Skip to main content

Depression kan hænge sammen med B12-vitaminmangel

Depression kan hænge sammen med B12-vitaminmangelB12-vitamin indgår i dannelsen af de røde blodlegemer, og betydningen for nervesystemet bliver ofte overset. Det viser sig nu, at der er en sammenhæng mellem mangel på B12-vitamin og depression. Det fremgår af et større irsk befolkningsstudie af en gruppe ældre borgere, som er publiceret i British Journal of Nutrition. Da depression er et stigende problem med omfattende menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser, er studiets resultat meget relevant. Det gælder især for ældre mennesker, ansatte i sundhedssektoren og politikere, som bør være mere opmærksomme på B12-vitaminmangel, og hvordan det kan forebygges med enkle og billige tiltag. Det bør desuden tilføjes, at vegetarkost samt mangel på mavesyre og diabetesmedicin også øger risikoen for at mangle B12-vitamin.

B12-vitamin har betydning for dannelsen af de røde blodlegemer, energiniveauet, nervesystemet, hjernen og cellernes deling.
B12-vitamin findes kun i animalske kilder som kød, fisk, æg og mejeriprodukter. Mavesyren bidrager til at frigøre B12-vitamin fra føden, så det lettere kan optages i tyndtarmen ved hjælp af et bærestof, der hedder intrinsic factor. B12-vitamin lagres i leveren, og derfor kan der gå måneder eller år, før der optræder mangelsymptomer som følge af en plantebaseret kost, dårlig optagelse, lægemidler eller andre årsager.

B-vitaminstatus hos ældre mennesker

Mangel på B-vitaminer som folinsyre og B12-vitamin er udbredt blandt ældre mennesker. I Irland er det rapporteret, at hver ottende ældre har en lav status af B12-vitamin. Mangler er også rapporteret i andre aldersgrupper, og vi kan forvente den samme tendens i Danmark.
Det er almindelig kendt, at mangel på B12-vitamin kan forårsage to former for blodmangel - perniciøs anæmi og megaloblastær anæmi. Men der kan også optræde forringede kognitive funktioner, der minder om demens, og ødelæggelser af de beskyttende myelinskeder, der omgiver hjernens nervefibre. Da B12-vitamin har så stor betydning for nervesystemet, er det vigtigt at forstå, hvorvidt der er en sammenhæng mellem mangel på B12-vitamin og depression, som er forbundet med forringet livskvalitet, forringet evne til at klare sig selv, behov for professionel hjælp, plejehjem og tidlig død.

Studiet og de vigtigste resultater

I studiet brugte forskerne data fra et stort irsk befolkningsstudie, TILDA, (The Irish Longitudinal Study on Ageing). Forskerne undersøgte mere præcist hjemmeboende deltagere over 50 år, som havde fået målt blodets niveau af folinsyre og B12-vitamin, og som var undersøgt for depression. De pågældende data afslørede, at de deltagere, som manglede B12-vitamin, havde 51 procent større risiko for at udvikle depression i løbet af fire år. Forskerne lægger særlig vægt på følgende:

  • Studiet afslørede, at et lavt niveau af B12-vitamin hænger signifikant sammen med en større risiko for at udvikle depression. Der er ikke denne sammenhæng ved mangel på folinsyre.
  • Mangel på B12-vitamin øgede risikoen for at udvikle depression med 51 procent i de fire år studiet varede.
  • Resultaterne gælder også efter at der er justeret for faktorer som fysisk aktivitet, kroniske sygdomme, D-vitamin og brug af antidepressive lægemidler.
  • Forskerne fandt, at risikoen for at udvikle depression stiger med alderen.
  • Studiet er relevant, da der er en sammenhæng mellem aldringsprocesser, mangel på B12-vitamin og risikoen for at udvikle depression.
  • Studiets resultater indikerer, at en opdateret fødevarepolitik og fødevareberigelse med B12-vitamin har et potentiale til at forebygge mangel på B12-vitamin

Behandling af B12-vitaminmangel og kvalitet af tilskud

Ved alvorlig B12-vitaminmangel kan man starte med indsprøjtninger, som ofte hjælper hurtigt på diverse symptomer.
Hvis manglen på B12-vitamin skyldes kosten, er der på sigt kun brug for en kostomlægning, eller at man supplerer kosten med tilskud. Tilskud i form af sugetabletter giver en langt bedre optagelse, da B12-vitaminet så optages direkte via mundslimhinden. Tilskud med B12-vitamin bør indeholde minimum 2,5 mikrogram, hvilket svarer til dagligt referenceindtag, RI.
Behandling af perniciøs anæmi, der er en livsvarig sygdom, kræver fortsat indsprøjtning med vitaminet grundet mangel på intrinsic factor, der som nævnt sørger for optagelsen i tyndtarmen.

Hvilke grupper er i størst risiko for at mangle B12-vitamin?

  • Ældre
  • Veganere og vegetarer
  • Personer med for lidt mavesyre, der reducerer optagelsen
  • Patienter, der tager syrehæmmende midler
  • Diabetikere - især grundet indtagelse af metformin
  • Patienter med kroniske tarmsygdomme
  • Patienter, som har fået gastric bypass-operation

Hvordan testes der for B12-vitamin?

Lægen tager som regel en blodprøve for at teste niveauet af B12-vitamin. Det er altid vigtigt at fortælle lægen, hvis man tager anden medicin eller tilskud, som kan påvirke resultatet.

Referencer

Trinity College Dublin. Vitamin B12 Deficiency Associated With Depression Risk in Longitudinal Study. Neuroscience News & Research. 2021

Laird E, O´Halloran AM et al. Low vitamin B12 but not folate is associated with incident depressive symptoms in community-dwelling older adults: a 4 year longitudinal study. British Journal of Nutrition. December 13, 2021.

Jayne Leonard. What is the purpose of a vitamin B12-level test? MedicalNewsToday. 2020

Vanita R Aroda et al. Long-Term Metformin Use and Vitamin B12 Deficiency in the Diabetes Prevention Program Outcomes Study. Endocrine Society 2016


  • Oprettet den .