Skip to main content

D-vitamin og æg giver nyt håb for diabetikere

D-vitamin og æg giver nyt håb for diabetikereMere D-vitamin kan bidrage til at regulere blodsukkeret ved diabetes-2. Æg er en god kilde, men i vinterhalvåret er det en fordel at supplere med stærke tilskud.

D-vitamin har betydning for knogler, immunforsvar og beskyttelse mod inflammationer, kræft og andre sygdomme. Men diabetikere har svært ved at opretholde niveauet af D-vitamin i kroppen - dels på grund af dårlig nyrefunktion og dels fordi mange er overvægtige. Et forskerteam fra Iowa i USA har nu fundet, at rotter, der fik en kost baseret på æg, opnåede højere koncentrationer af D-vitamin i blodet. Rotterne fik samtidig forbedret deres blodsukker, og de tog mindre på i vægt. Spørgsmålet er nu, hvor mange æg mennesker kan indtage om dagen, og hvordan diabetikere ellers kan få nok D-vitamin.

Æg indeholder den D-vitaminform, som er i blodet

Der findes forskellige former for D-vitamin, som alle er afledt af kolesterol. Vegetabilske kilder indeholder D2, animalske kilder D3, og siden tidernes morgen har vi især dannet D-vitamin i huden ud fra sollys. Men de forskellige D-vitaminer skal først aktiveres i leveren til 25-hydroxyvitamin D3 og til en anden form i nyrerne. Det betyder samtidig, at nedsatte lever- og nyrefunktioner kan nedsætte udnyttelsen af D-vitamin.
Derfor var forskerne fra Iowa mest interesseret i 25-hydroxyvitamin D3, som måles i blodet, og som afspejler kroppens D-vitaminstatus.
Hvis man får D-vitamin fra sollys, tilskud eller andre fødekilder, som er beriget med D-vitamin, skal D-vitaminformerne altså omdannes til 25-hydroxivitamin D3, og det har diabetikere tilsyneladende vanskeligere ved. Derfor valgte forskerne at give diabetikerrotterne æg, for det er en usædvanlig fødekilde, der i forvejen indeholder mest af det aktive 25-hydroxyvitamin D3.

Overbevisende resultater med hensyn til blodsukker og triglycerider

Forsøgets resultater var signifikante. Hos de rotter, som fik en diæt baseret på æg, faldt blodsukkerniveauet med næsten 50 procent sammenlignet med de rotter, som fik en standard diæt. Hos de rotter, som fik æg, var koncentrationen af 25-hydroxyvitamin D3 blevet 148 procent højere. Og triglyceridkoncentrationen, som er en risikofaktor ved hjertekarsygdomme, var faldet med 52 procent. Forskerteamet vil nu arbejde videre med at forstå, hvorfor D-vitamin fra æg udnyttes bedre, og de formoder, at det også skyldes andre næringsstoffer i æg.

Spis hele ægget

D-vitamin findes kun i æggeblommen som 25-hydroxyvitamin D3. Blommen er i det hele taget rigest på næringsstoffer - herunder A- vitamin, E-vitamin og lutein, der virker som kraftige antioxidanter og beskytter kolesterolet og kredsløbet mod frie radikaler.
Æggehviden indeholder proteiner, som i sig selv giver mæthed og derved stabiliserer blodsukkeret. Derfor anbefales det at spise hele ægget.
Forskernes næste trin er så at finde ud af det minimale antal æg, som mennesker med diabetes behøver for at få forbedret deres blodsukker med videre. Da det omtalte studie var designet til, at rotterne fik dækket deres proteinbehov i diæten, fik de hver især, hvad der hos mennesker ville svare til 17-18 æg dagligt. Ikke desto mindre forventer forskerne, at mennesker kan drage fordel af at indtage langt færre æg. Forskerne vil også undersøge nærmere, hvordan fibre og andre bestanddele i kosten kan opretholde kroppens D-vitamin status og reducere diabetessymptomer.

En oplagt kombination

Der er delte meninger om, hvor mange æg vi må spise, og det skyldes især, at blommen indeholder kolesterol, som sættes i forbindelse med åreforkalkning. Men kolesterol er faktisk et livsvigtigt stof, og nyere forskning tyder på, at kolesterolet først bliver farligt, hvis det harskner, som følge af frie radikaler, og her bidrager æggeblommen med beskyttende antioxidanter.
For nogle år siden ville en dansk læge undersøge sagen nærmere. Han endte med at spise 8 æg om dagen, og hans kolesterol steg ikke. Tværtimod.
Det er selvfølgelig i overkanten og noget ensidigt, at spise så mange æg, men meget tyder på, at vi sagtens kan tåle 1-2 æg dagligt og flere i en omelet og andre deciderede retter med æg som led i en alsidig kost.
Ikke desto mindre er det stadig svært at få nok D-vitamin gennem kosten, og i vinterhalvåret kan vi heller ikke danne det fra solen. Derfor er det oplagt at supplere den sunde kost med D-vitamin tilskud frem til den årstid, hvor solen atter står højt nok på himlen.

Da diabetikere har vanskeligere ved at udnytte D-vitaminet i tilskud, og behovet er større ved den udbredte overvægt, kan de med fordel vælge tilskud med større doser.

D-vitamin, tilskud og optagelse

D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, og derfor får vi den bedste udnyttelse i tilskud som kapsler, hvor D-vitaminet er bundet til olie. Moderne forskere mener, at det er forsvarligt, at tage tilskud med 38-100 mikrogram D-vitamin daglig. Og det er ikke mere end, hvad huden normalt kan syntetisere, hvis hele kroppen udsættes for middagssol om sommeren i 10-15 minutter.

Referencer:

Iowa State University: New promise for diabetics with vitamin D-deficiency. ScienceDaily. 2016

Steen Ahrenkiel: D-vitamin behov og mangel I Danmark. Biokemisk Forening 2009

http://politiken.dk/mad/madnyt/ECE388385/forskere-slaar-myte-om-aeg-ihjel/



  • Oprettet den .