B12-vitamin i brystmælk understøtter udvikling af barnets vækst og hjerne
Fostre og børn har brug for en række næringsstoffer, inklusive B12-vitamin, til udvikling af kroppen og hjernen. Det er også vigtigt at amme barnet i mindst seks måneder, så det får nok B12-vitamin via modermælken. Det fremgår af et studie, som er publiceret i The American Journal of Clinical Nutrition. De fleste får nok B12-vitamin via animalske fødeemner, men i lande og befolkningsgrupper, hvor kosten er mere plantebaseret, er mangler udbredte. Forskerne bag det nye studie anbefaler derfor mere fokus på området, og at gravide og ammende tager tilskud med B12-vitamin, hvis de ikke får nok gennem kosten.
B12-vitamin har betydning for DNA-syntesen, bloddannelsen, energiniveauet, hjernen, nervesystemet og de kognitive evner. Mangel på B12-vitamin i det første leveår kan derfor få alvorlige helbredsmæssige konsekvenser som anæmi samt forringet vækst og udvikling. Derudover kan de neurologiske og adfærdsmæssige abnormaliteter være irreversible.
Det nyfødte barns status af B12-vitamin afhænger af moderens status, og det gælder også de første seks måneder, hvor barnet kun bør få modermælk. Og hvis amningen fortsætter sammen med anden kost, kan modermælk stadig være en god kilde til B12-vitamin. Samtidig øges behovet for B12-vitamin under graviditet og amning for at tilgodese barnets behov.
Det er derfor et alvorligt sundhedsproblem, at mødres mangel på B12-vitamin er udbredt i fattige lande eller områder, hvor der er mangel på animalske fødevarer. Det samme gør sig gældende, hvis mødre selv foretrækker en plantebaseret kost, uden at tage tilskud.
I et område i Tanzania med begrænsede ressourcer, og hvor mødres mangel på B12-vitamin er udbredt, ville et forskerhold fra George Mason University i USA derfor se nærmere på de optimale doser af B12-vitamin under graviditeten og amningen.
412 gravide kvinder blev rekrutteret fra Dar es Salam i Tanzania. Kvinderne blev fulgt mellem 12-27 graviditetsuge til 6 uger efter fødslen, hvor de enten fik en daglig multivitamin eller placebo.
6 uger efter fødslen blev en del af kvinderne derefter opdelt i to nye grupper, hvor den ene gruppe fik et dagligt tilskud med en større dosis B12-vitamin (50 µg) og andre vitaminer, og den anden gruppe fik placebo.
Forskerne analyserede så modermælkens indhold af B12-vitamin 6 uger efter fødslen og 7 måneder efter fødslen hos de 412 deltagere.
- B12-vitamin er det eneste B-vitamin, som vi kan lagre.
- Mangler der B12-vitamin i kosten udtømmes lageret over tid.
- Graviditet og amning øger behovet for B12-vitamin
Tilskud med B12-vitamin har forskellig effekt under graviditeten og efter fødslen
Studiet afslørede, at tilskud med B12-vitamin under graviditeten øgede koncentrationen i modermælken op til 6 uger efter fødslen, men der var ingen effekt 7 måneder efter fødslen.
Større tilskud med B12-vitamin efter fødslen øgede koncentrationen af B12-vitamin op til 7 måneder efter fødslen.
Forskerne konkluderer derfor, at tilskud med B12-vitamin under graviditeten har en kortere effekt på brystmælkens indhold af B12-vitamin. Og større tilskud med B12-vitamin efter fødslen har en længere effekt på brystmælkens indhold af B12-vitamin.
Reference
Dongqing Wang et al. The effects of prenatal and postnatal high-dose vitamin B-12 supplementation on human milk vitamin B-12: a randomized, double-blind, placebo-controlled trial in Tanzania. The American Journal of Clinical Nutrition. 30 November 2023
George Mason University. How pre- and postnatal B-12 vitamins improve breast milk vitamin B12-levels, which supports infant brain. ScienceDaily December 1, 2023
TIP! Se også de relaterede artikler
- Oprettet den .