Skip to main content

Magnesium kan forebygge og lindre depression

Magnesium kan forebygge og lindre depressionPå verdensplan hører depression til en af de største sygdomsbyrder. Selvom der kan være flere årsager til depression, tyder det nu på, at et højt niveau af magnesium i serum hænger sammen med færre depressive symptomer. Det fremgår af et studie fra Taiwan, som er publiceret i Nutrients. Forskerne kommer desuden ind på, hvordan magnesium via adskillige enzymprocesser understøtter nervesystemet, hormonsystemet og særlige receptorer i hjernen, som spiller en fundamental rolle i udviklingen af depression. Det er samtidig problematisk, at stress, den vestlige raffinerede kost og flere medicintyper ofte resulterer i magnesiummangel. For dette modvirker også udnyttelsen af D-vitamin, som ligeledes har betydning for humøret.

I forbindelse med depression har undersøgelser af kroppens magnesiumstatus givet forskellige resultater, og man har endnu ikke undersøgt, om kronisk magnesiummangel hænger sammen med depression. I det nye studie ville forskerne fra Taiwan derfor undersøge, hvorvidt kostens indhold af magnesium og serums indhold af magnesium påvirker depressive symptomer. Forskerne brugte data fra et større nationalt befolkningsstudie (Nutrition and Health Survey in Taiwan, NAHSIT). Forskerne brugte også en særlig skala (5-item Brief Symptom Rating Scala) for at måle deltagernes depressive symptomer.
Det viste sig, at der kun var en svag sammenhæng mellem kostens indhold af magnesium og serums indhold af magnesium. Ikke desto mindre fandt forskerne, at højere niveauer af magnesium i serum hang sammen med en lavere score på depressionsskalaen og en lavere risiko for at udvikle depression. Forskerne konkluderer derfor, at serums niveau af magnesium hænger omvendt sammen med depressive symptomer. Da kostens indhold af magnesium spiller en mindre rolle, tyder det samtidig på, at behovet for magnesium kan være individuelt, hvad angår optimering af magnesium i serum. Det bør samtidig tilføjes, at det meste af kroppens magnesium findes inde i cellerne.

Hvordan virker magnesium og magnesiumtilskud på nervesystemet og humøret?

Magnesium er et af de mineraler, som vi skal have mest af, og det spiller en central rolle i flere hundrede enzymprocesser, som har betydning for regulering af blodtryk, blodsukker og stress samt regulering af neurotransmittere i centralnervesystemet.
I denne forbindelse kan mangel på magnesium medføre en dysregulering af hypothalamus-hypofyse-binyre-aksen. Som følge heraf kan hypothalamus frigive hormonet CRH (Corticotropin-Releasing Hormone), hvilket stimulerer hypofysens dannelse af ACTH (kortikotropin), som stimulerer dannelsen af kortisol fra binyrebarken.
Det er almindelig kendt, at stress og dysreguleringer af visse neurotransmittere som serotonin og dopamin udfører vigtige mekanismer i udviklingen af depression. Forskerne bag det nye studie kommer nærmere ind på, hvordan neuronernes receptorer for N-methyl-D-aspartate (NMDA) spiller en fundamental rolle i udviklingen af depression. NMDA-receptorerne bliver aktiveret af glutamat, som er den mest dominerede neurotransmitter i hjernen. NDMA-receptorerne medfører også, at der strømmer calcium-ioner ind i neuronerne, så de aktiveres.
Men forhøjet aktivitet i neuronerne kan forårsage neurologiske forstyrrelser og skader på neuroner. Det tyder samtidig på, at magnesium kan blokere for NMDA-receptorerne og neuronernes optagelse af calcium-ioner, hvilket resulterer i en mere rolig og normal tilstand.
Det nye studie publiceret i Nutrients er i tråd med et tidligere randomiseret, klinisk studie publiceret i PLoS One, som afslørede, at tilskud med magnesium (248 mg daglig) i seks uger kunne lindre mild til moderat depression hos voksne. Der var tilmed en positiv effekt på humøret i løbet af to uger.
Det kan desuden tilføjes, at magnesium er med til at aktivere den D-vitaminform, som vi danner fra solen eller får gennem tilskud. Dette er en meget vigtig funktion, da de fleste celler i kroppen, inklusive hypothalamus, hypofyse og neuroner har receptorer for D-vitamin, der regulerer en lang række genaktiviteter. D-vitamin regulerer desuden inflammatoriske processer i hjernen, som også kan medvirke til udvikling af depression.

Magnesiumkilder og hvorfor magnesiummangel er udbredt

Der findes magnesium i en grov og grøn kost med masser af fuldkorn, grønsager, kerner og nødder. Men den moderne raffinerede kost indeholder ikke nok magnesium. Derudover kan stress, for meget kaffe, alkoholmisbrug samt P-piller, vanddrivende medicin, syreneutraliserende medicin og flere andre medicintyper hæmme optagelsen eller dræne kroppen for magnesium. Insulinresistens, metabolisk syndrom og diabetes type-2 kan også dræne kroppen for magnesium. Mange af de ovenstående faktorer kan desuden forstærke hinanden.
Det betyder samtidig, at behovet for magnesium kan være større end de officielle anbefalinger, RI, som er på 375 mg. I henhold til det nye studie bør vi under alle omstændigheder tilstræbe et optimalt niveau i serum, så alle de magnesiumholdige enzymer kan udføre deres funktioner i centralnervesystemet og andre steder i kroppen.
Hvis man ikke får nok magnesium gennem kosten eller har et større behov, kan man overveje at tage et tilskud i en god letoptagelig kvalitet.

Referencer:

Ming Hui Chou et al. The Association of Serum and Dietary Magnesium with Depressive Symptoms. Nutrients Feb. 2 2023

Emily K Tarleton et al. Role of magnesium supplementation in the treatment of depression: A randomized clinical trial. PLoS One 2017

Tuomas Mikola, et al. The effect of vitamin D supplementation on depressive symptoms in adults: A systematic review and meta‐analysis of randomized controlled trials. Critical Reviews in Food Science and Nutrition, 2022.

  • Oprettet den .