Zinktilskuds potentielle rolle ved hudsygdomme
Akne vulgaris, der giver bumser, og hidradenitis suppurativa, der giver ømme bylder, er udbredte inflammatoriske hudsygdomme. Kosten har stor betydning, og ifølge en oversigtsartikel publiceret i Nutrients tyder det på, at patienter med de pågældende hudsygdomme ofte mangler sporstoffet zink, og at tilskud i form af zink-gluconat har en potentiel terapeutisk rolle.
Akne (vulgaris) er en udbredt hudlidelse, som skyldes inflammation i de små talgkirtler, der omgiver de fine hår i ansigtet og på overkroppen. Akne kan optræde i forskellige grader som hudorme, bumser og dybe byldelignende forandringer, der efterlader dannelse af synlige ar. Akne skyldes ofte hormonelle forandringer i puberteten, hvor produktionen af det mandlige kønshormon testosteron stiger hos begge køn - og især hos hankøn. Dette stimulerer talgkirtlernes produktion af hudfedt, og samtidigt forsnævres talgkirtlernes udførselsgange.
Bumserne opstår på grund af en hudbakterie (Propionibacterium acnes), der irriterer talgkirtlerne, hvilket får immunforsvaret til at reagere med inflammation. Akne kan også forekomme før menstruation og i forbindelse med graviditet på grund af de hormonelle forandringer.
Hidradenitis suppurativa er en inflammatorisk hudsygdom, der optræder omkring hårrødderne i hudfolder. Dette medfører smertefulde bylder i armhuler, lyske, under brystet, balder eller kønsorganer. Sygdommen inddeles i tre stadier fra milde bylder til udbredte forbundne fistelgange, som er en slags tunneller under huden.
Akne og hidradenitis suppurativa behandles blandt andet med antibiotika, hormonterapier, retinoider (A-vitaminderivater) og kirurgi. Men behandlingerne, der ofte er utilstrækkelige og forbundet med bivirkninger, sigter ikke efter at behandle årsagen til de hormonelle og immunologiske ubalancer.
Da kost og levevis har stor betydning, havde den nye oversigtsartikel til formål at undersøge zinks rolle nærmere, da dette spormineral har afgørende betydning for hudens sundhed på flere fronter. I den opdaterede oversigtsartikel gennemgår forskerne en lang række publicerede studier, som kort opsummeret viser følgende:
- Zink har betydning for mere end 300 enzymprocesser og mere end 2.000 transkriptionsfaktorer, der indgår i aktivering eller hæmning af bestemte gener
- Zink har betydning for hudens opbygning
- Zink har betydning for det medfødte og det erhvervede immunforsvar, der både skal bekæmpe smittekim udefra og potentielt skadelige bakterier fra kroppens egen mikroflora
- Zink har betydning for regulering af immunforsvarets inflammatoriske processer
- Zink har betydning for omdannelsen af det mandlige kønshormon testosteron til dihydrotestosteron, hvilket kan rette op på de hormonelle ubalancer
- Zink indgår i vigtige antioxidanter, der blandt andet modvirker lokale hudskader forårsaget af frie radikaler og oxidativ stress
- Zink indgår i sårheling og reparation af ødelagt væv, hvilket modvirker synlig ardannelse
- Zinkmangel er udbredt hos personer, der lider af akne eller hidradenitis suppurativa
- Siden 1970´erne har man brugt zinktilskud som terapi ved akne
- Nyere studier afslører, at zinktilskud også spiller en potentiel terapeutisk rolle ved hidradenitis suppurativa
- I studierne har man især givet zink i form af organisk letoptagelig zink-glukonat med doser fra 30-135 mg dagligt i op til tre måneder
- I de fleste studier har man givet zinktilskud sideløbende med anden traditionel behandling
- I et studie af hidradenitis suppurativa har man også suppleret med 30 mg B3-vitamin (nikotinamid) dagligt, hvilket gav en yderligere forbedring med hensyn til forekomsten af bylder og en bedre livskvalitet
Forskerne konkluderer derfor, at zinktilskud, især i form af zink-gluconat, har en potentiel terapeutisk supplerende rolle - både hvad angår akne vulgaris og hidradenitis suppurativa. Zinktilskud er også relevant, hvis traditionel behandling som antibiotika er forbundet med for mange bivirkninger. Derudover er zinktilskud en sikker, billig og nem terapi.
Til orientering ligger de daglige anbefalinger normalt på 10 mg, og den øvre daglige grænse er sat til 25-40 mg om dagen. Men som det fremgår af studierne, kan man kan godt give større terapeutiske doser som kur i nogle måneder. Større doser zink over længere tid kan dog nedsætte udnyttelsen af jern og kobber.
Vitaminers og omega-3´s rolle ved hudpleje og sygdomme
Huden, der er vores største organ, bør forsynes med væske og flere forskellige næringsstoffer til opbygningen, cellernes forskellige funktioner og immunforsvaret. Ellers øges risikoen for tør hud, dårlig sårheling, hudinfektioner og forskellige inflammatoriske hudsygdomme.
I den følgende artikel kan du læse mere om, hvordan hudsygdomme også kan skyldes mangel på vitaminerne A, C, E, D og biotin samt omega-3 fedtsyrer.
• Hudsygdomme og tidlige rynker ofte skyldes mangel på næringsstoffer
Referencer:
Sabrina Spiniello et al. Oral Zinc Supplementation in Acne Vulgaris and Hidradenitis suppurativa: An Updated Comprehensive Review. Nutrients 2026
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .

