C-vitamin kan forebygge grå stær
Grå stær er en hyppig årsag til synsnedsættelse. Især hos ældre. Men ifølge et nyt studie, som er foretaget på tvillinger for at undersøge de genetiske og miljømæssige faktorer, fremgår det, at et højere indtag af C-vitamin kan have en forebyggende effekt på øjensygdommen.
Grå stær er en øjensygdom, hvor øjets linse bliver uklar som følge af oxidation (iltning). Sygdommen udvikles gradvist, og ved udtalt grå stær kan andre se gennem pupillen, at linsen er grå. Ved tiltagende grå stær bliver synet sløret, mange bliver blændet af sollys, og udtalt grå stær giver stærkt nedsat syn. Især om natten. Da det ikke er muligt at korrigere grå stær med briller eller kontaktlinser, er der al mulig grund til at forebygge eller udskyde sygdommen med naturlige løsninger og så vidt muligt undgå en operation.
33 procent reduktion af grå stær og klarere linser
Undersøgelsen blev ledet af Kings College London, og der deltog 324 par kvindelige tvillinger. Gennem ti år så forskerne på deltagernes udvikling af grå stær ved at undersøge fotografier af deltagernes øjne, så forskerne i detaljer kunne observere fremadskridende uklarheder i linserne. Samtidig blev deltagernes indtag af C-vitamin målt ud fra kostspørgeskemaer.
Forskerne fandt, at de deltagere, som havde det højeste indtag af C-vitamin i kosten, havde en udvikling af grå stær, som lå 33 procent lavere, end de deltagere, som fik mindst C-vitamin. Af samme grund havde de deltagere, der fik mest C-vitamin, også linser, der var mere klare som tegn på, at deres øjne var i en bedre tilstand.
Undersøgelsen er publiceret i tidsskriftet Ophthamology 2016.
Miljømæssige faktorer betyder mere end arvI undersøgelsen fandt forskerne, at de miljømæssige faktorer som kosten med videre påvirker grå stær langt mere end de genetiske faktorer, som kun forklarer en tredjedel af de ændringer, som blev observeret i linsen hos de deltagende tvillinger. Derfor kan vi gøre meget selv gennem vores livsstil. |
Væsken i øjet kræver C-vitamin
Væsken i øjet bader linsen. Og det viser sig, at denne øjenvæske indeholder en del C-vitamin, der som antioxidant beskytter linsen mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler.
Forskerne antager derfor, at det høje indtag af C-vitamin har en beskyttende virkning på udviklingen af grå stær ved at øge indholdet af C-vitamin i øjets væske.
Simple kostændringer kan forbedre synet hos millioner af mennesker
Grå stær påvirker omkring 20 millioner mennesker, og sygdommen er den hyppigste årsag til blindhed i verden, især i ulande hvor sundhedsvæsnet er utilstrækkeligt. Da operation er den eneste anerkendte behandling af grå stær, er det oplagt at forebygge sygdommen så vidt muligt gennem sund kost og levevis.
Ifølge professor og øjenkirurg Chris Hammond kan undersøgelsens resultater have en afgørende betydning på verdensplan, især på den aldrende befolkning. For ved at foreslå indførelse af mere frugt og grønt i kosten kan man reducere risikoen for at få grå stær og operation.
Men selvom forskerne havde mest fokus på C-vitamin i kosten, kan andre næringsstoffer i den sunde kost også have en potentiel indvirkning på forebyggelsen af grå stær.
Sund kost og sund fornuft er en god cocktail i forebyggelsen
Vi kan ikke undgå at blive ældre, hvilket øger risikoen for at udvikle grå stær. Ikke desto mindre kan C-vitamin og andre antioxidanter generelt bidrage til at beskytte kroppen mod oxidativ stress forårsaget af frie radikaler.
Da rygning og diabetes også øger risikoen for grå stær, kan vi gøre endnu mere i forebyggelsen ved at droppe tobakken, holde os i form og undgå overvægt, som er en væsentlig årsag til den stigende forekomst af diabetes 2.
De mest almindelige årsager til grå stær i Danmark
|
Referencer:
Kings College London. Increased vitamin C in diet could help protect against cataracts. ScienceDaily. August 2016
https://www.sciencedaily.com/releases/2016/03/160323220408.htm
Wolters Kluwer Helath. Cholesterol-lowering drugs may be linked to increased cataract risk. ScienceDaily. August 2012
https://www.sciencedaily.com/releases/2012/08/120807104728.htm
http://www.netdoktor.dk/sygdomme/fakta/graastaer.htm
Søg mere info...
- Oprettet den .