Psoriasis hænger sammen med kostens fedtstoffer
Psoriasis er en kronisk hudsygdom, som er præget af kronisk inflammation. Nogle udvikler også gigtsymptomer og andre metaboliske forstyrrelser. Kosten har stor betydning, og det tyder på, at psoriasispatienter i deres røde blodlegemer har færre flerumættede omega-3-fedtsyrer. Psoriasispatienter har i det hele taget en helt anden profil af fedtstoffer i deres røde blodlegemer, hvilket fremmer de inflammatoriske processer og sygdommens sværhedsgrad. Det fremgår af et polsk studie, som er publiceret i Nutrients.
Psoriasis er en arvelig, autoimmun kronisk hudsygdom, som skyldes, at hudcellerne deler sig for meget, så der kommer rødme og glinsende skæl. Nogle udvikler desuden en særlig form for gigt, psoriasisgigt. Sygdommen kan ledsages af kredsløbsforstyrrelser og andre metaboliske forstyrrelser. Det antages, at kronisk inflammation er involveret i alle de forskellige symptomer. Kroppens inflammatoriske processer reguleres overordnet af de essentielle flerumættede fedtsyrer omega-6 og omega-3, som findes i cellernes membraner sammen med kolesterol og andre fedtstoffer. Vi får primært omega-6-fedtsyrer fra planteolier og omega-3-fedtsyrer fra fede fisk.
Formålet med det nye studie var derfor at analysere fedtsyreprofilen i de røde blodlegemer hos psoriasispatienter. Der deltog i alt 58 voksne patienter, som var tilknyttet Pomeranian Medical University i Szczecin i Polen. Patienterne blev interviewet, og de fik foretaget forskellige fysiske undersøgelser, som afslørede sværhedsgraden af psoriasis. Patienterne fik udregnet deres BMI, og blodprøver afslørede biokemiske parametre som AST og ALT (leverenzymer), totalkolesterol samt CRP, der er en markør for inflammation. Fra patienternes blodprøver isolerede forskerne også de forskellige fedtsyrer fra membranen af de røde blodlegemer for at analysere fedtsyreprofilen ved hjælp af særlige teknikker.
Forskerne fandt, at de psoriasispatienter, som havde de værste sværhedsgrader, og som krævede mest systemisk behandling, havde en helt anden fedtsyreprofil i deres røde blodlegemer i forhold til de psoriasispatienter, som havde mildere sværhedsgrader. Forskerne fandt mere præcist, at de psoriasispatienter, som havde de værste sværhedsgrader, havde:
- Signifikant lavere koncentration af omega-3 fedtsyrer, som virker inflammationshæmmende.
- Signifikant højere koncentrationer af mættede fedtstoffer
- En lavere koncentration af omega-9, som er en monoumættet fedtsyre.
Hos de overvægtige patienter med et BMI på 25 og derover fandt forskerne signifikant højere koncentrationer af leverenzymerne AST og ALT i blodet som tegn på leverbelastning samt signifikant højere koncentrationer af omega-6-fedtsyren AA (arakidonsyre), som virker proinflammatorisk.
Ifølge studiet tyder det derfor på, at psoriasispatienter har en anden fedtsyreprofil i deres røde blodlegemer, der inkluderer lavere koncentrationer af de inflammationshæmmende omega-3-fedtsyrer. Derudover har psoriasispatienter i deres røde blodlegemer en højere koncentration af mættede fedtsyrer og en lavere koncentration af omega-9-fedtsyrer, som hænger sammen med alvorligere sværhedsgrader og andre tilstødende komplikationer.
De mættede fedtsyrer findes især i fede animalske kilder og kokosolie, og vi danner dem også selv. Vi kan ligeledes danne omega-9-fedtsyrer, og der findes en del i olivenolie. Det tyder desuden på at olivenolie, der indgår meget i Middelhavskosten, bidrager til at reducere inflammatoriske tilstande og kredsløbssygdomme.
Da der er tale om et mindre studie, kan forskerne endnu ikke foretage kliniske konklusioner men henviser til, at man bør inddrage de optimale proportioner af fedtsyrer som led i behandlingen af sygdommen.
Det er samtidig et faktum, at den moderne raffinerede kost indeholder meget mere omega-6 fra de fleste planteolier, margarine, friture, færdigretter og junkfood og meget mindre omega-3 fra fed fisk og opdrættede fisk. Denne ubalance mellem omega-3- og omega-6-fedtsyrer bidrager til udvikling af de kroniske inflammationer, som psoriasis og følgesygdommene er præget af.
Andre studier og gode råd til psoriasispatienter
Det nye polske studie er i tråd med tidligere studier, der viser, at større tilskud af omega-3 fedtsyrer i form af fiskeolie kan have en positiv effekt på hudens tilstand og de inflammatoriske processer.
Meget tyder desuden på, at psoriasis især kan afhjælpes ved at droppe alkohol, da det aflaster leveren. Man bør også undgå sukker og sodavand og være velforsynet med D-vitamin, som virker inflammationshæmmende via andre mekanismer end omega-3-fedtsyrerne. Derudover kan nogle patienter med psoriasis få det bedre ved at udelukke natskyggefamilien (især tomat samt kartofler, peberfrugt m.v.) eller gluten. Der findes også en særlig diæt til psoriasispatienter, som hedder paganodiæt. Alt dette kan du læse mere om i følgende artikel:
»Psoriasis kan især afhjælpes ved at droppe alkohol«
Referencer:
Mariola Marchlewicz et al. Fatty Acid Profile of Erythrocyte Membranes in Patients with Psoriasis. Nutrients 2024
TIP! Se også de relaterede artikler
Søg mere info...
- Oprettet den .