Nyt syn på D-vitaminmangel, fedtlever og overvægt

Det har længe været kendt, at mangel på D-vitamin øger risikoen for overvægt. Et italiensk studie giver nu et nyt syn på, hvordan D-vitaminmangel hænger sammen med forhøjede mængder af metabolitten TMAO, som øger risikoen for nonalkoholisk fedtlever og tilstødende sygdomme som insulinresistens, diabetes og hjertekarsygdomme. Forskerne kommer også ind på, hvordan tarmfloraen og leveren har betydning for dannelsen af TMAO, og hvordan mangel på D-vitamin og overvægt er som en ond cirkel. Det tyder desuden på, at overvægtige har brug for mere D-vitamin end de officielle anbefalinger. I forbindelse med non-alkoholisk fedtlever kommer vi også ind på den kontroversielle delikatesse foie gras, og hvordan for mange kulhydrater belaster leveren.

Advarsler mod solen og de officielle fedtfattige kostråd virker ikke efter hensigten. Tværtimod. For D-vitaminmangel og overvægt er to sammenhængende problemer, som er blevet forværret gennem de sidste årtier. Forskere fra University Medical School of Naples i Italien er nu blevet opmærksomme på, hvordan mangel på D-vitamin påvirker leveren, tarmfloraen og tarmafledte metabolitter som TMAO (Trimethylamine-N-oxide).
Tidligere studier har allerede afsløret forbindelsen mellem høje niveauer af TMAO og nonalkoholisk fedtleversygdom, hvilket øger risikoen for insulinresistens, overvægt, diabetes og hjertekarsygdomme. Men det er første gang, at forskere ser nærmere på forholdet mellem D-vitamin og TMAO.

Jo mere D-vitamin i blodet, jo mindre TMAO, som er problematisk

I forsøget deltog der 104 voksne overvægtige personer – 50 mænd og 54 kvinder med en gennemsnitsalder på 35 år.
Deltagernes fedtleverindeks blev brugt til diagnosen af nonalkoholisk fedtleversygdom, som er den mest udbedte leverlidelse. Forekomsten af nonalkoholisk fedtleversygdom hænger sammen metabolisk syndrom, der er karakteriseret af insulinresistens, overvægt (æbleform med stor livvidde), forhøjet blodtryk og forhøjet fedtindhold i blodet. Metabolisk syndrom er desuden forstadie til diabetes 2, der breder sig som en epidemi.
Forskerne målte derfor deltagernes BMI, livvidde samt blodtryk, kolesterol, triglycerider og leverfunktion, hvor der er en nøje sammenhæng med nonalkoholisk fedtleversygdom.
Deltagernes BMI blev klassificeret i henhold til WHOs kriterier´ som er følgende:

Undervægtig: Under 18, 5
Normal: 18,5-24,9
Overvægt: 25-29,9
Grad 1 fedme: 30-34,9
Gad 2 fedme: 35-39,9
Grad 3 fedme: Over 40

Deltagernes niveau af D-vitamin blev defineret som tilstrækkeligt, hvis det lå over 30 ng/ml.
TMAO koncentrationerne blev målt efter en særlig metode.

De fleste af deltagerne (27,9 %) var svært overvægtige og havde et BMI, som svarer til grad 3 fedme. De fleste af deltagerne (62,5 %) havde mangel på D-vitamin, og over halvdelen af deltagerne (59,6 %) havde fedtlever/nonalkoholisk fedtleversygdom.
Forsøget afspejlede, at jo mere D-vitamin deltagerne havde i blodet, jo mindre var koncentrationen af TMAO. Der er selvfølgelig grænser for, hvor meget D-vitamin, der må være i blodet, men ingen af deltagerne havde over 35 ng/ml. I Danmark ligger minimumsgrænsen til orientering på 50 ng/ml, og de optimale værdier må gerne ligge mellem 75-100 ng/ml.
Så selvom solen skinner mere i Italien, var der ingen af deltagerne, som havde optimale værdier efter de danske referencer. Det kan både skyldes indendørs livsførelse, og overvægten, som påvirker udnyttelsen af D-vitaminet.

D-vitamin beskytter mod overvægt og kredsløbssygdomme på flere fronter

Epidemiologiske studier har gennem flere årtier afsløret en sammenhæng mellem mangel på D-vitamin og risikoen for at udvikle kredsløbssygdomme. En meta-analyse har således afsløret, at befolkningsgrupper med lave niveauer af D-vitamin i blodet har en risiko for at udvikle hjertekarsygdomme, der er 57 % højere i forhold til befolkningsgrupper med optimale niveauer.
Det er i forvejen kendt, at overvægt øger risikoen for kredsløbssygdomme, og det er især det viscerale mavefedt mellem indvoldene, som er skadeligt. Det skyldes blandt andet, at dette fedtvæv iværksætter inflammatoriske processer, som skader kolesterolet, så det indlejres i karvæggen.
Det tyder desuden på, at mangel på D-vitamin yderligere øger risikoen for hjertekarsygdomme, hvis man er overvægtig eller fed. Dette kan skyldes flere D-vitaminafhængige mekanismer, som inkluderer regulering af inflammationer, insulinfølsomhed, samt renin-angiotensin-aldosteron systemet, som regulerer blodtryk og væskebalance.
Det omvendte forhold mellem D-vitamin og blodets koncentration af TMAO kan være en anden mekanisme, hvor mangel på D-vitamin øger risikoen for hjertekarsygdomme i forbindelse med overvægt og fedme.
En tidligere metaanalyse har indikeret, at høje niveauer af TMAO øger risikoen for hjertekarsygdomme med 23 % og risikoen for tidlig død forårsaget af alle sygdomme med 55 %.
Der er dog delte meninger, om hvorvidt forskellige fødeemner hæver niveauet af TMAO.

