Skip to main content

Mange veganere og vegetarer mangler B12-vitamin

- og de ved det ikke

Mange veganere og vegetarer mangler B12-vitaminDen globale opvarmning og klimadebatten har medført, at stadig flere bliver vegetarer og veganere. Selvom intentionerne er gode, kan det dog medføre alvorlige sundhedsproblemer. Et spansk studie af vegetarer og veganere har nu afsløret, at 11 % af deltagerne havde en subklinisk eller klinisk mangel på B12-vitamin. Dette er i tråd med tidligere studier. Da manglen kommer snigende, er det ofte svært at se sammenhængen, når de forskellige symptomer melder sig grundet blodmangel eller forstyrrelser fra nervesystemet. Manglen kan desuden medføre øget risiko for nedsat fertilitet og udviklingsforstyrrelser hos fostre. Derfor anbefaler Dansk Vegetarisk Forening da også, at veganere og vegetarer tager tilskud.

B12-vitamin findes kun i animalske kilder som kød, fisk, æg og mejeriprodukter. Vi optager B12-vitaminet i tyndtarmen ved hjælp af et bærestof, der hedder intrinsic factor, og selvom tyktarmens bakterier producerer en smule, kan vi ikke optage det herfra.
B12-vitamin har betydning for dannelsen af de røde blodlegemer, energiniveauet, nervesystemet, immunsystemet, den normale funktion af DNA og cellernes deling.
B12-vitamin lagres i leveren, og vi kan også genbruge noget af det. Derfor går der som regel lang tid, før en mangel opstår som følge af den plantebaserede kost.
Mangel på B12-vitamin er særlig udbredt i de fattige ulande, hvor store befolkningsgrupper ikke har råd til disse fødevarer. Men i vores del af verden er veganere og vegetarer også i risiko for at udvikle mangel på B12-vitamin. Det samme gælder børn af vegetar- og veganermødre, der ikke har taget tilskud under graviditet og amning. Disse børn kan i værste fald risikere nedsat vækst og mental retardering.

  • B12-vitamin kendes mest for at indgå i dannelsen af de røde blodlegemer
  • B12-vitamins betydning for hjernen og nervesystemet bliver ofte overset

Mangel på B12-vitamin giver grund til bekymring

I Spanien har der indtil videre manglet undersøgelser vedrørende den ernæringsmæssige status hos vegetarer, og mangel på B12-vitamin har givet anledning til den største bekymring. Formålet med den nye undersøgelse var derfor at evaluere vegetarernes status af B12-vitamin og folinsyre ved hjælp af blodprøver og måling af forskellige markører.
De 93 deltagerne var voksne og sunde, hvoraf 44 var veganere og 49 var vegetarer, der indtog æg og mejeriprodukter. 72,8 procent af deltagerne tog i forvejen tilskud med B12-vitamin.
Hos 11 procent af deltagerne målte forskerne subklinisk eller klinisk mangel på B12-vitamin. 33 procent af deltagerne havde forhøjede niveauer af aminosyren homocystein i blodet. Omsætningen af homocystein er netop knyttet til B12-vitamin og folinsyre, og det antages, at de forhøjede niveauer øger risikoen for åreforkalkning og blodpropper.
Forskerne fandt, at de deltagere, der i forvejen tog tilskud med B12-vitamin, havde en bedre status af B12-vitamin og homocystein. Indtag af yoghurt var kun svagt forbundet med en bedre B12-vitaminstatus.
Forskerne konkluderede, at de spanske vegetarer får nok folinsyre, men at subklinisk og klinisk mangel på B12-vitamin er udbredt.
Forskerne anbefaler derfor, at vegetarer og veganere indtager tilskud med B12-vitamin for at forebygge alvorlige mangeltilstande.

  • Mange vegetarer og veganere har det strålende
  • De ved ikke, at mangel på B12-vitamin kan komme snigende over flere år
  • Mangelsymptomer kan være træthed, hovedpine, blodmangel, dårlig hukommelse, andre symptomer fra nervesystemet eller svært ved at blive gravid
  • Manglen kan desuden skade børns vækst og indlæringsevner

Symptomerne bliver ofte fejldiagnosticeret

Mange vegetarer og veganere går meget op i deres kost, og hvis de og deres eventuelle børn trives godt i lang tid, er der fare for, at mange af ovennævnte symptomer tolkes som stress, demens eller andre sygdomme, fordi reaktionerne på B12-vitaminmangel er så forskellige. Derfor skal lægen altid underrettes om de særlige kostvaner. Hvis der er mistanke om mangel på B12-vitamin kan lægen foretage en blodprøve.

På verdensplan regner man med at 12 millioner mennesker mangler B12-vitamin.

Behandling af mangel på B12-vitamin og kvalitet af tilskud

Hvis man har mistet en stor del af kroppens indhold af B12-vitamin, kan man starte med indsprøjtninger, som ofte hjælper hurtigt på diverse symptomer.
Hvis en mangel på B12-vitamin skyldes kosten, er der på sigt kun brug for en kostomlægning, eller at man supplerer kosten med tilskud.
Tilskud i form af sugetabletter giver en langt bedre optagelse, da B12-vitaminet så optages direkte via mundslimhinden.
Tilskud med B12-vitamin bør indeholde minimum 2,5 mikrogram, hvilket svarer til dagligt referenceindtag, RI.
Behandling af perniciøs anæmi kræver fortsat indsprøjtning med vitaminet grundet mangel på intrinsic factor, der som nævnt sørger for optagelsen i tyndtarmen.

Indhold af B12-vitamin i mikrogram/100 gram

  • Kalvelever 60
  • Torskerogn 20
  • Leverpostej 10
  • Laks 4
  • Æg 1,8
  • Rejer 1,6
  • Ost 1,5
  • Oksekød 1,4
  • Kylling 0,4
  • Grønsager og frugt 0
  • Nødder og kerner 0

OBS. Vegetarer og veganere kan også mangle andre næringsstoffer

Mange vegetarer og veganere har også svært ved at få nok protein samt selen, zink, jern og omega-3 formerne EPA og DHA. Det kan du læse mere om i følgende artikel, som tidligere er skrevet til denne hjemmeside:

» Advarsel: Mange vegetarer og veganere mangler livsvigtige næringsstoffer! «

Referencer

Angélica Gallego-Narbon et al. Vitamin B12 and folate status in Spanish lacto-ovo vegetarians and vegans. J Nutr Sci. 2019

Ebba Nexø. Vegetarer risikerer at få for lidt B12-vitamin. Videnskab.dk marts 2018

Uni Research. Children with poor B12 status early in life struggle more with tasks, recognition and interpreting feeling. ScienceDaily March 27, 2017

http://www.netdoktor.dk/vitaminer/vitaminb12.htm

https://frida.fooddata.dk/ShowList.php?compid=38

  • Oprettet den .