Skip to main content

A-vitamin booster fedtforbrænding, når det er koldt

A-vitamin booster fedtforbrænding, når det er koldtKolde temperaturer øger niveauerne af A-vitamin i blodet hos mennesker og dyr. Dette bidrager til at omdanne det ”dårlige” hvide fedtvæv til det ”gode” brune fedtvæv, der stimulerer kroppens fedtforbrænding og varmeproduktion. Det fremgår af et nyt studie, som er publiceret i Molecular Metabolism.

I forbindelse med overvægt og fedtforbrænding er det relevant at se nærmere på kroppens fedtvæv, som ikke er lige fedt.
Vi har nemlig to slags fedtvæv med vidt forskellige funktioner.

Det hvide fedtvæv udgør omkring 90 procent af kroppens samlede fedtvæv. Det findes spredt i hele kroppen, hvor det lagrer energi til trange tider. Der produceres også hormoner og andre stoffer. Ved indtagelse af flere kalorier, end der forbrændes, deponeres de overskydende kalorier som hvidt fedtvæv – især omkring maveregion (æbleform), som er særlig sundhedsskadeligt, eller omkring hofter og lår (pæreform). Og det er disse hvide fedtdepoter, som mange ønsker at slippe af med – både af kosmetiske og helbredsmæssige årsager. Det vi samtidig være en terapeutisk fordel, hvis man kan omdanne noget af det ”dårlige” hvide fedtvæv til de ”gode” brune fedtvæv.

Det brune fedtvæv er til stede i langt mindre mængder, og det sidder tæt på nervesystemet, langs rygraden, i halsregionen og omkring nyrerne. Det brune fedtvæv forbrænder kalorier og producerer varme. Spædbørn har mere brunt fedtvæv end voksne, så de lettere kan holde varmen. Hvis man gerne vil have en god energiomsætning og forbrænde flere kalorier, er det en fordel at have mange brune fedtceller. Dette har vækket forskernes interesse.

A-vitamin booster det brune fedtvæv og fedtforbrænding

Ren A-vitamin (retinol) er et fedtopløseligt vitamin, som vi primært deponerer i leveren. I føden findes der ren A-vitamin i animalske kilder som lever, leverpostej, smør, ost, æggeblomme og fede fisk.
En forskergruppe under ledelse af Florian Kiefer fra Medical University of Vienna har nu påvist, at moderate kuldepåvirkninger øger niveauet af A-vitamin i blodet hos mennesker og mus, inklusive A-vitaminets blodtransportør, som hedder retinol-bindende protein. Det ser således ud til, at kuldepåvirkninger øger leverens frigivelse af A-vitamin i blodet mod det brune fedtvæv, hvor det bidrager til en højere fedtforbrænding for at tilgodese en højere varmeproduktion.
Da Kiefer og hans team blokerede for vitamin A-transportøren i mus ved genetisk manipulation, resulterede det også i en blokering af A-vitamin i blodet og en blokering af fedtforbrændingen i det brune fedtvæv. Den forstyrrede varmeproduktion resulterede derfor i, at musene ikke kunne beskytte sig mod kulden.
I modsætning hertil viste det sig, at tilførsel af A-vitamin til humane hvide fedtceller, førte til, at de fik egenskaber som brune fedtceller med øget metabolisk aktivitet og energiforbrug.

Vær ikke fedtforskrækket og få A-vitamin i passende doser

Ifølge Kiefer og hans forskerteam spiller A-vitamin derfor en vigtig rolle i kroppens omsætning af fedtstoffer og varmeproduktion under kolde forhold. Den nye opdagelse kan sandsynligvis hjælpe forskerne til at udvikle nye terapeutiske tiltag, der udnytter denne mekanisme til at øge kroppens forbrænding af fedtstoffer og varmeproduktion. Dette kan især komme de overvægtige til gode.
Kiefer ser dog ingen grund til at give større tilskud med A-vitamin, da det ikke giver nogen garanti for, at A-vitaminet transporteres til de rigtige celler på det rigtige tidspunkt.
Men der er heller ingen grund til at være fedtforskrækket, og det er forholdsvis let at få nok A-vitamin som retinol gennem de animalske fødekilder. Forstadiet betacaroten findes i vegetabilske fødekilder, og det omdannes til retinol i tarmen.
Man kan eventuelt supplere med en god multivitamin, der også indeholder zink, da dette mineral bidrager til at frigøre A-vitamin fra leveren. Måske kan man også skrue ned for varmen for at sætte skub i fedtforbrændingen. Ellers handler vægttab primært om at ændre usunde kostvaner, spise noget mindre, få et stabilt blodsukker, undgå stress og få nok motion.

Fakta om A-vitamin
Retinol
Ren A-vitamin fra dyreriget
Betacaroten
Forstadie fra planteriget
Findes i animalske kilder som lever, æggeblomme, fede mejeriprodukter og fede fisk Findes i grønne/røde/gule vegetabilske kilder som gulerødder, peberfrugt, grønkål, spinat og tomater
Fedtopløseligt.
Deponeres i lever til senere brug.
Kræver zink til frigørelse fra leveren.
Opbevares relativt længe i kroppen.
Vandopløseligt.
Omdannes til retinol i tarmslimhinden efter behov.
Deponeres ikke.
Særlig kraftig antioxidant.
Stærkeste A-vitamin.
Effekten er 12 gange stærkere end betacaroten.
Kan overdoseres.
Svageste A-vitamin
Behovet er tilsvarende større.
Kan ikke overdoseres.

Anbefalinger af A-vitamin og advarsler

Almindelige anbefalinger til voksne og børn over 11 år, nu kaldet for RI (referenceindtag), er sat til 800 mikrogram/RE daglig.

Ifølge Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, er den øvre grænse for voksne sat til 3.000 mikrogram/RE daglig.

Gravide og ammende bør ikke indtage over 1.000 mikrogram/ RE daglig, da for stor indtagelse, kan skade fostret samt barnet via modermælken. Derfor bør gravide og ammende heller ikke spise ren lever eller tage tilskud, der ikke er beregnet til gravide/ammende.

For kvinder efter overgangsalderen er den maksimale daglige dosis 1.500 RE, da større doser over længere tid øger risikoen for knogleskørhed.

Ved lægeordineret medicin som Roacutan (piller med kemisk A-vitamin) og A-vitamin-syre-creme mod uren hud skal man undgå tilskud med A-vitamin.

Husk altid at tage tilskud sammen med et måltid.

Referencer:

Anna Fenzl et al. Intact vitamin A transport is critical for cold-mediated adipose tissue browning and thermogenesis. Molecular Metabolism., 2020

Medical University of Vienna. Vitamin A boosts fat burning in cold conditions. ScienceDaily, October 21, 2020

A-vitamin (netdoktor.dk)

  • Oprettet den .