vitaminet gennem kosten, hvor gode kilder er grøntsager og frugt. Den yderste konsekvens af mangel på C-vitamin er skørbug, hvor bindevævet går i opløsning, og man dør af indre blødninger. Man taler også om subklinisk skørbug, som typisk omhandler træthed, blødende tandkød, blå mærker og nedsat modstandskraft.
2. verdenskrig fik vidtrækkende konsekvenser for C-vitaminanbefalinger
Under 2. verdenskrig var der mangel på de mest basale fødevarer. Derfor ville man i England gerne vide, om de små rationer i redningsbåde var tilstrækkelige for at overleve. Man ville også vide, hvor meget C-vitamin den generelle befolkning skal have for at undgå den klassiske mangelsygdom skørbug.
I et af eksperimenterne, som foregik på Sorby Research Institute i Sheffield, fik et hold frivillige kun de små madrationer, som flåden havde i redningsbådene. Det drastiske eksperiment resulterede i, at der kom mere vand og mindre mad i redningsbådene.
Et andet drastisk eksperiment, som også foregik på Sorby Research Institute, handlede om mangel på C-vitamin. Eksperimentet blev indledt i 1944, og det fik vidtrækkende konsekvenser for fremtidens anbefalinger. I studiet deltog der 20 personer, som i forvejen boede i instituttets bygninger, og disse frivillige fik en kost med 0, 10 eller 70 milligram C-vitamin om dagen i en periode på gennemsnitlig ni måneder. Derefter fik deltagerne genopbygget deres niveau af C-vitamin.
Da der var så stor en knaphed på C-vitaminholdige fødevarer under krigen, var formålet med eksperimentet ikke at finde ud af, hvor meget C-vitamin vi behøver for et optimalt helbred, men at finde ud af, hvor meget vi behøver for at undgå skørbug.
Under studiet udførte forskerne eksperimentelle sår på deltagerne. Derefter undersøgte forskerne arvævets styrke for at vurdere vitamin C-niveauerne, da det er kendt, at mangler forringer sårhelingen og ardannelsen. Man vidste også, at blødende gummer på sigt kan indikere udvikling af skørbug.
Til slut vurderede forskerne, at 10 milligram C-vitamin om dagen var nok til at afværge tegn på skørbug. Senere dannede eksperimentet grundlaget for WHO´s anbefalinger på 45 milligram C-vitamin om dagen.
Et chokerende studie med livstruende følger
Ifølge Philippe Hujoel, som er praktiserende tandlæge og professor ved UW School of Dentistry i Washington USA, er det gamle C-vitamineksperiment fra Sorby Research Institute chokerende. Philippe Hujoel står netop bag en ny analyse, som afslører, at den provokerede mangel på C-vitamin over længere tid faktisk udviklede livstruende tilstande hos nogle af deltagerne, og i dag ville man aldrig udfører sådanne eksperimenter.
Sammen med en anden forsker fra Brigham and Women´s Hospital/Harward Medical School foretog Hujoel en form for videnskabeligt detektivarbejde ved at udsætte de gamle data for moderne teknikker og analyser, som ikke var tilgængelige for datidens forskere. Resultatet af dette detektivarbejde er nu publiceret i The American Journal of Clinical Nutrition.
Vi behøver mere C-vitamin
Hujoel fandt, at de gamle data fra det historiske C-vitaminstudie, som ligger til grund for WHO´s anbefalinger, bør revalueres. Ifølge Hujoel bør man i gennemsnit have 90 milligram C-vitamin om dagen, hvis man vil forhindre en mangelfuld sårheling med svage arvæv. Det er mere end det dobbelte af WHO´s anbefalinger.
Hujoel´s studie afslørede også, at det tager lang tid at komme sig efter en alvorlig mangel på C-vitamin, og at det kræver endnu højere doser. Selv en mængde på 90 milligram om dagen i seks måneder var ikke nok til at genoprette en normal arstyrke hos de deltagere, der blev udsat for alvorlig mangel på C-vitamin.
Hvordan får vi nok C-vitamin – og hvad forårsager mangler?
I Danmark ligger de officielle anbefalinger (RI) på 80 mg for voksne og børn over 11 år. Men i henhold til det nye studie tyder det nu på, at det reelle behov er større. Det bør desuden tilføjes, at tobaksrygning, kroniske sygdomme, stress, aldringsprocesser, forgiftninger, læsioner og et stort forbrug af rusmidler i sig selv kan øge behovet.
Det gælder også et stort indtag af sukker. Det skyldes, at sukker og C-vitamin konkurrerer om de samme kanaler, der fører ind i cellerne. Jo højere sukkerindtaget er, jo mere kan virkningen af C-vitamin reduceres.
Vi bør først og fremmest få C-vitamin gennem en sund og alsidig kost med nok grønsager og frugter. Deciderede tilskud med C-vitamin indeholder som regel 500-1.000 mg. Her kan det svare sig at vælge syreneutrale tilskud, som skåner maven.
Lille regnestykkeFor eksempel skal man spise omkring 12 appelsiner eller 53 æbler for at få den samme mængde C-vitamin, som er i en tablet på 750 mg. |
Referencer:
Philippe P Hujoel, et al. Vitamin C and scar strength: analysis of a historical trial and implications for collagen-related pathologies. The American Journal of Clinical Nutrition. 2021
University of Washington. New analysis of landmark scurvy study leads to update on vitamin C needs. ScienceDaily August 16, 2021
Frida - Fødevare ID: 2 (fooddata.dk)
Søg mere info...
- Oprettet den .