Skip to main content

Nedsat lugtesans kan hænge sammen med zinkmangel

Nedsat lugtesans kan hænge sammen med zinkmangelAldringsprocesser, overvægt og luftvejsinfektioner kan nedsætte lugtesansen. Det tyder dog på, at nok zink gennem kost eller tilskud kan understøtte eller forbedre lugtesansen - især hos ældre og overvægtige. Det fremgår af et studie, som er publiceret i Rhinology. Det er samtidig problematisk, at zinkmangel er så udbredt grundet ensidige kostvaner og forskellige medicintyper, der forringer udnyttelsen.

Vi har omkring 40 millioner lugteceller, der sidder øverst i næsehulen. Når lugtesansen stimuleres, opløses de luftbårne molekyler først i næsehulens slimhinder, og lugtecellerne sender derefter signalerne videre til hjernen. Lugtecellerne lever normalt i 6-8 uger og erstattes derefter af nye lugteceller. Hvis slimhinderne skades, kan lugtesansen som regel genoprettes.
Tab af lugtesansen er meget almindeligt i forbindelse med aldringsprocesser samt infektioner i de øvre luftveje, herunder influenza, forkølelse og COVID-19. I denne forbindelse beskadiges sansecellerne muligvis af de inflammatoriske processer. Lugtesansen har stor betydning for livskvaliteten, da den også hænger sammen med smagssansen, humøret og hukommelsen.
Formålet med det nye studie var derfor at se nærmere på forbindelsen mellem det daglige indtag af zink og forekomsten af forskellige dysfunktioner i forbindelse med lugtesansen. Forskerne brugte data fra et større amerikansk studie NHANES (National Health and Nutrition Examination Survey), der på sigt omhandler befolkningens kostvaner og sundhedstilstand. Studiet inkluderede knap 3.000 deltagere, der repræsenterede forskellige etniske befolkningsgrupper og forskellige BMI.
Forskerne fandt, at mangel på zink hang signifikant sammen med øget risiko for nedsat lugtesans hos alle befolkningsgrupperne. Hos undergruppen med et højt BMI (25-30) var sammenhængen særlig stor. Der var også en større sammenhæng hos individer over 60 år sammenlignet med individer under 60 år. Derudover fandt forskerne, at et dagligt zinkindtag mellem 9,60-17,45 mg havde den mest beskyttende effekt på lugtesansen. Det så samtidig ud til at zinkindtag, som var mindre end 9,60 eller større end 17,75 øgede risikoen for nedsat lugtesans.
Forskerne anbefaler derfor, at populationer, som får for lidt zink, øger zinkindtaget for at opnå et bedre helbred og for at opretholde lugtesansen. På den anden side skal man heller ikke have for meget zink, da det på sigt kan forstyrre udnyttelsen af jod.

Zinkkilder og årsager til udbredte mangler

Gode zinkkilder er skaldyr, indmad, kød, æg og mejeriprodukter. Der findes også zink i nødder, kerner og bønner, men de animalske kilder optages bedst.
Hyppige årsager til zinkmangel er ensidige kostvaner, alkoholmisbrug, aldringsprocesser, cøliaki (glutenoverfølsomhed) og diabetes. Derudover kan for meget calcium fra mejeriprodukter og tilskud samt syreneutraliserende medicin, vanddrivende medicin, ACE-hæmmere, binyrebarkhormoner, antibiotika og p-piller hæmme optagelsen eller udnyttelsen af zink.

Fakta om zinks betydning for immunforsvar, lugte- og smagssans

  • Zink indgår i mere end 300 enzymprocesser med betydning for det generelle helbred
  • Zink har blandt andet betydning for vores lugte- og smagssans
  • Zink har betydning for immunforsvaret og bidrager samtidig til at stabilisere cellemembranerne mod virusangreb.
  • Zink indgår også i den kraftige antioxidant SOD (superoxid dismutase), der modvirker celleskader forårsaget af frie radikaler og oxidativ stress.
  • Zinkmangel kan resultere i svage cellemembraner og et dårligt fungerende immunforsvar, hvilket øger risikoen for infektioner, uhensigtsmæssige inflammationer og lokale skader på celler og væv.

Tidligere studier har allerede afsløret, at zinkmangel er udbredt blandt COVID-19 patienter, hvilket øger risikoen for smitte og dårlig lugtesans.

Referencer:

Yifang Wang et al. Association between dietary zinc intake and olfactory dysfunction: a study based on the NHANES database. Rhinology 2024

Anne Sophie Thingsted. Mistet lugtesans er det sikreste symptom på COVID-19. Videnskab.dk 19. januar 2021

 

  • Oprettet den .