Leveren og tarmfloraens betydning for D-vitamin og TMAO

Vi danner et forstadie til D-vitamin i huden ved hjælp af et kolesterol og solens UVB-stråler. Dette forstadie hedder cholecalciferol, og det er denne form, der også findes i tilskud. Men det har endnu ingen biologisk aktivitet. I leveren omdannes cholecalciferol ved hjælp af enzymer til 25-hydroxyvitamin D3, som også er den D-vitaminform, der måles i blodet. Når D-vitaminet skal bruges, omdannes det så i nyrerne til den aktive form ved hjælp af andre enzymer.
Det betyder, at leveren og nyrerne spiller en stor rolle i aktiveringen og udnyttelsen af D-vitaminet. Og mange overvægtige har netop problemer med aktivering af D-vitaminet grundet dårlige leverfunktioner og dårlige nyrefunktioner.
Det vides, at mangel på D-vitamin er involveret i lipogenesis, hvor leveren nærmest bliver som en fedtfabrik. Som det fremgår, bidrager manglen på D-vitamin til et forstyrret sukker- og fedtstofskifte, inklusiv insulinresistens, hvor cellernes evne til at optage blodsukker er nedsat.
Leveren spiller desuden en rolle i de enzymer, der danner TMAO, og mængden øges, når leveren mangler D-vitamin.
Tarmfloraen spiller også en rolle i dannelsen af TMAO. Vores enorme tarmflora består af omkring 1.000 forskellige arter, som holder hinanden i skak i en hårfin balance. Den sunde tarmflora tjener os ved at fortrænge skadelige mikroorganismer, forbedre fordøjelsen, producere mælkesyre, danne vitaminer, enzymer og et hav af signalstoffer, der påvirker stofskiftet, immunsystemet, nervesystemet og hormonbalancen.
Tarmfloraen påvirkes selvfølgelig af det, vi spiser, hvor det er almindelig kendt, at fibre har en positiv virkning, og at en ensidig kost, sukker og junkfood har en skadelig virkning.
Det antages, at tarmbakterier som Clostridium og Ruminococcus øger niveauet af TMAO, mens andre tarmbakterier som visse Bacteroides-arter sænker niveauerne.
Som det fremgår, er der således et komplekst samspil mellem D-vitamin, lever, tarmflora og TMAO.
Det nye italienske studie er publiceret i Nutrients.

Mange – og især overvægtige – får ikke dækket deres reelle behov for D-vitamin

Sommersolen er den vigtigste kilde til D-vitamin. Men den moderne livsførelse, vinterhalvåret, overvægt og aldringsprocesser bevirker, at mange kommer i underskud.
Referenceindtag, RI, for voksne er 5 mikrogram. Mange forskere hævder nu, at det reelle behov for D-vitamin kan ligge højere, og anbefalingerne svinger fra 30 - 100 mikrogram daglig.
Til orientering har vi også brug for magnesium, når D-vitaminet skal aktiveres, og dette mineral er der også mange overvægtige og andre, som mangler.

D-vitamintilskud, optagelse og udnyttelse

D-vitaminet er et fedtopløseligt vitamin, og derfor får vi den bedste udnyttelse i tilskud som kapsler, hvor D-vitaminet er bundet til olie. Det er sikkert at tage stærke tilskud med 20-80 mikrogram D-vitamin.
Overvægtige og diabetikere har ofte gavn af at få mere magnesium gennem kost eller organiske tilskud med en høj optagelighed, så de bedre kan aktivere D-vitaminet.

Nye kostråd til non-alkoholisk fedtlever og diabetes 2

Siden 1970´erne er almenbefolkningen og diabetikere blevet anbefalet en fedtfattig kost fyldt med brød, kartofler, frugt og andre kulhydrater. Men de mange kulhydrater kan belaste leveren, og det er især fruktosen fra sukker, frugt, juice og udbredte sødestoffer som majssirup og HFCS, der er problematisk. For når leveren oversvømmes med fruktose, omdannes dette sukkerstof til kolesterol og triglycerider ved hjælp af føromtalte proces, der kaldes for lipogenesis.
Ifølge et nyt dansk studie fra Bispebjerg Hospital har diabetikere da også bedst af en kost, som ikke indeholder så mange kulhydrater. Det nye budskab til diabetikere er i tråd med flere udenlandske studier, som vi i årenes løb har omtalt på denne hjemmeside. Diabetikere samt personer med nonalkoholisk fedtleversygdom og et sart blodsukker bør i det hele taget satse mere på en sund kost med færre kulhydrater, samt flere proteiner og gode fedtstoffer.

Referencer

Luigi Barres et al. E New Light on Vitamin D in Obesity: A Novel Association with Trimethylamine- N-Oxide (TMAO). Nutrients 2019

Anne Marie Uwitonze, Mohammed S Razzaque. Role of magnesium in Vitamin D Activation and Function. The Journal of the American Osteopathic Association. 2018

Fructose Consumption, Lipogenesis, and Non-Alcoholic Fatty Liver Disease. Nutrients 2017

Bispebjerg Hospital. Færre kulhydrater forbedrer type-2 diabetikeres evne til at regulere blodsukkeret. Nyhedsbrev 10. august 2019

Mads J Skytte et al. A Carbohydrate-reduced high-protein diet improves HbA1c and liver fat content in weight stable participants with type 2 diabetes: a randomized trial. Diabetologica. First online 23 Juli 2019

https://en.wikipedia.org/wiki/Trimethylamine_N-oxide