Skip to main content

ADHD: Tilskud med vitaminer og mineraler viser positiv effekt på følelsesmæssige forstyrrelser og vækst

ADHD: Tilskud med vitaminer og mineraler viser positiv effekt på følelsesmæssige forstyrrelser og vækstGennem de sidste årtier er antallet af børn og unge med ADHD steget voldsomt, og kosten betyder meget. I denne forbindelse viser et nyt amerikansk-canadisk studie, at tilskud med alle essentielle vitaminer og mineraler kan forbedre humøret, koncentrationen og andre følelsesmæssige forstyrrelser hos børn med ADHD. Kosttilskuddene kan også forbedre børnenes vækst.

ADHD er en sygdom, som er præget af uopmærksomhed, overaktivitet og impulsivitet. Der er desuden mange, som har svært ved at sove eller får andre neurologiske sygdomme som angst og depression. ADHD tilskrives ofte arvelige faktorer, men det kan ikke forklare den voldsomme stigning, da vores gener ikke kan ændre sig så meget på få årtier. Der er altså faktorer i miljøet, som fremmer sygdommen, hvor der nu er mere fokus på kosten og essentielle næringsstoffer.
Forskerne bag det nye studie henviser desuden til tidligere studier, som allerede har vist, at tilskud med enkle næringsstoffer som zink og magnesium har vist positive effekter, og at omega-3 fedtsyrer har vist den største effekt. Derudover har tidligere studier på voksne og børn vist, at et bredt tilskud med vitaminer og mineraler har en positiv effekt på emotionelle forstyrrelser som irritabilitet, aggressivitet og vrede.

Det nye studie giver mere håb til børn med ADHD

I det nye studie gik forskerne et skridt videre. Dder deltog 126 børn med ADHD fra USA (Oregon og Ohio) og Canada, som blev delt op i to grupper. Børnene var endnu ikke begyndt på medicin, og deres forældre deltog på sidelinjen. I otte uger fik den ene gruppe af børnene kapsler med et bredt spektrum af vitaminer og mineraler i organiske, letoptagelige former plus cholin og nogle enkelte aminosyrer som L-carnitin, L-methionin og N-acetyl-cystein. Doser med vitaminer og mineraler svarede til officielle anbefalinger eller op til den øvre sikre grænse (UL). Den anden gruppe ADHD-børn fik samme antal kapsler med placebo.
Hverken forskere, forældre eller børn vidste, hvem der fik hvad. Under forløbet udfyldte forskere og forældre særlige rapporter (CGI og CASI-5), som afspejlede børnenes ADHD-symptomer, humørsvingninger, irritation, vrede og andre emotionelle forstyrrelser. Børnenes højde blev også målt.
Det viste sig, at 58 procent af de ADHD-børn, som fik tilskud med vitaminer og mineraler, oplevede klare forbedringer med hensyn til ADHD-symptomer, irritabilitet og andre emotionelle forstyrrelser. I placebogruppen var det kun 18 procent, som oplevede forbedringer.
Det viste sig desuden, at børnene som fik tilskud med vitaminer og mineraler, også voksede 6 mm mere i højden i forhold til de børn, som fik placebo. Det er ifølge forskerne gode nyheder, da ADHD-medicin ofte får børnene til at vokse mindre end normalt.
Da ADHD-medicin er forbundet med andre alvorlige bivirkninger og heller ikke hjælper på alle børn, er det ifølge forskerne opmuntrende, at over halvdelen af børnene fik det bedre med den sikre behandling i form af vitaminer og mineraler.
Det nye studie er publiceret i Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry.

Hvordan virker vitaminer og mineraler på ADHD?

Ifølge forskerne skal fremtidige studier afklare, hvordan de enkelte vitaminer og mineraler påvirker ADHD-symptomer. I denne forbindelse kommer forskerne med hypoteser som omhandler:

  • Tarmfloraen og de mange metabolitter, som udskilles.
  • Reduktion i markører for inflammation, som også kan forekomme i hjernen
  • Optimering af neurotransmittere, som har betydning for hjernen og nervesystemet

Mere information om næringsstoffer og ADHD

Flere tidligere studier viser, at udbredt mangel på D-vitamin, omega-3 fedtsyrer, magnesium og B-vitaminer har særlig stor betydning for udvikling af ADHD, og at tilskud i en god kvalitet kan afhjælpe symptomerne. Det er også vigtigt med et stabilt blodsukker. Det har vi tidligere omtalt i denne artikel:

»Fordobling af ADHD og andre psykiatriske diagnoser til børn«

Referencer:

Jeanette M. Jonhstone et al. Micronutrients for Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder in Youths: A Placebo-Controlled Randomized Clinical Trial. Journal of the American Academy of Child & Adolescent Psychiatry. 2022

Elsevir. Micronutrients (vitamins + minerals) show benefit for children with ADHD and emotional dysregulation. ScienceDaily. April 26, 2022

James J. Dicolantonio and James H. O´Keefe. The Importance of Marine Omega-3s for Brain Development and the Prevention and treatment of Behavior, Mood, and Other Brain Disorders. Nutrients. 2020

Helen Saul Case. Magnesium demper hyperaktivitet blant AD/HD-barn. Helsemagasinet Vitenskap og Fornuft. 2017


  • Oprettet den .